Tirsdag kunne vi stå lidt senere op end mandag, da vores planer var mindre avancerede. Første punkt på dagsordenen, da Ks vækkeur ringede, var dog, at jeg fik lov til at åbne min fødselsdagsgave. Og K havde fundet på noget, der var fuldstændig overraskende: Jeg havde opdaget, at James Blunt skulle spille i Dublin 20.11., og jeg havde egentlig spurgt K, om vi kunne få det passet ind i programmet. Nej var svaret, hvilket jeg accepterede uden spørgsmål. Men K havde snydt mig, og vi skal til koncert i Dublin! Juhuu! Tak for gaven, søde Kristian.
Min fødselsdagsmorgenmad var en fuld “cooked breakfast”, som viste sig mere at være noget for K end for mig. Men det var fint, og vi forlod det lille B&B i Portrush med fyldte maver og en fornemmelse af at have boet et fint og hyggeligt sted.
Fra B&B’et gik turen ud til kysten igen, hvor vi ville se Downhill House og Mussenden Temple. Downhill House var et palæ, som blev opført i slutningen af 1700-tallet til Frederick Hervey, 4th Earl of Bristol.
Til trods for at vi havde sovet lidt længere end mandag, nåede vi ud til Downhill, inden solen endnu var stået helt op, hvilket betød, at vi fik mulighed for at nyde en skøn sart solopgang over stedet.
Oprindeligt var Downhill House udstyret efter moden med fresker, statuer mm, men nu er der kun skallen tilbage af det, der var en gang. I 1851 blev huset i vid udstrækning ødelagt af en brand, men det blev genrejst i 1870’erne, og det reelle forfald tog først fart efter 2. verdenskrig.
Når man går fra huset og ned mod kysten, forstår man til fulde, hvorfor hertugen ville have sig hus liggende netop dér, hvor det ligger: Der er et virkelig smukt syn over kysten og havet samt ind over det bagvedliggende landskab. Det må have været mindst lige så smukt for 250 år siden. Jeg må da også indrømme, at jeg ikke kiggede så meget på ruinen af det gamle palæ men langt mere på den fantastiske udsigt – som bestemt ikke blev ringere af, at det faktisk var lækkert vejr allerede fra morgenstunden.
Vi var der jo begge to, så der er billeder af os begge 😉 Svært at sige så meget om dem, andet end at jeg på sigt bliver glad for at have billeder af os og ikke kun af monumenter, bygninger og smukke udsigter.
Jeg tror ikke, at jeg siger for meget, hvis jeg afslører, at vi i højere grad var kommet for at se Mussenden Temple end Downhill House. Den lille bygning ligger på linje med huset men helt nede ved kysten. Og jeg ved ikke, om der altid er to “gallionsfår”, der står så fint på hver side af stien ned til templet.
Mussenden Temple blev opført i 1785, og det har fået sit navn, fordi det er tilegnet Frideswide Mussenden, hertugens kusine.
Templet er inspireret af Tempio di Vesta i Rom, og var faktisk ikke et tempel, som vi forstår det. I stedet var det hertugens bibliotek komplet med ildsted, hvor der altid var ild, så der var varmt og tørt i biblioteket. Inskriptionen langs bygningens top lyder: “Tis pleasant, safely to behold from shore / The troubled sailor, and hear the tempests roar.”
Da den gode hertug valgte denne inskription havde han formentlig ikke overvejet, at hans bygning selv ville være truet af elementernes hærgen. Oprindeligt var det muligt at køre en hestevogn rundt om Mussenden Temple, og nu sidder bygningen udsat på en stadigt eroderende klippeskrænt! Man har naturligvis gjort, hvad man kan for at sikre bygningen, men man sidder mindre sikkert derinde nu, end man gjorde en gang.
Erosion eller ej, så er udsigten fra Mussenden Temple stadig fuldstændig bjergtagende, og det er kun ved at være standhaftig, at jeg har postet 2 billeder af udsigten, og ikke 20 billeder.
Fra templet kan man kigge ned på Downhill Strand, og udover at man kan konstatere, at der er tale om en bred sandstrand, kan man også se, hvordan man har anlagt en togstrækning lige bag stranden… Det må siges at være en togrute med god udsigt.
