Som traditionen er på min side af familien, startede vi med morgenmad alle sammen. Lone havde bagt scones, som vi fik med ost mm til. Ikke noget kæmpe brunch-agtigt måltid, da vi jo havde en julemiddag i udsigt.
Julemorgenbordet blev pyntet ret beskedent, men der var da juletræer og lys på bordet, så stemningen blev skudt i gang.
Efter morgenmad var jeg så heldig at få assistance til at stryge dugen til bordet. Lone kan ret godt lide at stryge, så det var jo et oplagt valg.
For første gang havde jeg fundet et godt sted at hænge den nystrøgne dug: Der er fordele ved at bo på toppen af ejendommen, og jeg tror ikke, der var nogen, der nåede at have problemer med, at den hang der.
Lone var ansvarlig for at lave confit de canard, mens jeg stod for at få den traditionelle fars i hus. Der bliver ikke sparet på noget som helst – hverken frugter eller røget skinke til at indramme farsen med.
Julegaverne kom ind under træet og skjulte meget – men ikke det hele – af mit smukke, smukke håndquiltede tæppe, Lones bekendte Gitte har syet til mig.
I løbet af eftermiddagen blev det tid for mig til at få dækket og pyntet bordet, så jeg hentede dugen ind fra trappeopgangen, hvor den heldigvis stadig hang.
Jeg havde brugt lufttørrende FIMO-ler til at lave bordkort til os alle sammen. De er skåret ud i hånden, efter jeg markerede størrelsen med en Nestability-die. Bordkort og servietter blev bundet sammen og dekoreret med grene, vi havde klippet af juletræet, så pynten bedre kunne være der. Jeg synes, det var lidt hyggeligt, at træet på den måde kom med på bordet.
Pynten på bordet bestod af gran af forskellige slags (noget af det havde jeg fundet i vores lokale skov), kogler (også nogle fra skoven), flettede stjerner, barkstjerner, glitterstjerner, stjerneformede fyrfadsstager og en lyskæde. Det blev lige, som jeg gerne ville have det, og det så godt ud på den hvide dug.
Da dekorationen var på bordet, kunne vi dække op med de store Elements-tallerkener, vores nye rødvinsglas og Henrys vandglas. Enkelt og som jeg godt kan lide det.
Det var en fin detalje med lyskæde vævet ind mellem grangrenene, så det var godt, Lone mindede mig om den, inden vi satte os til bords.
Der var ikke plads på spisebordet til alle aftenens retter, så vi havde taget terrassebordet ind i stuen, og her kunne herlighederne så sættes fra.
I år var menuen virkelig et fælles projekt, og det blev alt sammen lækkert. Vi fik:
– confit de canard
– farsen
– små pølser
– sauce
– grønne bønner med vinaigrette og rødløg
– græskar med sesamfrø og gedeost
– Jamie Olivers brilliant brussels
– geleæbler
– tranebærkompot
– hjemmelavet rødkål
– brune kartofler
– kartoffelmos
Har forsøgt at fixe lyset i billedet, men det var ikke nemt. Vi mangler lamper… Men hele familien ser da ind i kameraet – og det var vel også målet med det her billede: At dokumentere, at vi holdt vores første jul sammen alle sammen.
Uden planlægning havde alle fem damer taget rødt tøj på (ikke noget meget overraskende valg juleaften), så det måtte vi naturligvis lige dokumentere, da vi alle fem var i køkkenet samtidig.
Efter hovedretten stod den på en af de tradtioner, som Ks side af familien har stået for: Pakkespil! Vi havde både bonuspakker, nye regler (alle pakker rykker et hak til højre, når der slås en 1’er og 2 hak til venstre når der slås en 2’er) og en terning der ikke slog meget andet end 1’ere og 2’ere… Men det var bare så sjovt og hyggeligt, og vi fik motioneret øverste del af kroppen samt grinet en masse.
Efter pakkespillet var det tid til ris a la mande, som havde voldet Lone nogle problemer, da fløden ikke lige var villig til at blive til flødeskum. Heldigvis smagte ris a la manden stadig rigtig dejligt. Og Finn drillede selvfølgelig med, at han havde fået mandlen.
Fuldstændig som sidste år var det dog ikke tilfældet – det var nemlig igen Lone, der løb med mandelgaven. I år havde Lone stået for mandelgaven, som var en hemmelig gave fra Inspiration, hvilket var en sjov idé, fordi gaven så var en overraskelse for os alle sammen. Lone fik et Normann thefilter samt en dåse Earl Grey the.
Endelig blev det tid til at tænde juletræet, og det stod K og jeg for i år. Det var fuldstændig umuligt at tage billeder i mørket, men vi så alle sammen, at træet blev lidt mere magisk med de levende lys. Og det var skønt at se vores eget juletræ tændt for første gang.
Lone og jeg gik ud på terrassen, så vi kunne stå og kigge ind på træet – og det blev det altså ikke mindre smukt af. Det tror jeg aldrig, vi har kunnet før.
Gavehøsten var overvældende – som altid – og det var hyggeligt at være sammen om at åbne og se, hvad alle fik. K var en meget livlig og begejstret gavefe, som dansede rundt og delte pakker ud. Og da han havde fået et over-sized tandlægespejl (som han skal bruge i geocaching-sammenhæng), kunne han tjekke, om vi havde glemt gaver under træet – det havde vi desværre ikke.
Selvom vi havde både konfekt og kager på bordet, så var der ikke meget sug i dem. Tror alle var godt mætte ovenpå middagen, så vi sluttede aftenen hen under midnat. Og det havde været en rigtig hyggelig og dejlig jul sammen med hele vores familie.
Så er det lillejuleaften, og der er ikke mange timer tilbage, før den dag, vi har talt ned til, er i gang. Hvert år er der ting, jeg gerne ville have nået, jeg ikke nåede men heldigvis er der også masser af ting, jeg fik nået i løbet af decemberdagene. Og der er jo ikke noget galt med at have noget, man allerede nu kan begynde at glæde sig til at nå næste gang, kalenderen viser december: selv at bage Heidis ølbrød, at udmykke flettede stjerner med små trækugler, julemarked i Nürnberg med mere. Men vigtigst af alt nåede vi at hygge os med familie og venner, og nu er vi alle otte hernede i det tyske og klar til at fejre jul sammen. Det bliver herligt! Har du nået alt det, du gerne ville nå? Er der noget, du må nå næste år? Og bliver du stresset af ikke at nå alting?
