Christiansø og andre gode sager

Fredag formiddag lidt før klokken 10 gik vi ombord på det gode skib Ertholm og satte kurs direkte mod Danmarks østligste punkt. Jeg blev en lille smule afskrækket af, at der i samtlige vindueskarme lå brækposer klar! Ikke lige det man har brug for at se, når man ikke er ubetinget begejstret for at sejle og har en vis tendens til søsyge…

Det vuggede da lidt, som vi lagde Bornholm bag os, men det blev aldrig på et niveau, hvor jeg blev påvirket af det. Dog vil jeg sige, at jeg blev nede i færgen, hvor det gynger mindst muligt. Men alt i alt var det faktisk en meget behagelig overfart, og jeg var allerede på det tidspunkt glad for, at jeg havde ladet mig overtale til at tage af sted.

Ertholm er ikke alene en færge, men også et postskib og som sådan må det bruge splitflaget med posthornet på. Men færgen er endnu mere end det: Det er en flyttevogn, varelevering og det er en uundværlig kontaktlinje mellem Christiansø og “fastlandet”, Bornholm.

Da vi nærmede os Christiansø, vågede vi os alle sammen ud i agteskibet for at kunne se indsejlingen bedre. Vejret var perfekt med sol, lun vind og blå himmel, så indsejlingen blev en succes.

På skærene ud for Christiansø var der fuld af fugle og masser af liv, som vi også havde førsteparket til fra Ertholms agterstavn. Til gengæld er der ikke meget plads at manøvrere skibet ind i havn på, så det må være alletiders i en god efterårsstorm. Jeg er glad for, at det var stort set blikstille.

Havnen ligger på Christiansø, men man sejler ind i renden mellem Christiansø og Frederiksø for at lægge til. Det betød, at vi havde fin udsigt til store dele af Frederiksø og til øens forsamlingshus, Månen (den lille bygning med den røde dør).

Vi konstaterede ret hurtigt, at hvis man skal på de to små øer, skal man være i stand til at acceptere, at ens privatliv ikke er så privat endda: Turister kan se ind i haver og indad åbne døre eller vinduer, og mon ikke også alle ved alt om hinanden i så lille et samfund?

Når man er næsten i havn har man fin udsigt ud igennem renden mellem de to øer. Det runde tårn står på spidsen af Frederiksø, hedder Lille tårn, blev opført 1685-87 og huser nu Christiansøs museum.

Vel fra borde og i land på Christiansø kunne jeg konstatere, at jeg havde “overlevet” 50% af dagens sejlture, og endda havde nydt det. Ertholm blev ikke længe i havn efter at have lodset alle passagerer af og påmønstret nye var det af sted retur mod Bornholm.

Gaden på Christiansø hed oprindeligt Kasernegade, og de huse der ligger langs gaden nu minder meget om husene i Nyboder i København. I 1685-86 blev her dog bygget træbarakker med seks lejligheder til øens soldater. På grund af øget bemanding blev der bygget ud i 1700-tallet, men på nuværende tidspunkt er der 26 lejligheder i gaden.

For enden af rækken af huse i gaden bliver man i den grad mindet om, at man ikke færdes i Nyboderne, men derimod på en lille klippeø og et godt stykke ude på landet. Og det er jo unægteligt virkelig idyllisk; ikke mindst i solskin og varme frem for regnvejr og blæst.

Man er meget hurtigt ude af det område, hvor Christiansøboerne bor og ude på landet (om jeg så må sige), og her bliver man endnu en gang mindet om, at her er tale om en kuperet ø, der primært består af klipper.

Vi kunne også se Ertholm på sin vej retur til Bornholm. Jeg må indrømme, at det var betryggende at vide, at den vendte tilbage nogle timer senere: Jeg tror hurtigt, jeg kunne få økuller, hvis jeg skulle bo på Christiansø. Som Heidi og jeg snakkede om, må det være lidt besynderligt at bo et så småt sted og ikke selv rigtig være herre over, hvornår man vil komme og gå.

Men jeg tror, at man vender sig til livsstilen blandt edderfugle, måger, frøer og masser af klippestykker – eller også flytter man hurtigt igen. Det må være en livsstil at bo på Christiansø.

Det fornægter sig ikke, at Christiansø i tidligere tider spillede en central militær rolle i Danmarkshistorien: Fra 1684-1855 var Ertholmene den danske flådes østligste udpost, og Christiansø blev kraftigt befæstet. Således færdes man nu mellem de tidligere så vigtige mure, som slet og ret er lavet af lokale sten stablet ovenpå hinanden uden mørtel. Det er med god grund, at man absolut ikke må færdes på murene.

Området udenfor murene er yngleområde for mange fugle, og derfor må man i disse måneder ikke gå rundt ude blandt fuglene (tilsyneladende med mindre man er meget velfriseret metroseksuel mand med stor telelinse for så er alle regler sat ud af spil). Men man kan da heldigvis fortsat kigge ned og nyde synet af edderfugle med deres unger samt høre deres pudsige kald, som lyder lidt som et overrasket, langtrukket ho-oov.

