Daily Archives: 05/08/2014

Stretch your stamps 2: Dag 1


Jeg deltager i Online Card Classes’ Stretch your stamps 2 kursus, og i går var første dag, og allerede nu har jeg lært en masse. Det er fedt at blive udfordret til at tænke og arbejde anderledes med produkter, man er fortrolig med.


Første og anden dag handler om baggrundsstempler, og første teknik inviterede til, at man brugte en baggrund til at lave et papir i flere forskellige farver. Jeg holdt mig tæt til Kristina Kwerners oplæg, men da jeg ikke har det stempel (og ej heller ikke et der minder om), der blev brugt i kurset, måtte jeg i gang med at bygge min egen baggrund op.


Det var virkelig sjovt og udfordrende at få mønstret og farverne fine, og jeg endte med at bruge en times tid på det. Men jeg endte også med at blive ganske tilfreds med resultatet, og det var så fedt at lære noget nyt. Jeg kunne bestemt godt finde på at forsøge mig med endnu et papir som dette.


Kristina brugte en Wink of Stella pen til at løbe henover sit udstansede ord, og jeg har for ganske nyligt købt netop sådan en pen, så jeg gjorde det samme. Da mit ord ikke sidder på 3d-puder, løb jeg pennen over ordet, inden jeg monterede det på kortet, hvilket helt sikkert var den nemmeste måde at undgå at få glimmer på kortbasen på. Det giver en rigtig lækker sart glimmereffekt, når man bruger Wink of Stella – og så nasser det langt mindre end almindeligt glimmer.

Det første kort jeg lavede var det på hvid baggrund (som originalen), men da jeg havde lavet det, slog det mig, at det kunne være sjovt at prøve at lave kort #2 på sort baggrund. Som sagt så gjort.


For at få teksten til at være tydelig embossede jeg ordet Friend med hvidt embossingpulver og udstansede hello i hvidt karton, som jeg overhældte med hvidt glimmer. Selvom designet er det samme, fik jeg to ganske forskellige kort ud af indsatsen.

—o—

   

Tagged , , , , , | 8 Comments