Irland 2014: Derry-Galway

Det var herligt at falde i søvn til synet af en oplyst by, men det var også en fornøjelse at vågne og kunne se den samme udsigt i dagslys. Jeg tror ikke, at man ville blive træt af denne udsigt, selv hvis man boede mere end én nat i Derry. Vi havde dog kun booket en nat, så efter morgenmad satte vi kursen sydpå, så vi kunne komme de knap 300 km fra Derry til Galway.

For at få noget ud af dagslyset andet end at køre på en hovedvej, havde K planlagt nogle forskellige stop på vejen mellem Derry og Galway. Det første stop var ved Grianán Ailigh, hvor vi ankom omkring klokken 9 blot for at finde ovenstående skilt…

Heldigvis kunne vi smide bilen relativt diskret og ikke alt for meget i vejen, og så kunne vi da gå op til Grianán Ailigh. K havde nemlig læst på nettet, at der var adgang til stedet uanset åbningstid. Formentlig skyldes bommen for indkørslen noget i retning af, at man ikke er interesserede i, at parkeringspladsen på toppen af bakken ender som en campingplads.

Når jeg skriver “på toppen af bakken”, så mener jeg det virkelig. Det var en god travetur opad bakke i kraftig vind – vinden fornægter sig ikke i billedet af mig. Men det var friskt og dejligt, og udsigten blev kun bedre, jo længere vi fik kæmpet os opad.

Endnu en dag, endnu en solopgang! Vi har været rigtig heldige med solop- og nedgange de her første dage af vores ferie, og man kan ikke andet end at nyde synet af solen, som den gør sit ypperste for at trænge igennem skyerne.

Grianán Ailigh er et cirkulært fort af sten, bygget omkring år 600 på en høj bakke 10 km nordvest for Derry. Herfra har man et glimrende udsyn over de omkringliggende counties Londonderry, Tyrone og Donegal, hvilket også gjorde at fortet blev sæde for kongerne af Ailigh.

I 1083 blev Domhnall Ua Lochlainn (Donald O’Loughlin) konge, hvilket han fejrede med et traditionelt crech ríg – et røvertogt. Han kom hjem med en mængde kvæg og skatte, som blev delt ud som gaver til hans trofaste støtter. Knap en snes år senere – i 1101 – ramte det dog Ailigh i nakken, da fortet blev indtaget og mestendels ødelagt af kongen af Munster, Muircheartach Ua Briain (Murdoch O’Brien), som hævn for Donalds tidligere togter.

Herefter lå fortet hen som ruin indtil 1870’erne, hvor lokale arkæologer udgravede og restaurerede det. Som man lige kan ane, så står jeg i midten af dette billede, og som det ses, er jeg ganske lille i forhold til det store anlæg. Man har virkelig ment det alvorligt, når man har slæbt alle de sten op ad stejle skrænter for at bygge et anlæg af disse dimensioner.

Endnu en gang er jeg med på billedet for at indikere, hvor høje murerne er. Som K siger, så er jeg “banana for scale”.

Jeg var så en banan, som skulle arbejde ganske meget for at blive stående stille, for det blæste en halv pelikan på toppen af bakken. Det var friskt og herligt at blive blæst godt igennem fra morgenstunden.

Og så lige et af de obligatoriske selfies, fordi vi selv synes, de er hyggelige at have – og fordi det her var lidt vanskeligt at tage på grund af vinden.

Man forstår godt, hvorfor Grianán Ailigh ligger netop dér, hvor det ligger, for man kan vitterligt se langt til alle sider deroppefra. Som K og jeg snakkede om, så har det sikkert været rart at kunne forberede sig på at få gæster: Det har nok ikke altid været gode nyheder, når naboen besluttede sig for at komme på visit…

Fra Grianán Ailigh gik turen videre til Lower Lough Erne og Castle Caldwell. Slottet blev anlagt som led i den britiske kolonisering af Ulster mellem 1612 og 1619 af Blennerhassett-familien. Som mange af kolonisterne var de formentlig skotske presbyterianere.

I 1672 blev slottet købt af familien Caldwell, der boede på ejendommen indtil den blev solgt på auktion i 1876. Det er uvist hvem der købte slottet og hvornår det forfaldt, men forfaldt gjorde det, og nu står der kun en overgroet ruin tilbage.

