Irland 2014: Connemara

Vores sidste dag i det vestlige Irland skulle bruges til at køre rundt i Connemara, som er et stort områder der byder på moser og bjerge, og hvor befolkningen mener det med at tale irsk. Det er en af de dage, hvor jeg får svært ved at skrive så meget originalt om billeder, fordi de primært er taget, fordi det så smukt ud.

141122-006

Dagen startede overskyet, men solen gjorde sit allerbedste for at trænge igennem skyerne, da vi kørte langs med Galway Bay. Vi kunne se henover bugten over til Black Head, som var der vi kørte fredag.

141122-025

Det var ikke så nemt at holde ind og tage billeder, så jeg benyttede mig af chancen til at hoppe ud af bilen, da K lige skulle tjekke, om vi var på rette kurs og nappe et par skud af denne udsigt.

141122-035

141122-044

Som nævnt er der moseområder i Connemara, og de ser flotte og frodige ud selv her i november. Det er svært at forestille sig, hvor grønt The Emerald Isle må være i foråret og hen over sommeren. Vi bliver vist nødt til at vende retur en anden gang.

141122-045

Solen lykkedes med at trænge igennem skyerne, og vi fik den smukkeste blå himmel – stadig med skyer ind imellem – til meget af vores tur.

141122-057

De her bjerge er en del af Connemara, og vi cirkler rundt i deres skygge hele dagen. Faktisk endte det med at være sådan, at vi var helt fortrolige med deres profil. Det var lidt sjovt på den måde at blive dus med området.

141122-060

Nok havde solen taget i dagen, men som det kan ses her i billedet, så var det ikke uden byger – her var vi heldige, at den var fjernt fra os.

141122-063  141122-080Nyd bare synet, for det var det vi gjorde. Synet, lyset, farverne, vinden og solen. Åh, hvor det var skønt.

141122-075

Denne lille naturlige havn var komplet med pittoresk sejlbåd. Noget tyder dog på, at havnen er væsentligt større, når der er højvande.

141122-100 141122-102 141122-128

K havde et fint geocachingstop på programmet, og igen var udsigterne bare så smukke. Og læg mærke til det nederste billede, hvor bjergene dukker op igen.

141122-128  141122-148

Sådan ser man ud, når man har besteget en lille klippefyldt bakketop OG har fundet den tilhørende geocache.

141122-146Mens vi stod på toppen, blev vi begavet med en farvestrålende og magisk regnbue. Og vi ved jo alle sammen, at der i Irland sidder en leprechaun med en potte guld for enden af en regnbue. K mente, at vi måtte køre ud og finde ham og køre ham over, så vi kunne få hans guld. Heldigvis lykkedes vi ikke med det, for det er da lidt synd sådan at drøne sagesløse (men meget gnavne) fabelvæsner over.

141122-153
Og det kan ikke være anderledes: Man er nødt til at have et regnbue-selfie, når man ser en regnbue i Irland. Der er noget dragende over regnbuer, og jeg forstår til fulde, hvorfor de optræder i eventyr og mytologiske fortællinger.

141122-158

I juni 1919 foretog John Alcock og Arthur Brown den første non-stop flyvning over Atlanten. De lettede fra St. John’s på Newfoundland og landede i en mose lidt uden for Clifden i Connemara. Deres flyvetur er blevet markeret med et monument, som vi kom forbi – vist nok mest, fordi vi skulle finde den cache, der er gemt i nærheden.

Alcock og Brown fløj i en tomotorers Vickers Vimy – med åbent cockpit – og turen tog knap 16 timer. De to piloter vandt en præmie på £10.000 udskrevet af Daily Mail, og blev slået til Knight Commander of the Most Excellent Order of the British Empire af kong George V.

141122-157 141122-169

Monumentet står cirka 1½ km fra stedet hvor Alcock og Brown faktisk landede. Det skyldes formentlig to faktorer: for det første er det upraktisk at bygge store tunge monumenter i en mose, og for det andet er der en bedre udsigt herfra.

141122-176

Til trods for at K måtte forcere en lille mur, lykkedes det ham at finde geokassen, og han var slemt stolt af sig selv, da han kom op på muren igen.

141122-177Uha, endnu en byge som var på afstand af os – men som så mægtigt imponerende ud.

141122-196

K havde hele dagen haft et mål i sigte: Diamond Hill. Hans idé var oprindeligt, at vi skulle have gået hele turen op til toppen af bakken. Jeg kan godt afsløre, at jeg var noget mistroisk, da vi stod nede og kiggede op på den bakke…Vi kom så sent til Diamond Hill, at vi var nødt til at undlade at gå helt op til toppen, så det må blive næste gang – for nøj, hvor var det fristende, da vi først kom i gang.

141122-208

Jo, det var da hårdt at komme op ad stigningerne, men det var absolut ikke umuligt. Faktisk var det bare herligt at komme ud i Connemara, når vi nu havde nydt området fra bilen det meste af dagen. Og udsigten blev jo kun mere og mere bjergtagende, jo højere op vi kom.

141122-216

Vi nappede et selfie, da vi nåede så højt op, som vi mente, at vi realitisk set kunne nå. Det kan godt anes på billedet, at solen så småt var ved at ned til venstre for os, og vi syntes ikke lige, at vi skulle gå rundt i det lidt fugtige område, når det først var blevet mørkt.

141122-226

Hvis det ikke er smukt, så ved jeg ikke, hvad der er smukt. Et unikt og skønt naturområde badet i solnedgangslys… Suk, livet er smukt.

141122-224 141122-234

Som vi bevægede os ned af bakken igen (hvilket i øvrigt på mange måder er hårdere end at gå opad), forsvandt solen mere og mere, hvilket gav det omgivende landskab nye dybder, farver og mønstre.

2014-11-22-15.44

Og Diamond Hill blev varm gylden og om muligt endnu mere tillokkende i solnedgangslyset. Men det havde været for vildt at gå hele ruten så sent på dagen…

2014-11-22-15.59

Jeg elsker skyggebilleder, og lyset på Diamond Hill var lige i øjet til netop sådan et billede. Vi tog mere end dette billede, men min flabede mand lavede kaninøre på mig på de andre billeder. Din ged!

141122-244

Vi kørte retur mod Galway, men vi nåede lige at komme forbi og kaste et blik på Kylemore Abbey, som blev bygget som et privat hjem i 1867-71 af Mitchell Henry. Han opgav dog stedet, da hans kone og datter døde. Efter 1. verdenskrig blev stedet til et kloster for munke, der flygtede fra Ypres som følge af krigen. Det skulle være et spektakulært sted, men vi nøjedes altså med blikken ind over søen.

På vej hjem begyndte det at regne ganske kraftigt, så havde bare været så heldige med vejret på denne dejlige dag i Connemara. Området er et, jeg sagtens kunne forestille mig at vende tilbage til, eventuelt for at gå på nogle af vandrestierne – eller få besteget Diamond Hill helt. Det må komme på min bucket list.

This entry was posted in Ubesluttet and tagged , , , . Bookmark the permalink.

One Response to Irland 2014: Connemara

  1. Karin says:

    Skønne billeder

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *