Den 27. december kørte Line, K og jeg ud for at geocache, og første stop var området omkring Zeche Carl, som er et nu nedlagt stenkulsanlæg. Det er et ret funky sted, og da det blæste ganske godt på dagen, var der en masse underlige lyde inde fra hovedbygningen.
Ved Carl så det ud til at julen var ved at være forbi, for juletræet var tippet lidt til en side – måske havde det været en hård omgang?
Vi fandt desværre ikke geocachen, men vi fandt til gengæld den smukkeste regnbue, jeg tror jeg har set: Man kunne se den spænde over hele himmelbuen og ikke blot en lille del af den, som man ofte ser.
Vi havde minimalt mere held med den næste geocache: Her fandt vi (eller rettere den hovedløse geocacher) stedet og beholderen, men den var blevet tømt for ALT indhold. ÆV!
Julegraffiti… Tænk, at være ude juleaften og male graffiti på et ret underligt forladt baneterræn. Hver sin lyst.
Næste cache i rækken var mere succesfuld for os – og den var også virkelig et stykke grundigt håndværk. Man skulle have et lille tog til at køre frem for at kunne logge cachen.
Det er altså ikke en standard tupperware cache men noget helt særligt. Det er så fedt, når cachere gør noget særligt ud af vores fælles interesse.
K bød i det hele taget på ganske fine og sjove cacher på denne dag. Således skulle vi ud i et lille træområde og finde den fine ugledame, som snakkede og lyste med øjnene, hvis man lyste ind på hendes sensor med en lommelygte. Også virkelig fin og gennemtænkt må man sige.
Line har jo en uglefetish, så derfor måtte hun og ugle-frøkenen foreviges sammen.
Sidste cache involverede en fiskestang (som desværre var forsvundet), og Line blev den lystfisker, der fik bid på krogen. Her viser hun, hvor stor den cache, hun fangede, var.
Og her er så faktisk fisken… Lystcachere overdriver altid 😉
