UK Tour 2013: Fountains Abbey + Hadrian’s Wall

1
Søndag morgen pakkede vi bilen sammen, da turen endnu en gang gik nordpå. Dagens endelige mål var Ocean’s Apartments i Leith udenfor Edinburg, hvor vi havde bestilt fire overnatninger. Men inden vi kom så langt havde vi nogle ting, vi gerne ville nå. Jeg havde ønsket at se Fountains Abbey, som er et af UK’s 22 UNESCO verdensarvsteder. Vi ankom til Fountains klokken 10.45, og skilte på stedet afslørede, at der startede en guidet tur af klosterruinen 15 minutter senere. Og det kan vi bare ikke stå for; K og jeg elsker guidede ture og opsøger dem gerne, og Line var med på endnu en rundvisning, så vi satte det længste ben foran for at nå ned til mødestedet.

3
Vi kom på tur med endnu en pensioneret ingenør, Maurice, som om muligt var en endnu bedre guide end Glen fra York. Inden turen startede havde vi tid til at se stedets lille museum, samt nyde de smukke omgivelser klosteret ligger i.

4
Som vi lærte, da vi var på tur med Glen i York, så blev Fountains Abbey grundlagt efter en intern konflikt i St. Mary’s Abbey i York. 13 munke blev bortvist fra St. Mary’s og blev derefter taget ind af ærkebiskoppen i York, som gav de 13 munke et stykke land omkring floden Skell, hvor de kunne starte et nyt kloster. I 1135 blev klosteret officielt Englands andet cistercienser kloster.

5
Klosteret lå (og ligger i princippet fortsat) ganske isoleret i en dal, og derfor havde det ikke en by til at sørge for at dække klosterets basale behov. I stedet var der omkring 160 lægbrødre, som arbejdede som klosterets møllere, snedkere, skomagere, bagere, smede, tømre, lysstøbere også videre. Der var i alt 30 erhverv, som blev varetaget af disse lægbrødre på klosterets eget område.

7
Økonomisk gik det lidt op og ned for Fountains – i en periode tjente munkene særdeles godt på særligt deres uldproduktion. Men så fik fårene en sygdom, der gjorde ulden dårlig, og i løbet af få år havde klosteret oparbejdet en gigantisk gæld. Man fik hjælp af kongen til at indfri lånene, og klosteret kom på fode igen, således at det var et særdeles velhavende kloster, da Henry VIII besluttede at nedlægge alle klostre og inddrage deres jord og øvrige besiddelser.

9
En af grundene til at lægge klosteret ved floden Skell var, at den kunne sørge for vand til klosteret. Det rene vand løb igennem møllen, videre ned til klosteret hvor alt kloakvand (fra køkkener og toiletter) røg direkte ned i floden, som så bragte det væk fra klosterets område…
10
Oprindeligt var der ingen adgang for kvinder på klosterets område, og det gjaldt således også for gæstehuset, som man ser her. Det betyder, at velhavende rejsende ikke kunne medbringe deres hustruer, hvis de skulle bo på klosteret. Disse regler skulle dog være blevet blødt en smule op mod klosterets sidste dage, og således skulle en velhavende kvinde være begravet i kirken.

11
Stort set hele klosteret er bygget i sten, der er hugget ud af den klippevæg man ser bag træerne. Det er jo ret listigt, at man ikke har skulle transportere stenene ret langt for at konstruere det meget meget store bygningsanlæg.


Inde i klosterets Chapter House kunne man fortsat finde enkelte stenhuggeres tegn på nogle af stenene. Hver og en sten i det store klosteranlæg skulle være påført stenhuggerens mærke, så man vidste, hvem der havde hugget hvilken sten.

12
I forgrunden af dette billeder ser man lægbrødrenes primære bolig: De sov på 1. sal i en lang sovesal, og så spiste de og opbevarede deres mad i den hælvede sal nedenunder.

13

Lægbrødrenes spisestue og madopbevaringsrum er virkelig elegant, som det står helt tomt nu. Maurice fortalte da også, at rummet ofte bliver brugt til fotografering og filmoptagelser.

14

Kirkens kor er blevet forlænget, og kirken dermed udvidet, over årene i konkurrence med andre klostre – naturligvis måtte man have den største kirke, det højeste tårn eller hvad der nu ellers var “in fashion” i klosterdesign. Meget beskeden måde at leve på…


Netop kirkens klokketårn er et eksempel på, at hvis et konkurrende kloster havde et klokketårn, så skulle Fountains dælme have et selv – og helst et der var højere eller finere. Fountains 49m høje klokketårn er en meget sen tilføjelse, som først stod færdigt 23 år før klosteret blev nedlagt.


Denne pavefigur har ikke altid siddet her, og den er i grunden heller ikke ren dekoration: Denne figur og flere andre er udtryk for, at man var nødt til jævnligt at reparere den store kirke, og man valgte at lappe hullerne dekorativt, hvis man kunne.

8
Henry VIIIs klosterødelæggelsestogt nåede til Fountains i 1540, hvor klosteret blev gjort til en ruin, hvorefter området blev solgt. Senere blev klosterområdet købt og solgt igen, bl.a. til en meget velhavende familie ledt af William Aislaby, som købte området pga. den pittoreske og romantiske ruin. Denne familie udvidede området med vandhaver, som vi desværre ikke havde tid til at se, men som skulle være virkelig smukke. Det giver os en anledning til at forsøge at komme retur til Fountains, hvor man sagtens kunne have brugt en hel dag, men vi måtte videre nordpå.

Fountains Hall blev bygget i starten af 1600-tallet af den daværende ejer, Stephen Proctor. Han genbrugte sandsten fra klosteranlægget, men det var jo også nærliggende, når der er få hundrede meter mellem mansion og klosterruin.

Jeg var lidt betaget af hækkene ved Fountains Hall, som ganske vist var klippede med ikke i stramme geometriske former men derimod i bløde kaotiske toppe. Det var egentlig meget bedårende op mod det stramme hus.

K hentede bilen, mens Line og jeg stod og nød viewet ned mod Fountains Hall, som det putter sig mellem store træer og bløde buske. Det må have været et skønt sted at bo.

Ved Fountains kunne vi føje endnu en postkasse til samlingen – dette er ganske vist en Victoria, som vi allerede havde, men den ser anderledes ud, end den i York gjorde.

Fra Fountains Abbey gik turen yderligere nordpå. K havde et geocache-stop udenfor Newcastle i skyggen af Angel of the North. Det er ikke nogen lille sag, og man forstår godt, hvis den skabte en vis røre i andedammen, da den blev undfanget.

Det sidste stop, inden vi kørte helt til Leith og vores næste “hjem”, var Hadrian’s Wall. Muren blev påbegyndt i år 122 som et forsvarsværk mod stammerne mod nord, og muren udgjorde formentlig den bedst forsvarede grænse i Europa på sin tid.

Som muren ligger nu midt i det smukke engelske landskab minder den egentlig mest om en lidt bred mur til at holde fårene inde. Det, der måske mest af alt peger på dens vigtige historie, er, at den løber på tværs af landet og ikke afgrænser marker. Samtidig må man sige, at man ikke kan gå på de andre almindelige fåreindhegninger, og det kan man altså på Hadrian’s Wall.

Og gå på det skulle vi! Line mente også, at vi måtte have et billede, så det stod helt klart på hvilken side romerne befandt sig (tommelfingeren op), og på hvilken side de farlige vilde opholdt sig (tommelfingeren ned).

Udsigten fra Hadrian’s Wall var slet, slet ikke så ringe endda – og nogle gange er skyer altså lige dét, der skal til, for at få landskabet til at se endnu mere dramatisk ud.

Winter is coming!

Det gik vældigt med at komme op på muren for mit vedkommende – men så var der det med at komme ned igen! Line valgte en meget elegant (og lidt nuttet) rullefaldsmetode, som efterlod hende med mos i lommerne og græs på knæene. K gik ned nogenlunde samme vej, som vi kom op – og så var dig mig, sagde hun. Jeg endte med en løsning, hvor jeg satte mig på et lille nedhak i muren og så “hoppede” ned derfra.

Da vi kørte væk fra det sted, hvor vi havde besteget Hadrian’s Wall, kom vi lige forbi Robin Hood træet. Det er på dette sted, at Robin Hood krydser Hadrians mur, da han kommer hjem fra sit korstog i Kevin Costners udgave af Robin Hood. Lad være med at spørge, hvordan han ender langt nord for Nottingham og midt inde i landet, når han er gået i land i den sydlige del af England… Det skal man nok ikke tænke for meget over. Man forstår til gengæld godt at stedet er brugt i en film, for det er meget dramatisk og pittoresk på en og samme tid.

Naturligvis var der indlagt endnu et geocachingstop på vejen mod Edinburgh, nemlig lige der hvor England og Skotland mødes. Der lå en kasse på begge sider af grænsen, så det var et oplagt sted at standse og få vores første vue over Skotlands natur.

Der var en frisk vind i spil, da vi krydsede grænsen, og det var heldigt, for så stod begge flag fint ud fra hver deres flagstang. Meget passende, når man gerne vil tage billeder.

Og jo da! Vi var der alle tre lige der på grænsen mellem England og Skotland.

Udsigten ind i Skotland syntes at love, at vi nu bevægede os ind og ud i natur, der var anderledes og mere barsk end de rullende bakker i Derbyshire – men også natur som er smuk og udfordrende. De første syn af Skotland gav blod på tanden til at komme på opdagelse.

Vi ankom relativt sent til Leith, hvor vi havde booket fire overnatninger på Oceans Appartments, og umiddelbart var vores stuelejlighed med to værelser, to badeværelser, vaskemaskine og køkkenalrum slet ikke så tosset. Men da K og Line kørte ud i verden for at finde os noget aftensmad opdagede jeg, at under den meget kemiske lugt af rengøringsmidler, lå der en ram lugt af gammelt kyllingefedt – i en grad så jeg faktisk måtte flygte ud af stuen og ind i vores soveværelse for at holde ud at være i lejligheden… Det var ikke såå lovende, men der var jo ikke noget at gøre ved det, når vi nu var ankommet efter at receptionen var lukket.

This entry was posted in Ubesluttet and tagged , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.