Vi ville ud og køre en tur, og vi ville finde et sted, hvor der var fint og måske en geocache (det sidste gik det ikke så godt med), og det er som regel K, der er planlæggeren af sådanne ture. Denne gang foreslog han Signal de Botrange, som med sine 694 meter er Belgiens højeste punkt. Vi kørte gennem Eifel dertil, og vores tur startede i det smukkeste forårsvejr (ja, det skrev jeg).
Jeg tager jo daglige billeder, og dagens tema var “looking down”, hvilket jeg uværgeligt havde fokus på i løbet af dagen. Det første sted i stoppede (stadig i Tyskland), var der en rigtig flot udsigt ned mod Rhindalen og i det fjerne Siebengebirge. Vi er ret sikre på, at det er vores bjerge der i det fjerne i midten af billedet.
Det var køligt derude, men det var simpelthen også bare så smukt. Når man står ved marker, der spirer eller kører forbi rosenbuske i blomst, så er det ualmindelig svært at begribe, at det er den første halvdel af januar. Bevares, det er skønt, at det er så mildt, når man skal gå tur, men det er også problematisk, at vinteren bliver væk på den måde.
Man kan ikke undgå at se, at vi er i et område af DE, hvor der er en del industri, men set sådan fra det fjerne, ser det ikke så slemt ud. Og så synes jeg, at vindmøller ser ret flotte ud mod en blå himmel.
Vi kunne ikke få Siebengebirge med i baggrunden, men vi fik da lidt af landskabet og den smukke blå himmel bag de to forblæste hoveder.
Næste stop var så Signal de Botrange, som ligger i naturparken Hautes Fagnes / Hoge Venen / Hohes Venn. Naturlandskabet er præget af højmose, med god udsigt over store dele af området til følge. Mosen beskrives som alpin sphagnummose, og den har fundets på stedet i 10.000 år.
Hvis det havde blæst, der hvor vi holdt i Tyskland, så var der endnu mere sus i skørterne heroppe på toppen af Belgien. Og fordi vi (jeg) jo arbejder på det med billederne af mig selv, så er der også dokumentation for at fruen var tilstede.
Belgiens højeste punkt er et lidt underligt sted… Her står K ved det højeste geologiske punkt, og det befinder sig lidt gemt inde bag Belgiens allerhøjeste punkt i lidt skov.
For Belgiens højeste punkt er nemlig den her fupbakke med sin trappe på. I 1923 blev Baltia tårnet (det er det du ser på billedet her) bygget, og med sine seks meter sørger det for, at Belgiens højeste punkt er lige præcis 700 meter over havets overflade. Men oprigtig talt: Det er jo lidt noget snyderi!
Jo, jo, de skilter skam stolt med, at der er 700 meter ned der fra toppen af Belgien. Og vi gik da også derop. Udsigten var tilgengæld ikke noget at råbe hurra for, for i 1934 byggede man et 718 meter højt tårn med tilhørende restaurant – og det står nu i vejen for at man kan se mosen fra Belgiens højeste punkt… God planlægning.
Og så var der der med at kigge ned: Jeg tænkte, at det var oplagt, at dagens billede skulle være af udsynet ned fra Belgiens højeste punkt. Hjemmefra havde jeg nok ikke forestillet mig, at ovenstående billede ville være det oplagte motiv, men sådan blev det altså.
Og endnu et bevis: Denne gang på, at jeg kom op ad (og ned kom jeg også) de 90 år gamle, våde, stejle cementtrin, der leder en til Belgiens højeste punkt.
I nærheden af den her svamp forsøgte vi at finde dagens geocache, desværre uden held. Vel hjemme igen fandt K et spoilerbillede, og vi kunne nok have ledt meget længe, før vi ville have ledt dér, hvor kassen var.
Bag Signal de Botrange ligger mere mose, og vi blev lokket til at gå ud igennem mosen på denne fine plankesti. Vi havde hele det store åbne område helt for os selv, og selvom det var køligt og blæsende, så var det også rigtig herligt.
I stedet for at gå tørskoede den samme vej tilbage, måtte vi prøve at gå ude i yderkanten af mosen… Det var såmænd også meget sjovt, men det var også ret fugtigt. Mine støvler bar – inden turen i mosen – præg af, at jeg går i skoven med dem cirka dagligt. Da vi kom tilbage til den officielle sti, havde jeg rene støvler og våde sokker… Men det var sjovt at gå den vej, og det var vådt men aldrig risikabelt at gå der.
Rundt langs stien ved mosen var der sat træfigurer op, som forestillede forskellige mere eller mindre oplagte dyr og motiver. Jeg synes, ørnen passede bedre end delfinen eller violinen gjorde…
Fra mosen gik turen til Match i Eupen, hvor vi fik købt ind på næsten-fransk manér og så retur til Muffendorf og en herlig middag, som dukker op på bloggen senere.
