Daily Archives: 20/11/2014

Irland 2014: Brú na Bóinne og James Blunt

1411-201

At sige at vejret havde ændret sig, da vi vågnede torsdag morgen, er vist en underdrivelse: Tågen lå lavt og tæt over hele dagen… Programmet for dagen var ikke spor tåget til gengæld, for vi skulle jo til James Blunt koncert i Dublin (på den stik modsatte side af Irland) om aftenen. Så vi havde besluttet os for, at se Hill of Tara og Brú na Bóinne på vejen.

1411-211

Første stop var Tara Hill, og tågen havde ikke på nogen måde sluppet taget i os, men vi skulle da alligevel se Tara Hill. K havde hentet noget i bilen, så jeg var kommet lidt foran, og kunne se ham komme op ad bakken, ud af tågen. Som han spurgte: Kan du se gorillaer i disen :o)

1411-214
Hill of Tara er en bakke nær floden Boyne, der ifølge traditionen var hjemsted for Irlands højkonge. Øverst på bakken ligger en oval jernalderfæstning på godt 300 × 250 meter kaldet Ráith na Ríogh, Kongernes Fort.

1411-222

Indeni fæstningen er der to mindre høje omgivet af volde: en gravhøj, der forbindes med Cormac Langskæg (cirka år 260), og Kongesædet.

1411-236

På toppen af Kongesædet står Lia Fáil – Skæbnestenen. Legenden siger at når den retmæssige konge rørte stenen udstødte den et råb der kunne høres over hele Irland. Vi kan så afsløre, at jeg ikke er den retmæssige konge, for stenen sagde ikke et pip til, at jeg stod og lænede mig nonchalant op ad den.

1411-219

Den tætte tåge var sådan set ingen hindring for vores oplevelse af Hill of Tara. Faktisk vil jeg sige, at det lagde noget mystisk og magisk til stemningen på stedet, som jeg ikke ville have været foruden. Jeg synes, at de her fortidsminder, som mest af alt er bakker og dale i landskabet, er meget svært tilgængelige. Det er simpelthen svært at forstå dem. Men man kan være i dem og mærke dem, og på den måde bliver de måske nemmere at forholde sig til. Der kan jo ikke herske nogen som helst tvivl om, at de mennesker der konstruerede dem, har ment det de gjorde meget. Det er ikke nemt at bygge store gravsteder som disse.

1411-228

En af de mest markante dele af Hill of Tara er den gravhøj, som kaldes Teach Chormaic (Cormacs hus). Den kan se i baggrunden af dette billede – kig efter det lille skilt på en bakke top i midten af billedet.

cfald

Teach Chormaic er væsentlig mere stejl, end man kan se i billedet, men jeg var alligevel frisk på at bestige jordvolden… Jeg havde ikke mine gode vandresko på, og det kom til at få konsekvenser, for jeg kunne ikke kæmpe imod, at græstørvene gled af bakken under mig. Så i stedet for at bestige jordvolden lagde jeg mig lige så lang, som jeg er, på maven opad bakkeskråningen. ÆV! Jeg var smurt ind i mudder på hele forsiden, og hvad nok trods alt er værre, så slog jeg min højre hånd. Her efter nogle dage er den vist bedre, men den er stadig øm og ikke helt sig selv. Det er ikke så godt at slå en hånd, som i forvejen ikke er helt på toppen (gammel skade som har ledt til, at min højre hånd er erklæret 5% handikappet, hvad det så end betyder). Jeg var bestemt heller ikke ret stolt af at skulle gå rundt med mudrede bukser hele dagen. ØV! Det eneste positive, der er at sige om mit fald, er, som K siger: Det er jo et bevis på, at du lever et aktivt liv. Og det har han ret i, men jeg behøver altså ikke gå og skvatte alt for tit.

selfie

Det er godt at rejse med en rolig og tålmodig mand, som kommer med ind på dametoilettet og vasker konens jakke, når hun har væltet sig i mudderet på dagens allerførste stop. Ham har jeg nu været ganske ganske heldig med.