Christiansø er Danmarks østligste punkt, men fordi vi rettede os efter retningslinjerne og blev på stierne, vurderede K, at dette nok var omtrent det mest østlige han kunne komme lovligt. Og det skulle naturligvis dokumenteres (mon ikke der er en geocache forbundet med dette sted?)

Vi diskuterede forskellen på øer og skær ganske meget, som vi gik rundt på øen, men vi nåede vist ikke til nogen fuldstændig klacificering.

Hvis øens menneskelige beboere kan føle sig lidt overvågede af alle turisterne, så er det vist ingenting i sammenligninh med de måger, der havde valgt at bygge reder i øjenhøjde langs en af stierne. Man ville tro, at der var mere oplagte steder til en rede, men det kan jo nok ikke have været tilfældet for denne måge.

Skolen på Christiansø er ikke overraskende end af de mindste skoler i Danmark: Der er på nuværende tidspunkt otte elever, som går i skolen fra 0.-7. klasse, hvorefter de fleste foresætter på efterskole på Bornholm. Bygningen var oprindeligt officersbolig, men blev i 1856 lavet om til præstebolig og skole. I 1962 ophørte præsten med også at være lærer, men skolen er fortsat bolig for øens lærer.

Det kan godt være, at Christiansø er et ret lille sted, og at man gennem tiden har sejlet jord til øen, men der er alligevel blevet plads til et sportsanlæg komplet med pentanquebane (det tror vi i hvert fald, at det var). Gad vide om Frederiksø og Christiansø spiller interne opgør på denne bane?

Kirken på Christiansø har til huse i en bygning, som omrindeligt var en våbensmedje, hvilket forklarer hvorfor kirken i modsætning til stort set alle andre kirker ikke er orienteret øst-vest-vendt.

Klokketårnet har fået en placering i hjørnet af grunden omkring kirken frem for at være integreret i selve kirkebygningen.

Efter at have touret Christiansø gik turen over den lille bro mellem de to beboede Ertholme, så vi også kunne se nærmere på Frederiksø.

Fra Frederiksø er der god udsigt over Christiansøs markante bygninger: Det store runde tårn hedder Store Tårn, og det blev bygget i 1684-85 som et kanontårn. Det er fæstningens ældste bygning og samtidig kernen i hele fæstningsbyggeriet. I 1805 blev der opført et fyrtårn mellem den ydre og indre cirkelformede tårnmur, og deroppefra skulle der være rigtig god udsigt. Desværre kunne vi ikke komme op og ud, selvom vi gjorde et ærligt forsøg.

Det Hvide Hus er som den eneste bygninger på øerne hvid, og den huser øernes administration samt er bolig for øens chef. Det Hvide Hus er bygget så øernes øverstkommanderende havde et sted at bo, men hans titel har ændret sig gennem tiderne: fra kommandant til højestbefalende, så fyrmester, forvalter, administrator og nu chef for Christiansø.

Ruths Christiansø-sild bliver lavet på Frederiksø… Det giver stof til eftertanke om marketing. Men faktisk var det også primært på Frederiksø, at man kunne se de høje hvide skorstene fra røgovne.

Fængslet på Frederiksø husede i intet mindre end 15 år den politiske fange og forfatningsforkæmper J.J. Dampe. Det er svært at forestille sig, hvor isoleret han må have været på Christiansø i alle de år efter et aktivt politisk liv i København. Hans historie er også historien om, hvordan de politiske vinde kan skifte: I sidste del af livet modtog J.J. Dampe statsunderstøttelse for sin aktive rolle for liberalismen og i kampen for at give Danmark en forfatning.

Tænkte at når vi nu havde et billede af K på Christiansø, så måtte vi have et billede af mig på Frederiksø, så der er balance. Og nå ja, jeg ville da egentlig også gerne have dokumenteret, at jeg kom til Christiansø og Frederiksø, for hvem ved om det er en en-gang-i-livet-oplevelse.

Jeg kunne have postet endnu flere mange billeder fra de to Ertholme, for der er virkelig fint og hyggeligt. Husene på øerne

Frederiksø har lige som Christiansø nogle skær liggende lidt fra kysten, og jeg tror faktisk, at det er dem, man ser, når man sejler ind til Christiansø. Under alle omstændigheder var det skær på nederste billede fuldt af liv.

I det helt fjerne kunne vi se Ertholm komme retur fra Bornholm til os, og det var jo sådan set ikke så tosset, når nu planen var, at vi skulle tilbage til Bornholm klokken 14. Men en gang ville det ikke være skidt at få lejlighed til at overnatte på Christiansø og opleve stedet med færre turister, i solopgangen og bare lidt længere tid.

Så er vi ved Månen igen, og til vores store overraskelse har TV2s “De første kærester på Månen” rod lige her. Den måne der refereres til i sangen er simpelthen dette lille gule hus. Hvis jeg skal være helt ærlig, så gør det sangen mindre poetisk, men sådan kan virkeligheden jo så også være.