Jeg kan aldrig modstå muligheden for at komme ned til havet, og jeg skal gerne indrømme, at Atlanterhavet trak ganske meget, så fra Downhill House kørte vi ned ad bakken (høhø) til vandet, hvor vi smed bilen på den første parkeringsplads, vi fandt. Herfra kunne vi følge et ret flot vandløb, som snoede sig ned over stranden, før det løb ud i det store ocean.
Ikke alene fik vi set Mussenden helt tæt på, men vi fik også set det nede fra stranden, hvor det ser ganske pittoresk og forladt ud, som det sidder det helt ude på spidsen af klippen. Stranden her har også været en kulisse i Games of Thrones, men jeg synes oprigtig talt, at stranden og udsigten til Mussenden i sig selv er værd at se, uden at man forholder sig til Game of Thrones – det er bare added bonus.
Ikke kun udsigten op mod Mussenden var fin, det var den sådan set også den modsatte vej. Og som det ses havde solen fået lidt fat, og den havde sammen med vinden fået sørget for, at det var lidt blå himmel over Benone Strand.
Elsker en blå himmel med tottede hvide skyer, og den bliver altså overhoved ikke ringere af, at den er over hovedet på mig ved Atlanterhavet, på ferie med K på min fødselsdag!
Der var jeg jo – og Atlanterhavet mente, at det også skulle spille en væsentlig rolle i dette billede, for jeg måtte nærmest løbe ind mod K for at undgå at blive alt for våd om fusserne.
Det giver jo ikke mening at sige ret meget om de her billedet andet end, at havet var smukt og stort og voldsomt. Og at det med havet som med bjerge: Man kan blive ved og ved og ved med at tage billeder af det.
Vi var også ganske fascinerede af de mønstre, der var i sandet. Vi var i tvivl om, om det storte i sandet var forurening eller sort sand, og vi fandt desværre ikke noget svar. Uanset hvad det skyldtes, så det rigtig flot ud i kombination med det lyse sand.
Fra stranden kørte vi videre langs kysten, og kom blandt andet hen over toppen af, hvad tilsyneladende havde det meget deskriptive navn Windy Hill. Navnet syntes vitterligt at være spot-on, for der var stiv vind på toppen, men udsigten var blæsten værd, kan man roligt sige!
På toppen af bakken stod der en på sin vis noget sær statue for stedet: En keltisk dekoreret herre med armene mod himlen stod i stævnen på en lille båd på og kiggede ud mod vandet.
Hvad han end har gang i der midt på bakken, så så han meget dramatisk ud med hænderne strakt op mod den letskyede himmel.
Og naturligvis kunne K ikke modstå fristelsen, og han måtte hoppe op bag sin keltiske frænde og indtage samme positur som den statelige herre. Ja, ja, det er K jo nok ikke den første, der har gjort 😉
Der var en lille udsigtspost nedenfor Windy Hill, og her kunne man se ud til, hvor man kan sejle mellem Nordirland og Irland. K havde egentlig tænkt, at vi skulle gøre netop dette, men færgen var holdt op med at sejle fra oktober. Vi nøjedes med at kigge ud over spidsen, og den fine måde solen faldt på tippen helt ude ved vandet.
Målet for dagen var Derry, hvor vi skulle fejre min fødselsdag med afternoon tea og derefter have en enkelt overnatning. Da vi havde fundet en parkeringsplads i Derry, gik vi ud og så nærmere på en af de features, der gør byen kendt: Dens store velbevarede mure, som blev bygget 1613-1619 som et forsvarsværk mod angribende skotter og englændere.
Murene er mellem 3,7 og 10,7 meter brede, i alt godt 1,6km lange og fuldstændig intakte, således at de omkranser Derrys gamle by. Derry er en af de få byer i Europa, hvis forsvarsværk aldrig er blevet brudt, og byen har modstået flere belejringer inklusiv en 105 dage lang belejring af engelske tropper i 1698. Denne uigennemtrængelighed har givet Derry sit tilnavn: The Maiden City.
Der er rigtig flot udsigt fra muren udover det moderne Derry, som langsomt har spredt sig udenfor murene i takt med, at den gamle (og fuldstændigt omringede) by blev for lille til mængden af mennesker i den. Vores B&B lå lidt til venstre for den kirke, der kan ses i billedet her.
