UK Tour 2013: En highwayman, en forladt kirke og gamle fly


Vi vågnede på The Cricketers og skulle bare lige gå de få meter fra vores værelse i the Courtyard til pubbens hovedbygning for at få morgenmad. Den meget korte tur over på parkeringspladsen afslørede, at det bestemt ikke var blevet efterår henover natten: Det var mildt og dejligt vejr og Union Jack blafrede lystigt i vinden udenfor pubben. Morgenmaden bestod af en lille portion græsk yoghurt serveret med blommer og blåbær samt en full English breakfast (dog uden baked beans) og dertil naturligvis the eller kaffe, samt en rigtig god æblejuice.


K skulle på Doxford om eftermiddagen, så vi kunne ikke tage på nogen særlig lang udflugt, men havde dog tid nok til at køre lidt på opdagelse i Essex. Vi startede med at køre ud af landevejene væk fra Clavering, og ved opbrud i hækkene, der står langs vejene fik vi et rigtig fint blik udover landskabet. K er ikke vild med pløjede marker, så det er heldigt, at vi er her lige efter høst og inden pløjning.


Vi havde hver især læst lidt i er par guidebøger for at finde nogle steder, vi lige kunne køre forbi. Vi kom blandt andet igennem Thaxted, som vi måske egentlig ikke havde forestillet os, at vi skulle stoppe i. Men vi kom på andre tanker, da vi så den store kirke og de bedårende hus langs hovedgaden, så K smed bilen, og vi gik på opdagelse.


En af Thaxteds claims to fame er, at Gustav Holst boede i byen, da han komponerede ”Planeterne”. Man må så sige, at det er relativt underspillet i byen, idet det blot er markeret med en lille plakette på huset, Holst boede i.


Men ikke kun Holst fandt den lille by værd at bo i – også Dick Turpins hus er at finde i Thaxted. Som K sagde, så er det egentlig lidt tankevækkende at en ”bandit” som Dick Turpin kunne have et hjem, alle vidste hvor var, uden at blive arresteret. For at det ikke skal være løgn, så var Turpins nærmest nabo byens lille Guild Hall! Så kan man da tale om at være ”hidden in plain sight”.


Netop Guild Hall står meget fint mellem to veje og sådan cirka midt i byen – og det har den gjort siden 1450, så der er tale om en ældre herre her. Man fornemmer, at det fortsat er en bygning, der bliver taget vare på.


Stone Road løber mellem Dick Turpin’s Cottage og rådhuset, og mellem husene kan man skimte den store kirke, St. John på toppen af en lille bakke. Det er godt nok en ”bagvej” til kirken, men heldigvis var der en lille port, der lod os ind på kirkens område.


Kirken beskrives som den største ”parish church” i England, og det tror jeg gerne – den er gigantisk, når man betænker den lille by, der troner over. St. John blev bygget mellem 1340 og 1510, og er særligt spektakulært på grund af det 55 m høje stenspir. Kirken kaldes da også “the Cathedral of Essex”.


Kirkens interiør afslørede noget lidt overraskende: En kirke, der absolut ikke er i god stand. Det viste sig også, at der er ikke har været en fastansat præst i kirken siden april, og der savnes godt £2mio. til istandsættelsesarbejder. Så nok er det en stor parish church, men det er også en landsbykirke med de udfordringer, der kan være, når oplandet svinder ind.


Jeg var til gengæld ret begejstret for kirkestolene, som så væsentlig mere behagelige ud, end kirkestole normalt gør. Og så var det meget snedigt, at der var plads til puden samt salmebogen i hver enkelt stol. Det må siges at være en stol, der er designet til at udfylde en bestemt rolle.

Man kom ind og ud af kirken gennem en ret lille og lav dør i den større omkransende dør. Det var lidt tosset og fjollet, at døren ind til den store kirke var så lille – men sjovt så det ud med K i den lille dør.


På vores lille tur rundt i Thaxted opdagede vi en ret sød detalje på mange af de pudsede huse: Der var lavet fine mønstre i pudset, som gav husene noget individualitet og karakter. Vi troede umiddelbart, at det var noget, der var særligt for Thaxted, men genså detaljerne flere steder i løbet af dagen.

John Webb’s Mill blev bygget i 1804 af lokale materialer for at imødekomme behovet for mel i nærområdet og i London. Møllen blev sidst brugt kommercielt i 1910, men kunne i teorien fortsat male – blot mangler den et af sine sejl.

Fra Thaxted kørte vi igennem Essex’ landskab til Finchingfield, som i følge guidebogen var en nydelig by med pæne huse. Det er ikke løgn, men jeg må dog tilstå, at jeg ikke fandt byen helt så spændende som Thaxted.