Vi holdt et lille hvil på muren lige udenfor Månen, og det var det oplagte sted til at tage billeder af deltagerne i den store Ertholm-ekskursion 2014. Heidi mente også, at K og jeg trængte til at få taget et billede, der ikke var et selfie, og det kan der jo nok være noget om.

Vi havde set Lille Tårn fra indsejlingen, og nu fik vi mulighed for at komme tættere på det lille af øernes kanontårne. Vi sprang dog museet over.

På vej retur over broen til Christiansø havde vi fint udsyn til det nu totalt blikstille hav – der kan ikke herske den mindste tvivl om, at vi var af sted på den absolut mest perfekte dag vejrmæssigt. Og jeg er faktisk virkelig glad for, at det lykkedes!

På afstand er det måske lidt nemmere at se, at husene i Gaden på Christiansø ligner Nyboderhusene. Det er også lidt sjovt at se husene, fordi de nærmest udgør det meste af boligmassen på øerne; eller i hvert fald en meget stor del af boligmassen.

Færgen gik retur mod Bornholm, og vi var så heldige at kaptajnen valgte en lille omvej, som gav os mulighed for at se gråsæler, der lå på skærene udfor Ertholmene og nød solskinnet. Man kan sige, at det var pænt af ham, ikke mindst set i lyset af at han havde et politisk budskab han gerne ville af med omkring sælerne: De gjorde livet surt for fiskerne, og det var gråsælerne, der havde ledt til at Christiansøs sidste fisker havde måttet opgive at bedrive sit erhverv på øerne. Som han sagde: Sælerne er fredede, det er fiskerne ikke… Så var det sat på plads.

Overfarten var stille og mild; faktisk endnu mere stille end vores tur til Christiansø, og vi fik mulighed for endnu en gang at sidde i agterstavnen, da vi så småt var i havn. Det betød, at vi kunne se Christiansø i det fjerne, som Bornholm kom nærmere.

I det lækre forårsvejr var indsejlingen til Gudhjem en fornøjelse, og det gav os et blik ind på Bornholm, som man jo kun får det fra havet.

Planen for eftermiddagen var, at vi skulle kigge lidt på Gudhjem samt gå op på det 48 meter høje klippemassiv Bokul, som troner over Gudhjem. Turen derop gik fint, og jeg kan mærke stor forskel på formen i forhold til sidste år. Jo, jeg bliver stadig varm og puster, men jeg bliver ikke frustreret eller irriteret.

Og udsigten fra Bokul vil altid være turen derop værd: Det er altid skønt at komme op i højden, så man kan se ud over verden under sig. Når den verden så tager sig så bedårende ud som denne dag, bliver alting endnu bedre.

Det er kun anden gang, vi er på Bornholm med Familien Skovgaard, men der begynder at tegne sig visse mønstre og traditioner er blevet skabt. En af dem er, at vi skal spise middag på Nordbornholms Røgeri en af dagene. Så efter turen til Christiansø mm mødtes vi med Heidis forældre og ungerne til en lækker middag.

Hende charmemåsen her var i hopla, og det er jo ikke rigtig til at stå for et smil som hendes.

Buffetten på røgeriet er virkelig lækker, og der er bare så meget at vælge imellem. Det er sjovt at få mulighed for at smage ting, man måske aldrig ellers selv ville have opsøgt. Jeg fik smagt en salt-stegt sild, og det var godt nok en salt “fornøjelse”, men nu har jeg da prøvet det.

På vej retur til sommerhuset kørte K og jeg omkring Olsker kirke, fordi jeg så et skilt dertil, og jeg var chaufføren. Kirken er fra omkring 1150, og den hører til i samlingen af de bornholmske rundkirker. Og så tog den sig super flot ud i solnedgangslyset.

Ved kirken kunne vi slutte dagen med at nyde blomster i blomst – nogle som var kultiverede og stod på kirkegården, og nogle som voksede vildt. Gad vide om tulipanerne er eksempler på DKs vilde tulipaner?

Det var en vidunderlig tur til Christiansø, og denne blogpost kan slet ikke rumme alle indtrykkene og oplevelserne – hvis du skulle være i nærheden, så kom af sted derud på Ertholmene, hvor Danmark næsten slutter. Der er skønt derude!

This entry was posted in Ubesluttet and tagged , , . Bookmark the permalink.

One Response to Christiansø og andre gode sager

  1. Hov hvordan har jeg overset dette. Ja der er fint på Christiansø. Og I var da utroligt heldige med vejret. Min mor fortalte altid om en spejdertur – hvor de alle strandede derovre og måtte sove på et loft fordi vejret blev for dårligt til at sejle hjem igen. Så I også den mikrolille campingplads derovre =0). Og mågerne de er et kapitel for sig – mind mig om at du skal høre om mågen og Kjel fra engang Margit og Jørgen og vi var derovre sammen. =0)

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *