UK Tour 2013: The Scottish Lowlands

Jeg vågnede lidt før de andre i vores nye lejlighed og ovenstående var det syn, der mødte mig, da jeg gik ind i stuen og kiggede ud af vinduet. Jøsses, det er en flot udsigt direkte ind til Edinburgh Castle! Det var heldigt, at der var planer for dagen, for ellers kunne man da nemt være endt med at blive siddende og bare kigge på Edinburgh lidt på afstand.

Planen var nu ikke at sidde i lejligheden men derimod at køre på tur til Loch Lomond og rundt i det skotske lavland. Første geostop var ved Wee Peter, som står i Loch Lomond i nærheden af byen Luss.

Vi gjorde holdt i Luss, som skulle være en fin og idyllisk lille by – og den er da også meget sød, men jeg synes nu, at søen var klart den største attraktion.

Loch Lomond er 39 km lang og mellem 1,21 og 8 km bred, og den er den største sø i UK. Man fornemmer godt søens størrelse, når man kører langs den – også selvom skotterne skjuler den bag træer, der står mellem vejen og søen.

Vandet i Loch Lomond var meget fint og klart, og hvis ikke det var fordi, man kan forestille sig, at det også var rigtig rigtig koldt, så så det faktisk ganske indbydende ud. Og under alle omstændigheder er det lækkert, når man kan se bunden som her.

Fra søen bevægede vi os tilbage op i byen og kom forbi kirken i Luss, som er bygget i 1875. Der har dog været en kristen menighed til stede her i mere end 1500 år, hvilket man da også har fejret. Luss Parish Church er for al sin lange historie en meget moderne kirke, som transmitterer gudstjenester på nettet, og som i opposition til normal skik tillader ikke-sognebørn at blive viet i kirken. Sognet har i alt 400 medlemmer, men kirken modtager omkring 750.000 besøgende årligt. Godt gået, Luss Parish Church!

Lige inden vi gik ind på kirkens område, måtte K være kanon-fotograf for de to damer. Vi havde nemlig begge to læst / fundet ud af, at det var smart at tage billeder oppefra. Så K stod på trappen, mens vi stillede op til foto.

Jeg kunne ikke stå for denne gravsten for familien Macbeth, da den for alvor drev det hjem, at vi er i Skotland. Og så Macbeth… Double, double toil and trouble.

Her må man sige, at der er tale om en tragedie for lokalområdet: Intet mindre end fem mænd mistede livet på Loch Lomond i starten af december 1873. Det må have været et hårdt slag for lokalområdet.

På vej ud af kirkegården stod disse meget fine gamle sten og strittede til forskellige sider. Der er noget smukt og poetisk over dem, som de får lov til at stå der og bliver slidt op af vind og vejr. Om det netop er disse ved jeg ikke, men jeg har efterfølgende fundet ud af, at der faktisk er 15 bevaringsværdige gamle monumenter på kirkegården.

På vej retur til bilen kom vi forbi dette lille hus, og jeg var lidt begejstret for, hvor meget der var gjort ud af skorstenene; her er der absolut plads til dekoration.

Videre på vores vej kom vi forbi et sted, hvor det var muligt at se søen OG parkere samtidig, hvilket vi var nødt til. Det viste sig så, at stedet faktisk også var ret perfekt til frokost-picnic. Vi havde salat og sandwiches med fra M&S, så det var bare at finde sagerne frem, nyde vejret, udsigten og maden. Så er frokost i det fri slet ikke så ringe.

Vi lagde Loch Lomond bag os og fortsatte ud i det skotske lavvand. Vi stoppede blandt andet ved Loch Lubhair, som var så “lavvandet”, at vi kunne komme ned og gå på, hvad der må være søbunden ved “højvande”. Udsigten dernedefra og hen over søen var helt enkelt spektakulær.

Det kan godt ske, at billedet ikke er helt skarpt, men vi måtte da have fotobevis på, at vi stod der i bunden af en sø uden at få våde sokker – alle tre.

Som man står der med tåspidserne i en skotsk loch, forstår man jo godt, hvorfor mange tager på vandreferie i det her smukke, smukke land. Og vi var ikke en gang i the highlands. Måske en gang?

Endnu en gang kunne vi konstatere, at vandet var klart og smukt. Men her var vi så tæt på lochen, at vi også kunne plaske med fingrene i vandet. Det var friskt og ganske køligt, så jeg tror ikke, at en svømmetur i en loch vil være nogen særlig god idé.

Det sidste planlagte stop på dagens Lowlands-tur var Falls of Dockart, som er en del af River Dockart.

Man kunne gå langs faldene på vejen, og ind imellem kunne man gå ned af nogle få trin og derved komme lidt tættere på det brusende vand.

Den lille mur der afgrænsede vej fra flod var et passende sted at blive fotograferet, så det kunne bevises, at jeg da også var der.

Det sjove ved et sted som Falls of Dockart er, at man kan tage uendeligt mange billeder, fordi stedet hele tiden ændrer sig en lille smule, som vandet fosser ned og væk. Det er et fint og fascinerende sted, og mens vi var der, var der knald på solen, så det hele tog sig meget fint ud.

Lige inden den bro, der går over floden, kunne man komme ned på et større tørt område, hvor vi var mange bjerggeder, der fes rundt og knipsede med kameraer, nød solen og vandet.

Fra Falls of Dochart vendte vi næsen retur mod Leith. På et tidspunkt spottede vi højlandskvæg mellem træerne, og vi sendte en depeche over for at tage billeder. Der var vist ingen tvivl om, at man skulle holde sig på den rigtige side af hegnet…

Og bare en udsigt fordi der er så mange af dem i Skotland, og man har lyst til at tage de fleste af dem med sig hjem.

Det her ligner på dette billede bare en sky – men som man så den i virkeligheden var der regnbuer hele vejen langs dens yderkant. Jeg har aldrig set noget lignende, og det var simpelthen så smukt og fascinerende, at jeg helt glemte at kigge på landskabet.

En køretur i lavlandet giver lyst til at komme til højlandet, men jeg tror, at vi skal træne vores vandre-skills inden da. Men det er godt at have noget at se frem til.