Monthly Archives: April 2014

Tillykke Charlie

I fyldte skønne Charlie rundt, og når man gør det, skal man naturligvis have et kort. Jeg håber, at kortet nåede frem, men det kan være en udfordring at få et kort fra DE til DK henover et utal af helligdage. Kortet er et lift med små justeringer af et kort lavet af designeren bag Papertrey Inks Be Happy sæt.

Blomsterne er perfekte til et forårskort, og jeg tænkte, at de skulle have lidt ekstra med halvperler i de blomster, der er udstanset og sidder på 3d-puder.

Sommerfuglene er virkelig kære, og jeg er lidt vild med, at man kan udstanse følehorn (hedder det på sommerfugle) til den store sommerfugl. Desværre kan man ikke gøre det samme til den lille sommerfugl, så den har stemplede følehorn i stedet.

Da jeg har lavet kortet på et kort- og kuvertsæt fra en lokal (og meget mærkelig butik), Tschibo, besluttede jeg at dekorere kuverten med et par blomster og blade også.

Endnu en gang:

Tillykke Charlie!

—o—

     

Tagged , | 2 Comments

Fanciful Feathers

Lone havde bestilt et kort, hvor der skulle være noget guld på… Løsningen blev en guldfarvet kortbase i kombination med pink, kølig blå og sort. Jeg brugte Wplus9s lækre Fanciful Feathers til motivet og Papertrey Inks Bountiful Banners til banneret til teksten. Selve teksten er Wplus9s Fresh Cut Wreaths.

Jeg ville have hvid tekst på banneret, så jeg stemplede teksten med VersaMark, embossede med hvidt embossingpulver, og derefter stemplede jeg den farvede del af banneret. Det er fedt med varmembossing, hvor man bare kan tørre farve, der stemples ovenpå, væk igen.

—o—

           

Tagged , , | 6 Comments

Bokrijk – frilandsmuseum på belgisk

Vejrudsigten for lørdag indikerede, at hvis vi skulle på tur, så skulle vi ikke køre sydpå men snarere vestover. Valget faldt på Bokrijk, som er et stort belgisk frilandsmuseum, og det skulle af mange årsager vise sig at være et godt valg.

Vel inde på museets område blev vi mødt af et bed fuld af påskeliljer, som tydeligvis ikke havde fået memoet om, at de skulle blomstre til påske. Det er meget illustrativt for foråret 2014.

Hvis påskeliljerne ikke ville spille med, så gjorde påskelammene det heldigvis. Der var indtil flere små fine tottede lam, der gemte sig i græsset, og det er altså bare hyggeligt med lam til påske.

Museet har en rigtig fin stubmølle, som virkelig er et forunderligt koncept: Hele topdelen af møllen kan drejes, så vingerne står i vindretningen. Det er godt tænkt, må man sige. I følge brochuren skulle møllen kunne male 700kg korn i timen, og det lyder ret effektivt.

Bokrijk er bygget om i tre små landsbyer og ind imellem landsbyerne er der, som på mange andre frilandsmuseer, dejlige stræk af kulturlandskab. Her kigger vi fra møllen ned mod det område, der hedder Kempen.

I det område ligger husene rundt om en stor fælled, hvor der er plads til mange forskellige aktiviteter: Polterabend eller forårspicnik.

Jeg er ret vild med vinduer, og de her gamle vinduer med vinstokke henover dem, skodder og blyindfatninger er romantiske på den helt skønne måde. De er også endnu et udtryk for, at der har været væsentlig flere penge i det her område, end vi kender det fra DK.

Det her udhæng er også et, jeg aldrig tidligere har set, og jeg er ret vild med det. Det er en god måde at få mere plads, uden at det kræver mere jord, kan man sige. Huset er fra cirka 1500, konstruktionen hedder et Hallehuis på hollandsk og var en udbredt måde at bygge på i denne del af Europa.

Flere af husene havde en facade, der var forskellig var siderne, som dette med bindingsværk på fronten og mursten på siderne. Det er svært at vide, om det er af praktiske eller æstetiske årsager, men det ser fint ud, når man nu dyrker lidt Early-Modern-Europe-romantik…

Det lille “udhus” her rummer museets bager, som solgte (og måske producerede) ret lækkert brød og kager.

Vi mener, at dette hus var et købmandshus fra Tessenderlo med ret til at holde duer. Det er tydeligt, at der er tale om et velhaverhus alene på størrelsen, men også på udsmykning mm.

Jeg var særligt begejstret for detaljerne i murværket – det viser overskud og interesse for huset – og så ser det altså bare dejligt ud.

Flere af husene var indrettet med plads til husdyrene i den ene del af huset, og familien i den anden del af huset, men det var kun i et af dem, der fortsat stod dyr. Jeg kender godt konceptet fra DK og andre steder, men jeg har aldrig oplevet et hus, hvor der faktisk var dyr i stalddelen. Det overraskende var, at der ikke lugtede spor grimt (hverken i stald eller i hovedhuset). I stedet lugtede der af frisk hø og ren stald – hvis det altid har lugtet sådan, så kunne jeg godt have boet sammen med køer. Men jeg tror, det kræver, at man virkelig holder stalden ren.

Bortset fra, at der slet ingen vinduer er i stalddelen, så er det svært at se udefra, at dette hus rummer både stald og familiebolig under samme tag. Og nå ja: Jeg var også svært begejstret med det smukke stråtag.

Nok er dette hus “bare” lerklinet, men det er alligevel svært at beskrive det som et beskedent hus, hvis man tænker på det i danske sammenhænge. Ikke desto mindre beskrev museet det som et beskedent hus. Inden i er der absolut heller ikke noget beskedent over det: Det havde mere en etage, grovkøkken og stort køkken, kæmpe ildsted i stuen og et soveværelse en halv etage over stuen. Det var lavet som et lille rum inden i stuen, hvor man skulle en meter op for at komme ind. Svært at forklare men virkelig sjovt og ikke noget jeg har set i andre huse.

Denne kirke er ikke flyttet til museet men har derimod ligget her i 800 år. Det ses indvendig, hvor væggene ikke er pudsede men derimod står med syn til de sten, kirkens mure er konstrueret af. Murstenene må være kommet til senere…

Der voksede syrener flere steder på museet, og denne fine mørkelilla stod bag ved det hus, der rummede museumsbutikken og fotografen. Og der er ikke anden grund til at vi tog dette billede, end at det så flot ud med syrenen mod murstenene…

Skiltene på toilettet i Kempen-område var egentlig meget søde: En høne til dametoilettet, en hane til herretoilettet og så knak filmen… Skal det forestille en hane i kørestol? Det er altså ikke ligefrem et vellykket piktogram, hvis du spørger os.

Der er jo ikke ret meget at sige andet end: Det er jo alt for fint med blå himmel, grønne blade og et blomstrende træ, som vi desværre ikke rigtig kunne regne ud, hvad var for et.

Denne præstebolig fra Schriek blev opført i 1776 af den katolske kirke i et forsøg på at formidle magt og autoritet. Om det er netop det, man tager med sig fra huset i dag, er tvivlsomt, men det er fortsat et stort og smukt hus. På anden sal gemmer museet en flot samling af laugs-sølv fra det 16., 17. og 18. århundrede.

Præsteboligen var begroet med den smukkeste blåregn, som blomstrede vellystigt. Det er et godt look til et smukt hus med en imponerende og smuk blomst.

Selv sidebygningerne til præsteboligen var fornemme: Der var to ens bygninger på hver side af huset, og som det ses henover muren, var de lige så fint muret op som selve huset.

Flere syrener mod mursten… Kan altså ikke rigtig stå for det motiv, da de to virkelig passer godt til hinanden.

Jeg kan desværre ikke huske, hvad dette hus er eller hvor det stammer fra, men det er simpelthen så smukt og står fint mod de sartgrønne træer og den blå himmel, så billedet måtte med på bloggen under alle omstændigheder.

K mente, at jeg skulle tage billeder af bøfferne på marken, og han mente, at Esben ville sætte pris på dem… Så her er der belgiske bøffer til K og Esben.

Der er endnu en lille kirke på museets område, og vi kom forbi netop som den blev åbnet for at lukke besøgende ind til en af dagens dunderprædikener. Vi besluttede ikke at gå ind til prædikenen, men i stedet tage noget at drikke på kroen ved siden af (for en kirke skal ligge nær en kro naturligvis). Mens vi sad og nød vores drikkevarer, kunne vi faktisk høre præsten (som vist nok var en skuespiller) tale dunder til forsamlingen. Det var ret sjovt, og K ærgede sig vist lidt over, at vi ikke var inde i kirken.

På de fleste frilandsmuseer, hvis ikke dem alle, er der gjort noget ud af ikke alene bygningerne men også kulturlandskabet de ligger i. Denne allé førte fra et område af museet til et andet, og det er ikke ringe omgivelser at færdes i.