Byens pub var smukt dekoreret med store blomstersammenplantninger i kraftige pink og orange blomster. De meget store velkomponerede plantekasser fik mig til at overveje, om det monstro er noget, man som pubejer køber eller selv sammensætter. Lidt hurtig googling afslørede, at man kan købe “hanging baskets” specielt til pubs, så om ikke andet er det i hvert fald en mulighed. Naturligvis kan man også være en pubejer med grønne fingre.

Fra Finchingfield kørte vi retur mod Clavering, og på vejen røg vi indenom en Waitrose, hvor vi købte to sandwich, som vi delte til frokost. Vi sad i The Cricketers courtyard i solen og nød vores lækre sandwiches. Slet slet ikke ringe.

Efter endt frokost havde vi forskellige planer for resten af eftermiddagen: Jeg blev i baggården og drak the og skrev blog, mens K kørte til Duxford for at kigge på gamle flyvende transportmidler. Det var alt i alt en arbejdsdeling, vi begge var meget tilfredse med. Da jeg altså ikke var med på Duxford, har jeg til nedenstående fået en gæsteforfatter her på bloggen.

ADVARSEL: Hvis du ikke synes fly er interessante, så scroll ned i en fart! 🙂

Mandag eftermiddag tog jeg afsted til Duxford, som er den afdeling af Imperial War Museum der huser alle museets fly og køretøjer. Duxford blev grundlagt under Første Verdenskrig som flyveplads for Royal Air Force (som dengang hed Royal Flying Corps), og spillede også en rolle i Anden Verdenskrig, hvor det under Battle of Britain husede flere jagereskadriller, deriblandt en tjekkisk og en polsk. I 1961 nedlagde RAF Duxford som aktiv base, og i 1976 blev området overdraget til Imperial War Museum. Museumsarealet dækker et temmelig stort areal og der er fire hangarer fyldt med fly, en med køretøjer plus det løse – så det skulle lige være til at få en eftermiddag til at gå her …

Den første hangar hedder AirSpace, og indeholder – ud over information om flyvningens tidlige historie og generel flyteknik – en masse britiske fly. Lige inden for indgangen er en restaurationsafdeling, hvor man arbejdede på at istandsætte tre fly. Et af dem var den her Avro Shackleton MR3, en flytype som blev benyttet af RAF indtil 1991 til opklaring, anti-ubådstjeneste og AEW. Her står den så klodset op og trænger i den grad til en gang maling.

Inde i hallen er der cirka klemt alle de maskiner ind der kan være, både stående på gulvet og hængt op i loftet. Der er de helt tidlige – som for eksempel den her Royal Aircraft Factory R.E.8 “A Paddy Bird from Ceylon”:

Mellemkrigstiden er repræsenteret af denne de Havilland Tiger Moth, der blev brugt som træningsfly for RAF-piloter op i 50’erne.

Anden Verdenskrig er oplagt nok repræsenteret af flere flytyper, fx denne Westland Lysander:

Lysanderen blev især brugt af SOE til at flyve agenter ind i det besatte Europa, da den kunne starte og lande på korte græsmarker.

En anden meget vigtig britisk flyver var selvfølgelig Avro Lancaster-bomberen, som blandt andet blev benyttet til Dambusters-angrebene, angreb på nazisternes ubåds-hangarer samt sænkningen af slagskibet Tirpitz ved Narvik.

Fra den mere moderne æra var der en Harrier, der som bekendt 😉 udmærker sig ved at kunne flyve baglæns og lette og lande lodret.

Nå ja, så var der også den her lille sag:

Det var desværre umuligt at få den hele med i et billede! Her er den bagfra.

Man kunne komme ind og gå igennem Concorden og se ud i cockpittet:

Concorden her var et test-fly fra 1971 og var oprindeligt fuld af måleudstyr, men der var sat nogle stolerækker ind bagerst i kabinen så man kunne se hvordan det havde taget sig ud i praksis. Okay sædebredde, men ikke så meget benplads. Encore de champagne, s’il vous plait!

Efter jeg havde vadet rundt mellem (og under) flyene i hallen, opdagede jeg en lille dør i hjørnet. Det viste sig at være indgangen til “Airborne Assault”, en udstilling om de britiske faldskærmstropper gennem 70 år. En af de første ting jeg så var en Willys Jeep monteret med faldskærme og støddæmper:

Det fungerer på den måde at der ligger 4 faldskærme bag i jeepen, som er forbundet til et enkelt stålkabel, som er fastgjort i jeepens tyngdecenter midt mellem sæderne. Når jeepen rammer jorden (med 5 m/s) stødes pinden der stikker ned mellem hjulene op, og den åbner så den anordning der holder faldskærmene fast. Det betyder at jeepen gerne skulle blive stående når den er landet, i stedet for at blive trukket med af faldskærmene.

