Lavaaske, et slot, en borgruin og et flodudløb

Man skal ikke lade en god chance for at tage på eventyr gå forbi, så lørdag den 12. april gik turen sydpå mod Rheinland-Pfalz (ret skal være ret, der er ikke langt til Rheinland-Pfalz hjemmefra), hvor vi ville se Schloss Bürresheim. Men ture går sjældent direkte, når man er geocacher, så K havde indlagt et stop ved en formation af lavaaske.

For cirka 13.000 år siden var der et vulkanudbrud cirka fem kilometer fra stedet, hvor Ettringer Wand (formationen på billederne) står. Der var tale om et plinisk udbrud, hvilket er en lavine af glohed aske og gas, som man kender det fra Vesus udbrud, der nedlagde Pompeji.

Udbruddet i Eifel varede i ti dage, og det efterlod området dækket i bims og aske, og det er netop bims Ettringer Wand består af.

Bims opstår som lavaskum, der er så let, at det kan flyde oven på vand. K mente da også, at det her materiale ville være super godt som alternativ til at købe lecanødder, og det har da også været brugt til byggemateriale mm gennem tiden.

Til trods for at den her mur umiddelbart ser solid ud, så kan man så let som ingenting pille dele af den. Den her klump jeg holder var dog allerede faldet af, og vi undlod at gøre tingene værre, men det var underligt at røre ved noget, der ser solidt ud, som nærmest smuldrer mellem hænderne på en.

Væggen er cirka 7 meter høj, og som det ses, så er der udhulninger i den flere steder. Det er dog mest sikkert at holde sig udenfor hullerne.

Næste stop på dagens udflugt var et sted, der længe har stået på min liste over steder, jeg gerne ville se: Schloss Bürresheim.

Schloss Bürresheim er et af de få middelalderslotte, der aldrig er blevet ødelagt. Hverken af indvaderende franskmænd, meningsløse krige eller tilfældige brande. Det betyder, at man faktisk fornemmer middelalderen i slotsanlægget – også selvom det var beboet ind til begyndelse af 1900-tallet.

Jeg var ret vild med, at et af de bedst bevarede middelalderslotte i landet, havde valgt moderne og knaldorange piktogrammer.

Når Bürresheim er et slot og ikke en borg, så skyldes det, at man i løbet af stedets lange historie på et tidspunkt opgav forsvarsværket, og når en borg ikke længere er forsvaret, kan man ikke kalde den en borg – og sådan bliver en borg til et slot.

Schloss Bürresheim ligger – i modsætning til mange andre slotte og borge i området – ikke på en bakketop men derimod i en meget pitoresk dal. Den blev ikke mindre skøn af, at vi var af sted på en dag med lune temperaturer og blå himmel.

Man fornemmer særligt middeladeren, når man går ind og ud af slottets område: Brostensvejen og de rå murer er meget dramatiske og meget lidt polerede. Når man går i dette område kan man næsten lugte, høre og se fortiden omkring en.

Heller ikke når man står oppe på “slotspladsen” (lidt overdreven beskrivelse af det lille område mellem slottets forsellige bygninger) og kigger ned mod udgangen, er man i tvivl om at slottet har ligget her længe.

Denne bindingsværksdel af slottet er en af årsagerne til, at slottet blev et slot: Det er, hvad der på tysk hedder Amtshaus, hvilket er et forvaltningssted. Amtshuset blev bygget i 1600-tallet og på det tidspunkt var slotsherren også dommer og administrator for sit lokalområde, og så giver det jo mening, at man har et amtshus.

Jeg var lidt vild med, at figurerne nederst på de to lodrette dele af vinduesrammen rækker tunge af dem, der står og ser op på vinduet fra slotspladsen.

Ham her derimod er der ikke meget fest i – han så bare så trist ud over at sidde på en dør og have siddet der i århundreder… Måske forstår man ham egentlig godt.

Vi var på en fin rundvisning (K, guiden og jeg var samtlige deltagere) inde på slottet, men man må ikke tage billeder indenfor. Slottet blev solgt til Rheinland-Pfalz i 1938, og alle møbler blev solgt med slottet, hvilket betyder, at møblerne faktisk hører til stedet frem for at være købt ind som museumsgenstande. Vores guide fortalte os, at ruinen på billedet her faktisk en gang var en beboet del af slottet, som man helt enkelt lod forfalde, da man ikke længere havde brug for pladsen… Sådan kan man jo også gøre.

Ham her tossen var jeg nødt til at indfange på linsen – og han ved, at når han er allemest tosset, så ender billedet på bloggen. Det er en stiltiende aftale.

Dagens næstsidste stop var Burg Neublankenheim, som er en borgruin. Borgen blev bygget i 1200 eller 1300-tallet, men allerede i 1521 blev borgen beskrevet som ødelagt, så det er meget lang tid siden, nogen har boet på borgen.

I 2004-06 blev ruinen “sat i stand” for at sikre, at den ikke falder mere fra hinanden, og så det er muligt for besøgende at komme tæt på ruinen uden at være i fare.

Det kan godt ske, at vores dyrkelse af ruiner stammer fra romantikken, men det ligger altså dybt i vores kulturarv, at der er noget smukt og dragende ved ruiner – i hvert fald ligger det dybt i min kulturarv. Jeg holder meget af ruiner, fordi de minder mig om, at der er masser af historie, som vi ikke længere kan se eller ved noget om. Ruinerne er jo smukke steder, der ikke overlevede tiden, men som står tilbage som små rester af fortidens menneskers liv.

Jeg skal jo alt muligt i år, som jeg måske ellers ikke ville have gjort, og naturligvis skulle jeg også ud og stå på en del af ruinen.

Bag ved og rundt om Neublankenheim løber der en del forskellige vandrestier, og vi blev lokket af en trappe, der gik op i skoven. Det betød, at vi endte på Eifel Krimi Wanderweg… Det lyder lid scary! Men heldigvis var udsigten til ruinen fin, og vi kunne drøne ned af trappen igen uden at blive viklet ind i krimien.

Den her fine sart lyslilla blomst står mange steder her hos os – og omkring Neublankenheim – så vi blev enige om, at vi måtte tage et billede, så vores private botanikere evt. kunne fortælle os, hvad det var for en fin sag. Så take it away, botanikere derude!

Vi fandt geocachen ved Neublankenheim, og det er naturligvis ikke uvigtigt i vores optik.

Dagens sidste stop var den lille by Blankenheim, som K havde besøgt ved en tidligere lejlighed. Udover at byen er ret fin, så er den også stedet, hvor floden Ahr tager sit udløb.

Flodens udløb ser ikke ud, som man umiddelbart ville forestille sig et flodudløb ser ud: Det findes nemlig i et lille bindeværkshus i et hjørne af byen. Det er egentlig meget sjovt at se, for den er bare en lillebitte kilde, og den bliver altså til en flod på sin vej ud i verden.

Efter en dejlig forårsdag på farten, kørte vi retur mod Bonn, hvor vi skulle spise middag hos Finn & Lone.

This entry was posted in Ubesluttet and tagged , . Bookmark the permalink.

1 Response to Lavaaske, et slot, en borgruin og et flodudløb

  1. margit bloch says:

    Hvor er det herligt at man – sådan en påske-sen-morgen – kan komme med dig/jer på tur. =0)
    Jeg er vild med dine billeder, beretninger og små finurlige kommentarer.
    Tak for en fin borg- & slot- & vandretur – og så i øvrigt:
    GOD PÅSKEDAG.
    Knus

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.