1411-255
Brú na Bóinne er et af de vigtigste stenalderkomplekser i Europa, og er derfor også udnævnt til Verdensarv af UNESCO. Området indeholder omkring 40 gravhøje, henges og stensætninger dateret mellem 3500 og 3200 fvt., og er altså ældre end pyramiderne i Giza.

1411-268

De største og bedst bevarede monumenter er de tre jættestuer Newgrange, Knowth og Dowth. Newgrange er den mest restaurerede af de tre, og den eneste man kan komme ind i. Højen er omgivet af kantsten – store, aflange sten på cirka 6 tons – og har i dag en imposant facade bestående af hvid kvarts og grå granitblokke. For at holde den næsten vertikale mur på plads er stenene sat fast i armeret beton, en teknik man ikke mener var kendt i Irland for 5000 år siden. Jeg havde det svært med facaden, fordi den ser alt for perfekt ud, når man samtidig præsenterer stedet som originalt og 5000 år gammelt. Jeg betvivler ikke et øjeblik, at de mennesker der skabte Newgrange var dygtige og fuldt så intelligente, som vi er det – det er slet ikke det, det handler om. For mig handler det om, at man har “genskabt” noget, man ikke har den ringeste anelse om, hvordan så ud. Og det er i bedste fald anakronistisk, i værste fald historieforvridende.

1411-260
Kantstenen foran indgangen er udsmykket med forskellige symboler. Spiralerne går igen i mange stenaldermonumenter over hele Europa, men kun her ved Newgrange ses den tredobbelte spiral, der også findes inde i gravkammeret. Som vores guide fortalte er der her nok tale om den mest fotograferede sten i Irland.

Inden i gravhøjen fører en 19 meter lang passage ind til et centralt kammer med seks meter til loftet. Der er tre mindre rum forbundet til det midterste rum. I disse rum fandt man skålformede granitsten, som tilsyneladende blev brugt til opbevaring af aske og andre levn fra kremeringer. Man måtte ikke tage billeder inde i rummet, hvilket var helt fint, men det er en ekstraordinær oplevelse at komme derind. Den 19 meter lange gang er smal og lav med steder, hvor man skal mase sig igennem og bukke sig lav, så man skal arbejde for at komme ind til målet. Men det er bestemt besværet værd! Jeg vil sige, at hvis man kommer til Newgrange, så skal man altså gå med ind i gravkammeret, selv hvis det virker meget grænseoverskridende. Det er herinde stedet for alvor bliver vedkommende og afslører sin unikke position i verdenshistorien.

Over indgangen til jættestuen ses et lille vindue, som ved solopgang i dagene omkring vintersolhverv lukker solens stråler ind i det midterste kammer. Vores søde guide genskabte effekten for os ved at slukke for det elektriske lys, der er indlagt i Newgrange, hvilket efterlod os i et meget mørkt mørke, hvor kun en lille smule dagslys trængte ind. Da hun så tændte for den lampe, som gør det ud for solen, blev hele passagen oplyst og lyset løb henad det centrale kammers gulv og ind i den dybeste afkrog af graven. Det var en meget rørende oplevelse at stå der i mørket og se lyset trænge ind. Det er simpelthen så imponerende at tænke sig, at den effekt er blevet skabt af mennesker, der levede for 5000 år siden. At tænke sig, at de har haft idéen og overskuddet til at bygge sådanne konstruktioner. Det er fantastisk og fascinerende.

1411-295

Man bliver kørt i bus fra Visitors Center ud til Newgrange, og da vi kom, var der ikke ret lang tid til den næste bus kørte, så vi løb af sted for at nå den. Da vi kom retur igen, havde vi mulighed for at kigge lidt på floden Boyne / Abhainn na Bóinne, som har givet navn til området med de mange fortidsminder.

lottery

På vej ud af området ved Newgrange var det muligt at udfylde en lotteriseddel: Man kunne vinde en plads til sig selv og en gæst, som får mulighed for at se solen snige sig ind i Newgrange på vintersolhverv. Som det ses var der allerede ganske mange mennesker, der havde taget chancen, men K og jeg stod over. Nok vil det være en særlig oplevelse, men vi har ikke liiiige mulighed for at komme forbi Newgrange om en måneds tid igen.

