UK Tour 2013: Peak District

Vi vågnede til en fin dag onsdag, og vejrudsigten lovede mere fint vejr: Temperaturer på den gode side af 20° og kun få skyer, så det var det helt perfekte vejr til den tur rundt i Peak District, vi havde drømt om hjemmefra. Heldigvis var kameraet fuldt ladt op og klar til en dag med smukke vistaer rundt om hvert eneste hjørne. Som jeg sagde til K, så kunne jeg egentlig bare poste 50 billeder og skrive: “Nøj, hvor var det smukt”, men jeg skal se, om jeg kan finde på lidt mere trods alt.

Ved vores første foto-stop konstaterede vi, at lyngen i hedelandskabet er lige ved at være der, og enkelte buske var da også allerede i blomst. Det må være utrolig smukt, når hele heden står lysende lilla om få uger.

Vi kørte meget rundt i Peak District National Park, som er Englands første nationalpark. Den blev defineret allerede i 1951, og modtager måske så mange som 22 millioner besøgende årligt (måske kun det halve…). Selvom der kommer mange mennesker i området, så føles det alligevel for det meste, som om man har det for sig selv.

Ok – man er ikke helt alene, når er tre mennesker og en guds velsignelse af får og køer på heden, men der er god plads til os alle.

Vi spottede denne fine blomst, og K mente, at vi måtte spørge vores (eventuelle) bloglæsere, om de har nogen anelse om, hvad det er for en? Det er hermed gjort, og nu er det så op til jer derude!

Tourguiden havde hjemmefra planlagt turen rundt i Peak District, og vi skulle blandt forbi The Roaches. Vi stoppede først ved et potentielt sted, hvor man kunne komme op og se ned over Peak District, men vi blev enige om, at det nok alligevel var lige lovlig vovet at satse på den tur. Men udsigten for foden af The Roaches var også herlig.

Der hvor vi parkerede for at kigge op på The Roaches stod der et virkelig tosset får: Det havde stukket hovedet igennem lågen og gnubbede sig så frem og tilbage… Måske var der et eller andet, der kløede slemt?

Fåret var ikke den eneste, der opførte sig fåret – men til gengæld kunne de her kreaturer ikke holdes tilbage af en cattle grid. Havde ellers været listigt.

Vi kørte lidt længere langs med The Roaches, og så stoppede vi igen, da K vidste, at der skulle ligge en geocache omkring 120 meter oppe. Det var mere til at overskue, så K og jeg begav os opad. Hvis udsigten var god nede på vejen, så blev den kun bedre, jo længere vi kom opad.

Fordelen ved at kravle opad var også, at vi bedre kunne se The Roaches, som består af klippefremspring på række. Stenene er blevet slebet til af vinden.

The Roaches syntes om et godt sted at tage dagens selfie, da man kunne se langt ud over Peak District og der var lidt blåt på himlen bag os. Det var en fin tur op og nedad, og selvom vi ikke fandt geocachen, så var det bestemt ikke spildt arbejde.

Noget af det der gør det engelske landskab så smukt er blandt andet, at der mellem markerne vokser buske og træer, som får landskabet til at se frodigt og lækkert ud. Men lige det her ensomme træ i forgrunden for en stor sø i bunden af en af dalene, var særligt pittoreskt. Det er som om det træ, giver alt det andet perspektiv.

Foruden buske og træer gennemskæres landskabet af kilometervis af stengærde. Det er faktisk fuldstændig umuligt at forestille sig mængden af sten og arbejdstiden, der er gået til i produktionen af disse næsten endeløse rækker af stengærde. Man kan ikke lade være at undre sig over, hvorfor man har fundet det nødvendigt at sætte SÅ mange gærde op… Men privat ejendomsret er selvfølgelig nemmere at håndhæve, hvis ens marker og får er klart afmærkede og indhegnede?

Det er ikke alle sights, der er lige idylliske, men de er fortsat spændende og interessante. Det er tilfældet med den tidligere hovedvej til Sheffield, som langsomt er blevet ædt af erosionens kraft.

Hovedvejen løb for foden af Mam Tor, som er en ustabil bakke, hvilket i 1979 betød, at man helt måtte opgive at holde vejen åben. Det blev simpelthen for usikkert. Det er så ikke blevet bedre siden, og på et tidspunkt forsvinder resterne af den gamle vej formentlig også ned ad bakkesiden.

Det kan godt være, at selve den kollapsede hovedvej var mere fascinerende en skøn, men udsigten fra den var til gengæld helt fantastisk! Det må have været særdeles fornøjeligt at køre på netop dette stykke vej, da det fortsat var en mulighed.

Nu hvor vi er tre på ferie, skulle vi naturligvis se, om vi kunne tage et trippel-selfie. Svaret var heldigvis, at det kunne vi – og man kan fortsat se noget af den fine fine baggrund.

