Daily Archives: 28/11/2014

Irland 2014: Trinity College & Chester Beatty Library

K’s konference varede kun til og med torsdag, så fra fredag var vi igen begge to på ferie. Vi havde købt billetter til Trinity College til fredag klokken 10, fordi vi gerne ville se Book of Kells, som har til huse i en lille udstilling på Trinity College. Udstillingen er meget grundig, og fortæller om bogens (og andre lignende bøgers) historie, tilblivelse, betydning mm. Book of Kells er en illustreret samling af de fire evangelier samt andre udvalgte tekster. Bogen stammer formentlig fra 800-tallet, og den er smukt bevaret og ubegribeligt detaljeret udsmykket.

canvasFolio 129v har symboler for de fire evangelister:
Matthæus, Markus, Lukas og Johannes

canvas1Folio 130r: INIT/IUM  EUANGE/LII  IESU / CHRISTI
Indledningen af Evangeliet.

Efter man har set udstillingen går man ind i skattekammeret, hvor man kan se de sarte gamle værker. Fra Book of Kells kan man se det illustrerede opslag: Gospel of Mark folios 129v-130r. Vi forstår godt, hvorfor man ikke kan se flere af de illustrerede sider, men vi ville bestemt gerne have set et par stykker mere. Siderne er fuldstændig forrygende detaljerede og smukke, farvestrålende og imponerende. Det er svært at begribe, at det er et værk, der har eksisteret i omkring 1200 år.

canvas2

canvas3Matthæus-evangeliet.
Jesus går på vandet.

Selv de to sider med tekst, som man også kan se, er smukke og viser fint, de teknikker og metoder, vi havde set forklaret på udstillingen. Heldigvis var det nemt at komme til at se siderne, og vi havde endda mulighed for at stå og hænge lidt ved hvert opslag. Det er svært at forestille sig, hvordan man kommer til at nyde de unikke sider, hvis der er rigtig mange mennesker.

Foruden Book of Kells kan man se et folio fra The Book of Armagh samt de originale egetræs for- og bagsider fra samme bog, som stammer fra det tidlige 800-tallet, og som ikke overraskende er et sjældent fund.

2014-11-28 10.29.42

Fra rummet med de fine gamle dokumenter går man opad en trappe og kommer op i Trinity Colleges gamle biblioteks Long Room. Rummet er 35 meter langt, og det rummer 200.000 af bibliotekets ældste bøger. Da man byggede biblioteket (1712-1732) havde det et fladt loft og kun plads til bøger i det nederste niveau. I 1850’erne var biblioteket komplet fyldt (blandt andet fordi det havde fået den forpligtelse at have en kopi af alle bøger udgivet i Irland). I 1860 hævede man loftet, så biblioteket fik en anden sal og plads til mange flere bøger.

2014-11-28 10.29.48

I rummets fulde længe står der marmorbyster mellem hver niche, og de er naturligvis primært portrætter af betydningsfulde mænd fra hele historien. Således er der fx byster af Sokrates, Platon, Jonathan Swift, Edmund Burke, Homer, Shakespeare, Newton m.fl.

Næste stop på dagens program involverede, at K gik alene på museum, mens jeg drak the på en café. Jeg havde nemlig overbevist K om, at han også var nødt til at se den arkæologiske del af Irlands nationalmuseum. Heldigvis var han også begejstret for udstillingerne, og jeg nød at holde en lille pause imens. Efter to gange museumsbesøg spiste vi lækker frokost på en nærliggende O’briens, før vi gik videre med dagens program.

2014-11-28 13.14.30

Der var to butikker jeg gerne ville forbi: Designist (en butik med forskellige sjove og lækre design-ting) samt Fallon & Byrne. Sidstnævnte er en rigtig lækker købmandsbutik, som fristede med alt mellem himmel og jord. Vi nøjedes med nogle ancho-chillier, som vi har ledt efter længe. Og så nød vi det fine lokale og alle de lækre sager.

beatty

Vores sidste stop var Chester Beatty Library, som fremviser Chester Beattys indsamlede værker, der har fokus på bøger og print fra Østen og Mellemøsten. Det var altså nærmest et tema med bøgerne denne dag. Beattys samling var fantastisk, og udstillingen var interessant. Det er et relativt lille, overskueligt museum, men indholdet fejler bestemt ikke noget. Der var flere af printene, som vi gerne ville have haft hængende hjemme.

2014-11-28 14.22.25

Chester Beatty ligger lige bag Dublin Castle, men vi nøjedes med bare at kigge på udefra og nyde den blå himmel.

Vi sluttede dagen af med fødderne oppe, blogskriveri, the og mikrobølgemiddage – en herlig afslappet eftermiddag og aften ovenpå mange dages heftig aktivitet.

Tagged , , | Leave a comment