Daily Archives: 17/11/2014

Irland 2014: Giant’s Causeway & omegn

1Den primære årsag til, at vi havde tilføjet Nordirland til årets tur, var, at vi ville se Nordirlands eneste UNESCO verdensarvssted: Giant’s Causeway.

2Vi troede, at vi ville nå ud og se området i solopgangen, så vi bestilte morgenmad på vores B&B til klokken 6.50, så vi kunne køre mod Giant’s Causeway 40 minutter senere.

4
Da vi havde parkeret ved området, gik vores fejl op for os: Der var en 25 minutters gåtur fra parkeringspladsen til causeway’en… Så solopgangen nød vi på vej ud til dagens main attraction.

3
Ikke alene var der en længere gåtur ned til Giant’s Causeway, stedets visitor center åbnede heller ikke før klokken 9, og vi var på parkeringspladsen før 8. Heldigvis lader vi os ikke slå ud af en gåtur, og vejen ned til causeway’en er åbent og offentlig, så vi kunne bare trave af sted.

5
Da vi kom rundt om en pynt fik vi det første fjerne glimt af causeway’en, som man ser på dette billede, som den tange, der stikker ud i vandet. På afstand er det umuligt at se eller forestille sig nøjagtig hvor spektakulært stedet faktisk er.

7 6
Det gik ret hurtigt op for os, at der ikke var ret mange andre tossede mennesker, der var på vej mod Giant’s Causeway på en tidlig forblæst mandag morgen i november. Men egentlig gjorde det jo bare vores gåtur endnu finere. Sådan er vi turister vist lidt sære: Vi kan faktisk godt lide, at der ikke er for mange andre mennesker omkring os, når vi ser det, alle gerne vil se…

8
På et tidspunkt ændrede kysten sig pludselig, så vi nu så småt kunne se, hvad vi kunne forvente os af Giant’s Causeway: sekskantede basaltsøjler i tusindetal. De er alle sammen dannet ved langsom nedkøling af varm lava, og de er virkelig ekstraordinære og smukke.

129 10
Da vi kom helt ned til selve causeway’en, gik det op for os, at vi ikke alene havde haft vejen helt for os selv: Vi havde nu også dette fabelagtige, unikke verdensarvsområde fuldstændig for os selv!

11
Når man ser billeder af causeway’en på nettet, er der altid ganske mange mennesker på billederne, men K og jeg havde vitterligt hele stedet for os selv i de godt to timer, vi brugte på at nyde stedet! Det gjorde vores oplevelse endnu mere storslået, og vi er blevet bekræftet i, at der bestemt er fordele ved 1) at rejse udenfor sæsonen og 2) at være i stand til at stå tidligt op om morgenen.
17
Alene eller ej, så skulle vi naturligvis have et bevis på, at vi var der – og sammen. Selfies er og bliver en udfordring, men her er vi altså begge to ude på Giant’s Causeway.

14
Denne formation kaldes The Honeycomb, og det var den del, der var nemmest at bevæge sig ud på.

18De fleste af stenene var rimeligt tørre, og der er nogenlunde fladt, så man ikke så nemt ryger på rumpen, hvis man begiver sig derud. Vi var begge godt tilfredse med, at det var overskyet men ikke regnvejr, for det havde nok ikke været spændende at bevæge sig på causeway’en, hvis den havde været våd.

19
Selvom det naturligvis er det funky formede sten, der er hovedattraktionen ved Giant’s Causeway, så spiller det store hav bestemt også en vigtig rolle i den oplevelse, man har af stedet. Som K sagde, da vi gik ned mod causeway’en, så havde det jo egentlig været meget smart at sikre sig, at det ikke var højvande… Det var det heldigvis ikke!

13Der er en åbning, som bliver kaldt Giant’s Gate, og det var jo oplagt, at vi måtte indikere, hvordan vi hver især ville sikre os, at ingen kom igennem porten, som ikke skulle igennem. Speak friend and enter…

16
25Når man går igennem Giant’s Gate kommer man om på bagsiden af den primære del af Giant’s Causeway. Her kan man se, hvordan sekskanterne er stakket ovenpå hinanden i høje søjler.

23
Et sted som Giant’s Causeway har ret naturligt mange myter tilknyttet. Stedets skabelsesberetning handler om den irske kæmpe Finn McCool, som skal/vil slås mod den skotske kæmpe Benandonner, og derfor bygger causeway’en som en bro over til Skotland. En af myterne handler om, at Finn McCool går over for at slås med Benandonner, ser hvor stor den skotske kæmpe er og løber hjem igen. Benandonner følger efter ham, men heldigvis er McCools kone, Oonagh så kvik, at hun klæder sin man ud som en baby.  Benandonner ser “babyen”, og bliver så skræmt af dens størrelse (hvis babyen er så stor, hvor gigantisk må dens far så være?), at han flygter over hals og hoved hjem til Skotland. Han løber så hurtigt, at han taber sin ene støvle – og det er den støvle, jeg sidder i på billedet herover. Forresten går myten videre, at Benandonner ødelægger causeway’en på vej retur til Skotland, for at sikre sig, at Finn McCool ikke kan komme efter ham.