Da vi havde besigtiget slottet – eller resterne af det – var det tid til at gå en tur rundt på den halvø, hvor slottet står. Vi valgte den 4km lange tur, som tog os ud på spidsen af halvøen og tilbage igen.

Lough Erne består af to forbunde søer, og det er det næststørste sø-system i Nordirland og det fjerdestørste på hele Irland. Man kan godt fornemme, at der er tale om søer, men samtidig er vidderne nogle ganske andre, end når man går en tur omkring en gennemsnitslig dansk sø.

Vi nuppede dagens andet selfie, da vi troede, at vi var på Rossergole Point. Det viste sig så, at vi var omkring 100 meter fra halvøens spids, men der var udsigten faktisk slet ikke så fin, som fra denne lille stribe strand.

Efter endt gåtur var det så småt blevet frokosttid, og et godt bud på frokost her og i UK er Costa Coffee. Jeg googlede mig frem til, at der var en Costa udenfor Sligo, som vi ikke var så langt fra, så her kørte vi ind og fik frokost og noget varmt at drikke.

Irlands meget tidlige historie lader sig ikke sådan skjule: Der er neolitiske stenkonstruktioner spredt udover landet, og vi stoppede ved Creevykeel. Dels for at se det flotte sted, og dels for at finde den geocache, som lå gemt i nærheden.

Creevykeel blev bygget i det tredje årtusinde før vor tidsregning, og det er et fornemt eksempel på en Court Cairn, som er en bestemt type begravelsespladser, der findes i det vestlige og nordlige Irland samt i det sydlige Skotland.

Som med de fleste andre stenaldermonumenter, så befinder Creevykeel sig på toppen af en bakke med en god udsigt til landskabet omkring. Det er som sådan ikke overraskende, at fortidsmennesket har lagt sine vigtige bygninger højt, men det er interessant, at det er så konsekvent en forseelse.

Vi ved jo forsvindende lidt om, hvordan disse monumenter blev brugt, så jeg måtte nøjes med min helt egen stenaldermand. Han viser her, hvordan han fortolker stenaldermandens væsentligste rolle… Jeg ved ikke helt, hvad jeg tænker om det, men det er da bestemt et bud på en fortolkning af fortiden.

K havde kun et enkelt sted mere, som han gerne ville nå, inden vi for alvor begav os mod Galway: Monumentet for Monsignor Horan, som står i nærheden af Knock (det er i øvrigt anden dag i træk, bloggen byder på en mand med armene udstrakt mod himlen…). Knock er en undselig by med knap 600 indbyggere i County Mayo i det vestlige Irland. Af umiddelbart uforklarlige årsager valgte Jomfru Maria i 1879 at besøge byen i følgeskab med Josef, evangelisten Johannes, nogle engle, et alter og et får. Det har ført til at årligt op mod halvanden million pilgrimme valfarter til byen for at bede ved Knock Shrine.

Eftersom Knock ligger midt i ingenting var det relativt besværligt at komme dertil, hvilket Monsignor James Horan besluttede sig for at gøre noget ved. Horan var sognepræst i Knock fra 1967 til sin død i 1986, og var drivkraften bag anlæggelsen af en international lufthavn der skulle gøre det lettere at besøge helligdommen, hvilket altså har givet anledning til at opstille et monument over ham ved lufthavnen. Vi kørte igennem Knock, og den bygning de mange pilgrimme valfarter til ligner noget, der er løgn… Billede kan ses her, hvis man er nysgerrig. Vi nøjedes med at køre forbi og konstatere, at vi ikke er målgruppen.

K fandt kassen, og det er altid dejligt, når det lykkes. For mit vedkommende var jeg måske nok endnu mere begejstret for at få lejlighed til at nyde udsigten ud over landskabet bag Monsignor Horan. Det var badet i de sidste stråler fra den nedgående sol, og det så bedårende ud.

Turen gik nu til The Connaught, hvor vi fik vores værelse for de næste fire nætter, inden vi kørte ind til Galway og købte aftensmad. Nu var vi nået til Irland proper, og havde lagt Nordirland bag os. Men vi er enige om, at det var den helt rigtige beslutning af bruge en del af vores ferie på at se nogle af de spændende steder, Nordirland har at byde på.