Derrys Guild Hall blev opført i 1890, og den ligger lige udenfor murene. Guild Hall blev mål for indtil flere teoristangreb, og bygningen blev voldsomt skadet af to bomber i 1972.
Bag Guild Hall kan man se Peace Bridge, som krydser floden Foyle. Broen blev åbnet i 2011, og det er jo ikke svært at regne ud, hvorfor den har fået sit håbefulde navn.
Vi opdagede ganske hurtigt, at Derry faktisk er en ret stejl by, og det gælder også for murene: Bishop’s Gate her rejser sig som en pukkel midt på murene, og der er altså ganske langt ned fra toppen af den (og kun et knæhøjt gelænder til at holde os fra at dratte ned).
Ved Bishop’s Gate i Derrys bymur så vi et højt hegn, som er en del af de såkaldte “peace lines – høje hegn, som adskiller katolske og protestantiske områder og sørger for at man ikke så nemt kan lobbe en rørbombe ind i naboens have. Det er altså vanskeligt at forestille sig, hvordan det er at bo et sted, hvor livet føles mere sikkert, hvis man bor bag meter høje hegn…
Fra murerne kunne vi se ned på Bogside og flere af de vægmalerier, som er blevet det kunstneriske levn fra den konflikt, der kaldes The Troubles. Vi blev enige om, at vi ville køre ned og se nærmere på malerierne, og derfra køre videre ud til det B&B vi skulle overnatte på.
The Troubles er det engelske navn for konflikten i Nordirland, der “officielt” varede fra 1968 til 1998, men som stadig kun er gemt lige under overfladen. (I denne uge har socialarbejdere fra Derry kommune fået dødstrusler, og for to uger siden blev en politibil beskudt af en fjernstyret morter et par hundrede meter fra vores B&B i Bogside.) Konflikten gik overordnet set ud på om Nordirland skulle være en del af UK eller republikken Irland. Det er selvfølgelig mere kompliceret end det, men den korte udgave er at katolske/irske og protestantisk/britiske militser angreb hinanden og civile. Den britiske hær og det nordirske politi prøvede at opretholde holde ro og orden med hårdhændede metoder, og var også involveret i samarbejde med loyale militser.
Dette vægmaleri er tilsyneladende ikke en officiel del af The Bogside Artists’ malerier, men ikke desto mindre et udtryk for, at man bruger væggene til politisk motiveret kunst.
The Runner fortæller om, hvordan tåregas blev brugt mod demonstranterne, og det er lokaliseret lige ved siden af vægmaleriet, der omhandler Operation Motorman. Endelig er The Runner også en memorial for de to knægte, hvis billeder pryder væggen: Charles Love (16 år) og Manus Deery (15). Charles Love blev dræbt 28. januar 1990, da en bombe blev sprængt nær byens mure. Bomben var smidt af IRA og hensigten var at ramme vagter, mens ofret blev i stedet Charles Love, som befandt sig flere hundrede meter fra, hvor bomben blev sprængt. Manus Deery blev ramt af kugler fra britiske soldater den 19. maj 1972.
Civil Rights maleriet fortæller om begyndelsen
på Derrys kamp for civile rettigheder.
En af de første konfrontationer var Battle of the Bogside. Langvarig diskrimination af den overvejende katolske befolkning i Derry – fx var 12 ud af 20 byrødder protestanter, skønt 60% af indbyggerne var katolikker – fik den årlige protestantiske Apprentice Boys-march til at udløse tre dages optøjer med barrikader, molotov-cocktails og alt dertil hørende.
Vægmaleriet skildrer begivenheder
fra Bloody Sunday.
Bogside udviklede sig over de næste tre år til et af flere no-go områder i Nordirland. Den 30. januar 1972 blev verdenskendt som Bloody Sunday. En katolsk borgerrettigheds-demonstration ender med en massakre da britiske faldskærmstropper åbner ild og dræber 14.
En kreativ skildring af Operation Motorman.
Et halvt år senere er Bogside igen i nyhederne på grund af Operation Motorman, hvor den britiske hær sætter kampvogne ind i Derrys gader for at rydde barrikaderne og gøre det muligt for politiet at køre ind i området.
The Peace Mural kombinerer en fredsdue og et egeblad. Duen repræsenterer Derrys grundlægger St. Columba, som siges at have grundlagt Derry i en egelund, derfor en due og et egeblad.
