
Der er en af damerne i UN Sposes, som har cøliaki, og derfor tænkte jeg, at det kunne være fint at lave mad, der var glutenfri. Det var egentlig ikke ret svært, og slet ikke når man godt kan lide grøntsager.
Fordelen ved den store stue er, at alle kan være i samme rum, selvom jeg måtte dække op ved spisebordet såvel som sofabordet. Opdækningen er relativt simpel med en juledekoration på spisebordet og bare et par lys på sofabordet.
Jeg var mildest talt træt af, at udsigten var i stykker i dag. Det er jo typisk: I går var det det skønneste solskinsvejr, og i dag var det så fuldstændig tåget. Men så må jeg jo bare invitere damerne til endnu en frokost.
Menuen endte med at byde på: Roasted Veggie Quinoa, ovnbagt græskar og gulerod (med chili, honning, feta & persille), aubergine med safrancreme, tomat- og agurkesalat, chickpea stew med couscous, grøn salat med dukkah, Afghan rice (Hannelie) og græskarbrød (Monique). Til dessert serverede jeg en frugtsalat med forskellige mere eller mindre eksotiske frugter og dertil en yoghurt-flødeskumscreme med appelsinskal.
Og så lige et billede af mine herlige gæster. Det var en alletiders frokost, men nu er jeg godt nok også nede til tælling. Tror jeg smider mig på sofaen og tager en lur. Jeg er alene hjemme i aften, så der er tid til at slappe af.