Fra Newgrange ville vi lige køre ud og se Dowth, men på grund af vejarbejdet endte vi med at køre en omvej på små 30 km. Da vi kom frem viste det sig, at vi var blevet sent ud på omvejen få hundrede meter fra Dowth – og at vi kunne være kommet igennem uden at køre den lange omvej. Jøsses! Heldigvis betød omvejen, at vi fik set Knowth udefra.

knowth

Der var lukket i området omkring Knowth, men man kunne da kigge ind og se højene. Man kan ikke komme ind i højene ved Knowth, hvilket giver god mening, da gangene inde i højen tilsyneladende er så lave, at man skal kravle igennem dem. Det kan man jo ikke på nogen meningsfyldt måde lade 250.000 besøgende gøre årligt!

1411-307

Dowth er blevet udgravet til ukendelighed og ligger nu forladt og forfaldent hen. Det er mærkeligt at tænke sig, at denne bakke også en gang var et betydningsfuldt sted for fortidsmennesker.

1411-314

Størrelsen på dette træ, som gror oveni Dowth, siger meget om, hvor længe man har ladet gravhøjen leve helt sit eget liv.

Som det også ses, så fulgte tågen os hele dagen, og jeg er muligvis totalt jubeloptimist, men for mig var det, det perfekte vejr at tage til stenalderen i. Det var nærmest magisk sådan som linjer blev udtværede og ingenting stod helt skarpt. Jo, blå himmel havde jo også været smukt, men det satser vi på næste gang 😉

costa

Jeg var overhoved ikke stolt af mine mudrede bukser, og jeg var slet ikke glad for ideen om at skulle til koncert iført dele af Hill of Tara. På den anden side havde jeg heller ikke taget skiftetøj med i bilen, så løsningen blev at finde en butik, hvor jeg kunne købe et par nye bukser. Det var heldigvis muligt, og vi kørte ind til Liffey Vally Shopping Center, som er Dublins største. Her fik jeg nye bukser (og lidt andet tøj), og vi sad på Costa og spiste en let aftensmad til toner af julemusik og under juledekorationerne.

jb2

GPS’en sendte os direkte igennem Dublin i torsdag-aftens trafikken, da vi skulle finde frem til 3Arena, hvor James Blunt koncerten skulle finde sted. Heldigvis havde K købt en parkeringsbillet til p-huset lige ved siden af arenaen, så vi nåede frem lige som opvarmningskunstneren, Gavin James gik på scenen. Klokken 21 gik den lille mand, James Blunt på scenen, og vi var af sted!

jb1

Vi har været til to James Blunt koncerter i Lanxess Arena i Köln, men 3Arena i Dublin er et meget federe koncertsted. Det er bygget til koncerter, og det fornemmer man, da akustikken er perfekt. James Blunt virkede som altid tændt på at optræde, og det blev en forrygende koncert med masser af fed fed musik og en sjov oplevelse af, hvordan irerne går til koncert. Der blev rendt meget rundt – også under koncerten – for der skulle jo kontinuerligt hentes nye forsyninger af øl og popcorn. En anden ting, der var anderledes ved denne koncert, var mængden af fyre, som var taget til koncert uden at være i følgeskab med kvinder. Det er altså ikke noget, vi har oplevet til de to koncerter i DE. Men bag os sad tre fyre i tyverne, og de var absolut ikke gået forkert. De sang med på samtlige numre, og den ene af dem efterlyste gennem hele koncerten at Jambo (hvilket han råbte meget meget højt om og om igen) skulle spille 1973 (råbt i en fantastisk engelsk udgave). Den unge mand kom til at vente helt til koncertens absolut sidste nummer, før han fik sit ønske opfyldt, men så skete det også. Og billedet her over er taget under netop 1973. Endnu en gang leverede James Blunt varen 100%!

Ovenpå en dramatisk dag med store historiske oplevelser, styrt opad bakke og et brag af en live koncert gik turen retur hen over Irland. Vi nåede hjem til hotellet i Galway omkring klokken 1.30, og så var det på hovedet i seng. Man kan ikke sige, at vi keder os…

Tagged , , , , | 1 Comment