Vi opdagede, at der var ved at blive arbejdet på det billede, der hedder Hunger Strike, som handler om den sultestrejke, der fandt sted i slutningen af 1980. Vi undrede os over, hvorfor de monstro var ved at male væggen om / op. K fandt svaret: Billedet var blevet udsat for hærværk, hvilket ifølge The Bogside Artists er første gang et af deres værker bliver vandaliseret. Drengestreger eller politisk motiveret? Det kan jeg ikke svare på, men jeg er sikker på, at overvejelserne aldrig er fjerne for så politisk motiverede kunstnere, som dem der står bag vægmalerierne i Derry – og som arbejder i et fortsat labilt klima.
Hvis man nogensinde befinder sig i nærheden af Derry, så er vægmalerierne et must! Det er moderne kunst, som bevæger en og efterlader en med et behov for at vide mere og for at forstå. Det var en virkelig voldsom og rørende kunstnerisk oplevelse at gå der mellem vægmalerierne på en smuk solbeskinnet tirsdag i relativt fred og ro…
Free Derry Corner er et gavlmaleri i Bogside der oprindelig blev malet af John “Caker” Casey i januar 1969. Huset blev revet ned i forbindelse med en udvidelse af Lecky Road, der nu går på begge sider, men gavlen fik lov at blive stående som et monument over Free Derry, der var effektivt autonomt mellem 1969 og 1972.
I den anden ende af den trafik-ø, hvor gavlen står, er der et monument over de republikanske ofre for sultestrejken i 1981. Ti irere sultede sig selv ihjel i britiske fængsler, deriblandt Bobby Sands som blev valgt til det britiske parlament i Westminster mens han sultestrejkede. Monumentet er formet som et H, fordi fangerne sad i de såkaldte H-Blocks i det berygtede fængsel i Maze udenfor Belfast.
Bag H-monumentet står et undseligt monument over IRA-militante der blev dræbt “i tjeneste” på steder hvor der ikke kan opsættes mindeplader over dem – fx til søs eller i protestantiske områder. Hvis man er unionist, dvs. går ind for at Nordirland skal forblive under UK, så svarer det lidt til at der blev sat et officielt mindesmærke op for Blekingegadebanden på Strøget.
Det sidste monument på pladsen er en stele rejst for ofrene for Bloody Sunday, men det missede vi desværre begge to at tage billeder – det kan dog ses her, hvis man skulle være nysgerrig.
Jeg havde fået frit lejde til at bestemme, hvordan jeg ville fejre min fødselsdag madmæssigt, og valget faldt på afternoon tea på Primrose Café. Det var en fin lille hyggelig café, og vi nød vores afternoon tea og masser af dejlig varm the.
Jeg havde skrevet til dem via Facebook angående at bestille et bord i anledning af min fødselsdag, og de havde svaret, at jeg skulle ringe. Det var K, der ringede, og han nævnte ikke mig og min fødselsdag, da han bestilte bord. Alligevel havde de lagt 2 og 2 sammen, og kagen på anretningen var en miniture fødselsdagslagkage, hvilket virkelig var sødt af dem.
Fra Primrose gik turen igennem et shoppingcenter, hvor vi købte ind til aftensmad, inden vi vendte næsen mod vores B&B. K ville gerne lige stoppe ved floden og se, om han kunne finde en geocache; han havde nemlig endnu ikke fundet en på min fødselsdag… Det blev en hyggelig lille tur langs den mørke Foyle. Her fandt vi også ud af, at en amerikansk soldat under 2. verdenskrig havde beskrevet Derry som “a cemetary with electric light”…
K havde bestilt en overnatning på Angel B&B, som vi nemt fandt. Mens vi var ved at pakke lidt til overnatningen, kom ejeren af Angel B&B hen til os og præsenterede sig selv. Han ejede endnu et B&B i gaden, og da vi var de eneste gæster, havde han besluttet sig for, at vi kunne få et værelse med udsigt i Serendipity House. Og sikke en udsigt! Vi kunne sidde i sengen og kigge ud over hele Derry – inklusivt de oplyste bymure. Det var bare SÅ flot, og en virkelig herlig måde at slutte en begivenhedsrig og vidunderlig fødselsdag.
