Jeg elsker rosenkål. Det er der ikke så mange, der siger, men sådan forholder det sig altså for mit vedkommende. Normalt når jeg skriver om rosenkål, handler det om, at de er blevet spist, men ikke denne gang. Jeg så nemlig denne krans på Pinterest, og da vi nu kan se ud på terrassen, ville jeg lave den og bruge den til at dekorere en af kurvene på terrassen med. Hvor længe kålene holder sig friske på terrassen ved jeg af naturlige årsager ikke, men jeg regner egentlig med, at de kommer til at holde meget godt. Der er kun lavet et lille hul igennem dem, og det er jo kål. Og så er det koldt udenfor. Men vi får se – og hvis de går til hurtigere, end det passer fruen, så må hun jo lave et nyt hjerte.
Jeg startede med at tage et antal rosenkål, en kødnål, noget ståltråd og et bredt sølvfarvet bånd. Jeg troede, at jeg kunne lave hul igennem kålene med en kødnål, men det viste sig ikke at være muligt. Eller: Jeg kunne godt lave hul med nålen, men ståltråden ville ikke bruge hullet, så det var underordnet at sidde og lave huller.
Jeg rensede de mørkegrønne yderblade af, fordi jeg synes, kålene er finere, når de er lysegrønne.
Herefter var det jo bare at trække kålene på et efter et. Jeg valgte et par af de mindre kål til at sidde i den spidse ende af hjertet.
Da jeg havde trukket nok kål på min ståltråd til at forme et hjerte, måtte jeg desværre konstatere, at ståltråden var for tynd til at holde formen. Så jeg hev kålene af, fandt noget kraftigere metaltråd frem og startede forfra. Jeg forstærkede formen i toppen af hjertet med et ekstra stykke metaltråd, og denne gang virkede det, så hjertet ikke gik ud af facon, når jeg løftede det.
Nu var der egentlig ikke så meget mere at gøre, end at bruge båndet til at binde rosenkålshjertet fast på kurven, træde tilbage og nyde at noget dybest set meget jordnært var blevet til fin julepynt på ganske kort tid.
Rosenkålskransen hænger nu lige så fint på den kurv, hvor det lille lystræ fra Finn står og lyser op i mørket. Jeg har også skjult batteri og ledning med noget gran, men desværre sidder der en tværgående pind, som jeg ikke kan få gemt væk. Sådan er virkeligheden jo også.