Fra Mam Tor kørte vi ned igennem Winnats Pass, som er en kløft igennem høje kalkstensformationer. På sit stejleste punkt har den meget smalle vej en hældning på mere end 28%, og det fornemmede man godt, da vi kørte ned ad vejen. Uha, det gik stærkt og føltes vildt. Men heldigvis nåede vi ned i bunden uden ballade. Det er nok meget godt, at vejen er lukket for lastbiler over 7,5t, for det er svært at forestille sig, hvordan større biler skulle komme sikkert op eller ned.

For mit vedkommende var den lille by Eyam et must-see, når vi nu var i nærheden. Det særlige ved Eyams historie er, at byen i 1665-66 blev ramt af pest, og for at sikre at sygdommen ikke spredte sig til omkringliggende byer, besluttede Eyams beboere at isolere sig til sygdommen var brændt ud. Isolationen betød at mere end 250 af byens godt 700 beboere mistede livet i løbet af et års tid. Det er umuligt at forestille sig! Når man færdes i nutidens Eyam, kan man ikke misse fortidens sorte historie, da der er sat skilte op, der fortæller om beboerne og deres skæbne. Det er gjort på en sober måde, og det er på sin vis en smuk måde at hylde de ofre, der blev bragt i byen for 350 år siden.

Dette er familien Coopers hus, og det var her, pesten “startede”. En omrejsende skrædder, George Viccars, var ansat i huset, og han blev pestens første offer i september 1665. Hele husholdet døde som følge af pesten.

Rose Cottage er forbundet med familien Coopers hus og var i 1665 beboet af familien Thorpes ni medlemmer. Inden udgangen af 1666 var alle ni blevet pestens ofre.

I kirken fortæller et af de blyindfattede vinduer historien om den rejsende skrædder, der kom til byen og bragte pesten med sig. Om hvordan byen isolerede sig, fik varer leveret udefra på to bestemte steder og hylder i det hele taget Eyam-borgernes beslutning.

Til trods for at pestudbruddet i Eyam på mange måder lignede alle andre pestudbrud med voldsomme dødstal, der endte med at ofrene måtte begraves, hvor de faldt eller i massegrave, så er det også specielt, idet man har en liste over de døde. Det er et rørende dokument, hvor man kan se, hvordan store dele af hvert enkelt hushold døde på stribe. Barsk læsning, men også et dyrebart dokument for pesthistorikere.

Udenfor kirken står et keltisk kors, som er fra det 8. århundrede. Man formoder, at korset oprindeligt lå på heden udenfor byen, og ved senere lejlighed er blevet flyttet ind på kirkegården.

Udenfor selve byen finder man The Riley Graves, som er en gravplads for syv medlemmer af Hancock-familien, som alle døde i august 1666. Mrs. Hancock mistede sin mand og seks af sine børn på en uges tid, og hun måtte begrave dem alle selv. At forsøge at sætte sig ind i angsten og smerten er umuligt. At gravene er så underspillet markeret er meget passende og rørende, og jeg følte det lidt, som om jeg kendte familien. Det var i det hele taget mærkeligt for mig at være i Eyam efter at have beskæftiget mig så meget med den lille by og dens barske historie.

Familien Hancocks sidste hvilested ligger nu – meget passende for området – inde på en mark, hvor der gik masser af får og nogle enkelt heste. Men ingen ponyer… Så det var lige til ikke at fodre ponyerne.

På vej retur fra The Riley Graves spottede vi mængder af næsten modne brombær – K og Line konstaterede, at de faktisk var rigtig gode.

Fra Eyam gik turen retur mod Hargate Hall i den nedgående sol – det gjorde ikke det smukke landskab mindre bedårende.

Vi måtte stoppe et par gange for at nyde lyset og det fortsat milde vejr. Og så er der lige det her søskendepar, som også kan posere for fotografen med ryggen til.

Det er svært at tage billeder af solen, når den så småt forsvinder – men tro mig blot: Det var vidunderligt! Og en strålende afslutning på en dag fyldt med naturoplevelser af den storslåede slags, og historiske oplevelser man kunne mærke i sjælen.

K og jeg talte om postkasser, da vi var i Essex, fordi jeg spottede, at Elisabeths monogram er støbt ind i postkasserne ikke blot malet på dem. Vi snakkede så lidt om, om de monstro skiftede postkasserne ud, når der kom en ny regent. Vores konklusion var, at det gjorde de nok ikke, men at efter mere end 60 år med den samme monark, så var det nok ikke sandsynligt, at der var mange (hvis nogen) postkasser med andre monogrammer end ER. På vejen retur fra Eyam spottede jeg denne postkasse ud af vinduet af bilen, og K var nødt til at vende om, så vi kunne sikre os, at det faktisk var en postkasse med et andet monogram på. Det her er altså ikke nogen helt ung postkasse.

Sikke en dag! Peak District er vidunderligt smukt, og hvad enten der kommer 10 eller 20 milioner besøgende om året, så forstår vi det godt!

This entry was posted in Ubesluttet and tagged , , . Bookmark the permalink.

1 Response to UK Tour 2013: Peak District

  1. Hanne says:

    Planten er en lådden dueurt. Fortsat god ferie til jer alle tre, kh Hanne

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.