Til trods for denne gårds dekorationer og størrelse, så var det bare en gård. Men sikke en flot udgave af en bondegård!

Der er ingen tvivl om, at det her er en stor lade; det kunne man se allerede uden at gå ind i den. Men indenfor i bygningen bliver størrelsen virkelig påtrængende, da man fra museets side havde staplet containeren ovenpå hinanden i tre lag derinde. K og jeg tror, at der nok havde kunnet være omkring 30 containere i laden, og det er godt nok ikke småting, hvis man sammenholde det med, at huset er omkring 400 år gammelt. At have sager nok til at fylde så stort et rum kan ikke have betydet andet end, at der stod en velhavende familie bag stedet (eller at man opbevarede materialer fra mere end én familie i denne bygning).

Jeps, flere blomstrende træer og gamle huse… I dette hus var der et aktivt værksted, hvor man kunne arbejde med uld. Ulden var særdeles vigtig historisk set for Vlanderen, så det er oplagt, at man fortsat viser de besøgende, hvad ulden kan bruges til og hvordan.

I uldgårdens baghave stod der det smukkeste blomstrende æbletræ.

Inden vi gik retur mod udgangen, måtte vi nappe et af vores traditionelle selfies, så der ikke er nogen tvivl om, at vi var på Bokrijk sammen 😉

Nu, hvor vi har sagt det højt til os selv og hinanden, at vi samler på frilandsmuseer er det fedt at finde flere at besøge. Det her var absolut endnu en succes, og helt sikkert et sted vi på det allervarmeste kan anbefale. En tredjedel af museet er faktisk et arbejdende værksted, hvor man som besøgende kan få syn for sagn for de ting, man har kigget på, og det vil sikkert være fedt for både børn og voksne at deltage i. Så vi bliver vel “desværre” nødt til at komme retur en anden gang.

Tagged , | Leave a comment

Lavaaske, et slot, en borgruin og et flodudløb

Man skal ikke lade en god chance for at tage på eventyr gå forbi, så lørdag den 12. april gik turen sydpå mod Rheinland-Pfalz (ret skal være ret, der er ikke langt til Rheinland-Pfalz hjemmefra), hvor vi ville se Schloss Bürresheim. Men ture går sjældent direkte, når man er geocacher, så K havde indlagt et stop ved en formation af lavaaske.

For cirka 13.000 år siden var der et vulkanudbrud cirka fem kilometer fra stedet, hvor Ettringer Wand (formationen på billederne) står. Der var tale om et plinisk udbrud, hvilket er en lavine af glohed aske og gas, som man kender det fra Vesus udbrud, der nedlagde Pompeji.

Udbruddet i Eifel varede i ti dage, og det efterlod området dækket i bims og aske, og det er netop bims Ettringer Wand består af.

Bims opstår som lavaskum, der er så let, at det kan flyde oven på vand. K mente da også, at det her materiale ville være super godt som alternativ til at købe lecanødder, og det har da også været brugt til byggemateriale mm gennem tiden.

Til trods for at den her mur umiddelbart ser solid ud, så kan man så let som ingenting pille dele af den. Den her klump jeg holder var dog allerede faldet af, og vi undlod at gøre tingene værre, men det var underligt at røre ved noget, der ser solidt ud, som nærmest smuldrer mellem hænderne på en.

Væggen er cirka 7 meter høj, og som det ses, så er der udhulninger i den flere steder. Det er dog mest sikkert at holde sig udenfor hullerne.

Næste stop på dagens udflugt var et sted, der længe har stået på min liste over steder, jeg gerne ville se: Schloss Bürresheim.

Schloss Bürresheim er et af de få middelalderslotte, der aldrig er blevet ødelagt. Hverken af indvaderende franskmænd, meningsløse krige eller tilfældige brande. Det betyder, at man faktisk fornemmer middelalderen i slotsanlægget – også selvom det var beboet ind til begyndelse af 1900-tallet.

Jeg var ret vild med, at et af de bedst bevarede middelalderslotte i landet, havde valgt moderne og knaldorange piktogrammer.

Når Bürresheim er et slot og ikke en borg, så skyldes det, at man i løbet af stedets lange historie på et tidspunkt opgav forsvarsværket, og når en borg ikke længere er forsvaret, kan man ikke kalde den en borg – og sådan bliver en borg til et slot.

Schloss Bürresheim ligger – i modsætning til mange andre slotte og borge i området – ikke på en bakketop men derimod i en meget pitoresk dal. Den blev ikke mindre skøn af, at vi var af sted på en dag med lune temperaturer og blå himmel.