Af andre kuriosa fra udstillingen kan nævnes disse originale briefing boards fra Overlord og Varsity:

… og en guldbelagt russisk Dragunov-riffel fra Saddams personlige samling:

På vej mod næste hangar kom jeg forbi legepladsen, som meget passende var lavet som en Lancaster:

Duxford er også hjemsted for den sidste flyveklare Flyvende Fæstning i Europa, en B-17G ved navn “Sally B”. Den ene side er dog malet som “Memphis Belle”, da flyet her spillede med i filmen af samme navn.

Det sidste udendørs-eksponat jeg kom forbi inden jeg gik ind i den amerikanske hangar var en V1-raket, som tyskerne sendte mod bl.a. London i stort tal under krigen.

Den amerikanske hangar er ligesom AirSpace-hangaren fyldt fra gulv til loft med maskiner, men denne gang er de selvfølgelig allesammen amerikanske. Lyset derinde ville desværre ikke samarbejde med mit kamera (mange af flyene er umalede, og store mængder poleret aluminium plus lavtstående sensommersol plus lakeret gulv er lig med rigtig mange reflekser …) men jeg fik dog snuppet et par skud af det hurtigste (ikke-raketdrevne) fly nogensinde, Lockheed SR-71 Blackbird, som kan tøffe afsted med over 3500 km/t:

Efter den amerikanske hangar besøgte jeg The Operations Room, som er bevaret fra Anden Verdenskrig. Det var herfra, at basens kommandør forsøgte at kommandere slagets gang og lede sine jagerfly frem til hunnernes bombefly.

Herfra fortsatte jeg over til udstillingen om Battle of Britain. En af de mere interessante ting der var et diorama med en nedskudt Bf_109E, som viste sig at være originalen, der på den ene side var restaureret til den stand den var i, da den i 1940 nødlandede på en mark i Sussex. Men på den anden side havde man ladet vingen stå urestaureret, så man kunne se hvordan hundredevis af mennesker havde ridset deres navn i malingen. Efter maskinen var blevet nedskudt var den nemlig blevet sejlet til USA, hvor den blev kørt rundt og vist frem, og for en mindre sum kunne man få lov at begå hærværk på det tyske militærs ejendom – pengene gik ubeskåret til krudt og kugler.

Da England i 1940 var i overhængende fare for at blive invaderet og den britiske hær havde mistet store mængder materiel efter evakueringen fra Frankrig, gjorde man mange særdeles desperate forsøg på at bygge pansrede køretøjer i stort tal til en billig penge. Et af disse køretøjer var Beaveretten, opkaldt efter “Minister for Aircraft Production” Lord Beaverbrook. Der er tale om en adræt og hurtig lille sag med en 46 hk motor til at trække dens beskedne vægt på 2600 kg plus en tremands besætning. Heldigvis for dem der skulle sidde indeni kom Beaveretten aldrig i kamp.

Klokken var nu efterhånden blevet kort i lukketid, så jeg vendte næsen hjem mod Clavering efter et meget interessant besøg på det største museum jeg endnu har været på.

Det var jo herlig nemt endnu en gang at få aftensmad, da vi havde bestilt bord til klokken 19 på pubben. Denne gang prøvede vi noget nyt til forret og hovedret, mens vi begge fik sticky toffee pudding til dessert (det smager godt, men hold nu fast det er sødt).
Forret:
K: Tian of South Coast crab, prawns and avocado pear with wild rocket and sweet chilli sauce
C: The Cricketers Antipasti – a rustic platter of Italian meats including Parma ham, bresaola and salami Milano, with sun blushed tomatoes, rocket, huge Amalfi olives, Parmesan chunks and toasted home made sourdough bread.
Hovedret:
K: Roasted Barbary duck breast – with a honey and Cointreau roasted fig and gooseberry puree
C: Duo of local pork – roasted loin and hay-smoked pork belly, with crispy crackling, an Aspall cider and apple sauce and pea shoots.

Maden var endnu en gang lækkert tilberedt og serveret i rigelige mængder – og endnu en gang måtte jeg forlade bordet uden at være i stand til at spise op.

This entry was posted in Ubesluttet and tagged , , . Bookmark the permalink.

1 Response to UK Tour 2013: En highwayman, en forladt kirke og gamle fly

  1. Vibeke says:

    Jeg læste mig igennem det hele, og fornemmer at Kristian har haft en dejlig dag 😉

    Er kun lidt misundelig over jeres pub-ophold. Det ser godt nok lækkert ud, omend det bristiske køkken er en lidt tung omgang.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.