24Om der er myter tilknyttet denne del af causeway’en, ved jeg ikke, man når man se disse søjler på afstand, forstår man godt, hvorfor de bliver kaldt for orgelet.

27
Vores plan var oprindeligt at gå samme vej tilbage, som vi var gået ned til causeway’en, men jeg var ganske fristet af, at der også var en anden vej retur. Denne røde sti bliver beskrevet som “difficult”, hvilket i sig selv var lidt afskrækkende – og samtidig underligt tillokkende.

26
K kunne berette, at noget af det hårde ved den rute var de 162 trappetrin, kendt som the Shepard’s Steps. Trappetrinene er lavet, før at gøre fårehyrdernes tur op og ned af bakkerne lidt lettere. Helt enkelt var den nu ikke, for de var nødt til at bære fårene op ad trinene…

28
Vi nøjedes med at bære os selv op ad trapperne, hvilket faktisk ikke var så slemt endda. Slet ikke fordi vi blev belønnet med den smukkeste udsigt undervejs – og især på toppen! Vi kunne se hele bugten mellem Giant’s Gate og orgelet med sin fine snoede sti, Benandonners støvle mm ligge langt under os.

30
Men vi kunne faktisk også se Nordirland og Skotland samtidig: I baggrunden af dette billede ses Mull of Kintyre, som er spidsen af en halvø i det sydvestlige Skotland.

29
Og ikke mindst: Vi kunne se ned over Giant’s Causeway, hvor der fortsat ikke var andre mennesker at spotte! For os var det den helt rigtige beslutning at gå opad den røde sti på vej retur mod bilen. Faktisk blev vi enige om, at vi var glade for at være gået af vejen ned til causeway’en, hvor vi kunne se landskabet ændre sig, og så have taget den røde sti retur, hvor vi fik det store overblik.

Giant’s Causeway var en ubeskrivelig oplevelse! Som K sagde, så er det til tre stjerner i Michelin-guiden: Det er en rejse værd. Ikke bare en omvej, hvis man alligevel er i nærheden, men en hel rejse værd. Og hvis man så er i stand til at time sit besøg, så man har hele herligheden helt for sig selv, ja så sprænger det skalaen. Vi blev ved med at sige til hinanden, at det havde været en fuldstændig overrumplende og storslået oplevelse.

21
Fra den unikke oplevelse ved causeway’en kørte vi ud på Causeway Costal Route, som er en rute, der følger den nordirske kyst gennem “an area of outstanding natural beauty”. Første stop var White Park Bay, som har smukt lyst sand.

20
Vi nøjedes med at kigge ned på stranden, og så naturligvis nappe et af de obligatoriske selfies. Det er dog nemt at forestille sig, at White Park Bay er et fluepapir på gode sommerdage.

31
Der er mange af stederne i Game of Thrones, som er rigtige fysiske steder i Nordirland, og et af disse steder er Ballintoy Harbour. Havnen er en del af Pyke, Theon Greyjoys vemodige hjemstavn.

32
33
Jeg kunne ikke huske omgivelserne fra serien, men det er tilgengæld meget nemt at se, hvorfor man har valgt havnen og omegn som filmkulisse, for stedet er virkelig dramatisk.

141117_K-105
Der er i princippet ikke nogen god historie bag dette billede – andet end at jeg stadig er overglad for min jakke, som i Ballintoy ikke alene holdt mig varm men også tør!

34
Vi kørte videre til Kinbane Castle, hvor der igen var nogle trapper, jeg ikke kunne modstå. Vi nøjedes med at tage 80 af trinnene ned (og op igen), så vi kunne se halvøen, på hvilken ruinerne af Kinbane Castle står. Her måtte vi konstatere, at de 162 hyrdetrin ved Giant’s Causeway var vand i forhold til de 80, vi tog her…

35
Endnu en gang var belønningen ved trapperenderiet smukke udsigter: Her Fairhead i det fjerne, og et fint vandfald i den klippe, vi mere eller mindre var parkeret på (højre side af billedet).

36
Og her Fairhead i højre side, Skotland i midten og Rathlin Island i venstre side af billedet.

141117_K 150
Vi fortsatte med at køre på Causeway Costal Route, og der var virkelig mange smukke udsigter og steder at nyde på vejen. Da vi var klar til frokost kørte vi ind i Ballymena, hvor vi fandt den hyggelige kaffebar Ground Espresso, som serverede en fin let frokost.

dh3
Jeg havde læst om The Dark Hedges, som er en imposant bøgeallé, der blev plantet i 1700-tallet af Stuart-familien. Tanken bag alléen var, at den skulle være en feature i landskabet, der imponerede besøgende til familiens palæ, Gracehill House. Om det virkede i deres samtid, ved jeg ikke, men træerne er magiske nu. De ser ud som om de er taget ud af et eventyr, som de rækker sig mod hinanden og danner et næsten lukket rum.

dh4
Vi kom lige som solen var ved at gå ned, hvilket var rigtig heldigt, fordi vi fik fornøjelsen af at se træerne i et meget smukt varmt lys. Det varede sådan cirka 90 sekunder, og så var det væk, men mens det stod på, var træerne om muligt endnu mere magiske.

dh1 K har sat disse to billeder sammen, og de illustrerer rigtig fint, hvor stor forskel solnedgangen gjorde for oplevelsen af The Dark Hedges.

dh2 Jo, jo, damen i parkaen var der skam. Og vi var langt fra de eneste, der havde fundet vej til The Dark Hedges. Hvor vi havde haft Giant’s Causeway helt for os selv, måtte vi kæmpe med andre fodgængere og bilister, når vi ville tage billeder af bøgealléen. Det var lidt pudsigt, at det var her, der var mange mennesker… Mon de fleste var der, fordi alléen er endnu en af kulisserne fra Game of Thrones? Jeg vidste det faktisk ikke, før jeg havde nævnt for K, at jeg gerne ville se alléen, og jeg kan heller ikke huske den scene, træerne er med i. Men nu har jeg set The Dark Hedges, som var en smuk oplevelse – særligt i solnedgangen.

dc2
Til trods for at solen var gået ned, mens vi var ved The Dark Hedges, satsede vi på, at vi kunne nå retur ned ad kysten til Dunluce Castle og se det, inden lyset helt forsvandt. Det lykkedes heldigvis, men vi fravalgte at betale £5,6/pers. for at se ruinen indefra i tusmørket. Men som K siger: Ruiner ser som regel også finest ud udefra. Og Dunluce Castle er virkelig en spektakulær ruin, som den ligger der ude på sin ensomme ø.

dc1
Stedet hvor Dunluce Castle stod har været beboet i over tusind år, og det er let at se hvorfor – ude på den stenede knold har man nemt kunnet være i fred for nysgerrige naboer og blodtørstige vikinger. Ruinerne man kan se i dag er resterne af en borg opført omkring 1500 af MacQuillan-klanen. De blev sat på porten omkring 50 år senere af MacDonnell-klanen, som derefter kom op at slås med samtlige klaner i nabolaget samt den engelske dronning, Elizabeth I.

dc3
I 1584 var Elizabeth blevet så træt af borgherren, Sorley Boy MacDonnell, at hun sendte sin Lord Deputy of Ireland til Dunluce hvor han hurtigt indtog slottet. Det meste af Sorley Boys familie havde søgt tilflugt på den nærliggende ø Rathlin, hvor de blev massakreret af engelske tropper efter at have fået tilsagn om frit lejde. To år senere svor Sorley Boy evig troskab til Elizabeth (Ama’r og halshug!) og blev belønnet ved at få sin borg tilbage.

dc4
I første halvdel af 1600-tallet var Dunluce centrum for en stor plantation – som en del af kong James I’s kolonisering af Irland havde den lokale MacDonnell-klan nemlig fået selskab af en masse “fætre” fra den skotske klan McDonald. Det holdt dog kun indtil det irske oprør i 1641, hvor både borgen og byen Dunluce blev brændt ned. Uden en by omkring borgen mistede MacDonnell-familien interessen for stedet. De flyttede til Ballymagarry, og borgen forfaldt langsomt indtil den kom under den britiske stats beskyttelse i 1928.

dc5
Vi nøjedes ikke med at kigge på ruinen oppefra, for der var en trappe, man kunne gå ned af og komme ned “under” ruinen. K mente ikke umiddelbart, at han skulle ned ad trappen, men han blev kuppet, da jeg fed af sted ned af trappen.

dc6
Jeg var glad for, at vi gik derned, for det var helt sikkert det værd. Vi konstaterede blandt andet, at Dunluce Castle faktisk sidder ovenpå en hule, hvor havet slår ind på ret dramatisk vis.

dc7
Efter en lille klatretur stod vi under den bro, der leder ud til selve Dunluce Castle og kiggede ud over havet i det sidste af dagslyset. Det var et meget fint view, og igen helt sikkert værd de 115 trin, der var retur op igen.

burger1

Hjemmefra havde jeg ledt efter et sted, vi kunne spise middag på min fødselsdag, og jeg havde fundet The Burger Club. Jeg foreslog K, at vi spiste der, og selvom han var med på idéen, syntes han ikke lige, at det duede til min fødselsdag… Restauranten lå simpelthen for langt fra Derry. Men heldigvis lå den tæt på Portrush, så derfor besluttede vi at spise på The Burger Club mandag fremfor tirsdag aften.

burger2

Det var en god beslutning! K fik en burger med en bøf af vildt, mens jeg valgte en mere klassisk kombination af okse og blå ost. Som sides fik K chili fries, mens jeg fik de sweet potatoe fries, som jeg havde læst skulle være gode. Det var de! Og burgerne ditto, så det var en succesfuld aftensmad.

ps1
Jeg tvang storts set K til at tage dette billede – og så skal det da også med på bloggen.

Fra Portstewart og The Burger Club gik turen gennem aftenmørket retur til Portrush og vores lille værelse. Da vi jo er af sted i den mørke årstid, var vi relativt tidligt hjemme, men vi havde jo også været tidligt af sted, så det gik fint op. Vi havde trods alt startet vores ferie med et brag!

Tagged , , , | 2 Comments