Man fornemmer særligt middeladeren, når man går ind og ud af slottets område: Brostensvejen og de rå murer er meget dramatiske og meget lidt polerede. Når man går i dette område kan man næsten lugte, høre og se fortiden omkring en.

Heller ikke når man står oppe på “slotspladsen” (lidt overdreven beskrivelse af det lille område mellem slottets forsellige bygninger) og kigger ned mod udgangen, er man i tvivl om at slottet har ligget her længe.

Denne bindingsværksdel af slottet er en af årsagerne til, at slottet blev et slot: Det er, hvad der på tysk hedder Amtshaus, hvilket er et forvaltningssted. Amtshuset blev bygget i 1600-tallet og på det tidspunkt var slotsherren også dommer og administrator for sit lokalområde, og så giver det jo mening, at man har et amtshus.

Jeg var lidt vild med, at figurerne nederst på de to lodrette dele af vinduesrammen rækker tunge af dem, der står og ser op på vinduet fra slotspladsen.

Ham her derimod er der ikke meget fest i – han så bare så trist ud over at sidde på en dør og have siddet der i århundreder… Måske forstår man ham egentlig godt.

Vi var på en fin rundvisning (K, guiden og jeg var samtlige deltagere) inde på slottet, men man må ikke tage billeder indenfor. Slottet blev solgt til Rheinland-Pfalz i 1938, og alle møbler blev solgt med slottet, hvilket betyder, at møblerne faktisk hører til stedet frem for at være købt ind som museumsgenstande. Vores guide fortalte os, at ruinen på billedet her faktisk en gang var en beboet del af slottet, som man helt enkelt lod forfalde, da man ikke længere havde brug for pladsen… Sådan kan man jo også gøre.

Ham her tossen var jeg nødt til at indfange på linsen – og han ved, at når han er allemest tosset, så ender billedet på bloggen. Det er en stiltiende aftale.

Dagens næstsidste stop var Burg Neublankenheim, som er en borgruin. Borgen blev bygget i 1200 eller 1300-tallet, men allerede i 1521 blev borgen beskrevet som ødelagt, så det er meget lang tid siden, nogen har boet på borgen.

I 2004-06 blev ruinen “sat i stand” for at sikre, at den ikke falder mere fra hinanden, og så det er muligt for besøgende at komme tæt på ruinen uden at være i fare.

Det kan godt ske, at vores dyrkelse af ruiner stammer fra romantikken, men det ligger altså dybt i vores kulturarv, at der er noget smukt og dragende ved ruiner – i hvert fald ligger det dybt i min kulturarv. Jeg holder meget af ruiner, fordi de minder mig om, at der er masser af historie, som vi ikke længere kan se eller ved noget om. Ruinerne er jo smukke steder, der ikke overlevede tiden, men som står tilbage som små rester af fortidens menneskers liv.

Jeg skal jo alt muligt i år, som jeg måske ellers ikke ville have gjort, og naturligvis skulle jeg også ud og stå på en del af ruinen.

Bag ved og rundt om Neublankenheim løber der en del forskellige vandrestier, og vi blev lokket af en trappe, der gik op i skoven. Det betød, at vi endte på Eifel Krimi Wanderweg… Det lyder lid scary! Men heldigvis var udsigten til ruinen fin, og vi kunne drøne ned af trappen igen uden at blive viklet ind i krimien.

Den her fine sart lyslilla blomst står mange steder her hos os – og omkring Neublankenheim – så vi blev enige om, at vi måtte tage et billede, så vores private botanikere evt. kunne fortælle os, hvad det var for en fin sag. Så take it away, botanikere derude!

Vi fandt geocachen ved Neublankenheim, og det er naturligvis ikke uvigtigt i vores optik.

Dagens sidste stop var den lille by Blankenheim, som K havde besøgt ved en tidligere lejlighed. Udover at byen er ret fin, så er den også stedet, hvor floden Ahr tager sit udløb.

Flodens udløb ser ikke ud, som man umiddelbart ville forestille sig et flodudløb ser ud: Det findes nemlig i et lille bindeværkshus i et hjørne af byen. Det er egentlig meget sjovt at se, for den er bare en lillebitte kilde, og den bliver altså til en flod på sin vej ud i verden.

Efter en dejlig forårsdag på farten, kørte vi retur mod Bonn, hvor vi skulle spise middag hos Finn & Lone.

Tagged , | 1 Comment