Irland 2014: Bray & irsk folklore

Her kommer en afsløring – som måske har gemt sig mellem linjerne i de sidste dages blogposter: Hverken K eller jeg er glade for Dublin. Nu har jeg sagt det… At beskrive hvorfor er ikke så nemt, men det har noget med byens stemning at gøre. Og så handler det om, hvad vi synes, der er at se og opleve her. Det sker uhyre sjældent, at vi kigger hinanden i øjnene og nærmest i kor siger: Vi skal aldrig tilbage hertil. Men sådan er det gået med Dublin. Vi er komplet solgte på resten af Irland og Nordirland, og vi vil meget gerne herover igen, men Dublin bliver ikke et sted, vi vender tilbage til igen. Da dette er tilfældet, kommer det ikke som nogen overraskelse, at vi fredag begge to havde overvejet, hvad vi dog skulle få tiden til at gå med lørdag. Det sjove er, at vi faktisk havde samme svar på det spørgsmål: Vi kunne tage til kystbyen Bray, for så var vi ude af Dublin og kunne i stedet nyde havet og luften. Som sagt, så gjort. Projektet blev endnu nemmere af det faktum, at vores lokale busstop faktisk var holdested for en bus, der kørte lige til Bray.

141129-002

Turen til Bray tog omkring en times tid, også selvom vi faktisk kom til at køre 1,5km for langt, inden vi blev enige om at hoppe af bussen. Efter nogle omveje nåede vi ned til kysten, for K havde en særlig årsag til at ville til Bray: Ved kysten i området omkring Bray Head ligger Europas første geocache nemlig. Og den fristede alligevel K en hel del.

2014-11-29-11.59

Jeg kan jo ikke stå for havet, og K bliver nærmest altid sat til at tage billeder af mig med havet.

2014-11-29-11.59a

Fordi vi var gået ud på den stenspækkede strand, opdagede vi nogle ret besynderlige sten. En af dem kan ses i midten af dette billede. Der er tale om vesicular basalt, hvilket er en basalt, der er fuld af huller. Hullerne er formentlig opstået, fordi lavaen har omsluttet gasser, som derved har skabt hullerne. Udover de uregelmæssige huller havde mange af stenene også hele cirkulære gange, og vi overvejede længe, hvad de gange kan skyldes. Vores bedste bud er, at de er resultatet af steder, hvor gassen faktisk har haft kraft til at trænge ud igennem lavaen. Det var meget interessante og smukke sten.

141129-007

Lige mellem Bray Heads klipper og havet løber der togskinner. Det er til dato en af Irlands allerdyreste togstrækninger, og det virker også fuldstændig tosset at anlægge en togbane på så håbløst et sted. Der er naturligvis en forklaring på, at det er tilfældet her: Der skulle anlægge jernbane i området, og der hvor man oprindeligt ville anlægge den, var der en velhavende jordbesider, som ikke gerne ville have sin ejendom gennemskåret af jernbanen. Han valgte derfor at forære sin jord langs med kysten til formålet… De rige har mange glæder.

141129-015

Vi mødte denne hest, som tilsyneladende også syntes at en lørdagstur langs kysten var lige i øjet. Der var ingen, der på nogen måde så ud til at eje den, og den trissede da også bare rundt for sig selv og hyggede sig. Meget underligt! Det er altså ikke så tit, man ser heste, der på den måde går frit omkring.

141129-017 141129-021

Mens vi gik vores tur langs kysten vandt solen mere frem, og vi fik endnu en dag med hul i skyerne og kig til en blå himmel. Det var faktisk så mildt i vejret om formiddagen, at det var for varmt med frakke, og folk sad ved stranden og spiste is. Det er altså december lige om et øjeblik!

141129-012

Det viste sig, at Europas ældste geocache lå opad en temmelig stejl og overgroet skråning. Klog af skade fra mit fald på Hill of Tara, måtte jeg desværre afstå fra at gå med op og finde kassen. Som man lige kan ane på billedet, så var K succesfuld i sin søgen, men han kom ned og sagde, at jeg havde truffet det rigtige valg ved at blive nede. Han havde ikke været vild med at gå ned af skråningen igen, men han kom da heldigvis ned uden at komme til skade.

141129-022

Og så et sidste selfie fra Irland post-geocaching-bjergbestigning. Jeg tror, vi begge var glade for, at K var kommet ned uden at komme til skade!

Bray var den helt rigtige udflugt på denne sidste dag på vores ferie: Vi trængte til at komme væk fra trafikken og ud i frisk luft, og det kom vi.

Efter en sen frokost hos O’briens (ja, vi gentog succesen fra fredag) tog vi bussen retur til Dublin. Her havde vi et par timers pause, inden vi skulle til irsk folklore aften på, hvad de selv hævder er Dublins ældste pub, The Brazen Head. Vi havde bestilt billetter i god tid, og vi var begge ret spændte på, om arrangementet ville være alt for turistet eller kunne leve op til forventningerne. Vi blev ikke skuffede. Vores vært var Ollie, og han var en fascinerende karakter, som var fuld af liv og præsenterede de irske fortællinger og den irske musik med sjæl og glæde. Maden var udemærket (særligt vores hovedret, Beef and Guiness stew var lækker), men hovedattraktionen var helt bestemt underholdningen. Det her er en af de ting, vi ville anbefale alle, hvis de fandt sig selv i Dublin.

Sådan sluttede vores sidste dag i Dublin, og nu er der ikke mange timer til bussen går mod lufthavnen, og vi er på vej hjem. Irland har været en helt fantastisk oplevelse, og vi har været SÅ heldige med vejret: Der har ikke været mange dage med regn, og vi har set solen de fleste dage. Øen har overrumplet os med sin natur og lange historie, med steder man ikke kunne have forestillet sig eksisterede, og steder vi glæder os til at besøge en anden gang. Og så er der Dublin, som vi formentlig ikke kommer til at se igen. Men sådan er det jo – der er steder, man holder af og andre man ikke bryder sig om. Irland har som en hel ø vundet en plads i vores hjerter, og vi har helt sikkert ikke været her for sidste gang.

This entry was posted in Ubesluttet and tagged , , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *