Daily Archives: 06/09/2013

UK Tour 2013: Visiting Mr. & Mrs. Darcy in the rain

Fredag morgen vågnede vi til et meget vådt Derbyshire – det havde regnet hele natten, og umiddelbart var der ingen udsigt til, at det ville holde op med at vælte ned. Det kunne ikke holde os tilbage, da vi havde planer om at tage på meget fint besøg.

Før vi kørte, skulle K dog betale for vores overnatninger på Hargate Hall.Vi havde skrabet vores kontanter sammen, så vi kunne betale kontant, hvis de ikke tog kort. Da K så talte med udlejer, gik det op for sidstnævnte, at vi havde boet i et mindre værelse, end han mente, vi skulle have boet i. Fremfor at give os en eller anden form for rabat, sagde han til K, at han slet ikke mente, han kunne bede os betale. Så vi kørte fra Hargate Hall efter tre overnatninger, og den samlede pris havde været £4 til strøm! Så har vi prøvet det med…

Det fine besøg vi skulle på var såmænd bare et visit hos Mr. & Mrs. Darby of Pemberley – også bedre kendt som Lyme Hall. Det var absolut ikke ideelt at se stedet i regnvejr, men det er desværre en af de ting, man ikke selv kan kontrollere.

Denne trappe løber Mr. Darcy ned af,
da han har fået tøj på efter sin lille dukkert.

Vi blev spurgt, da vi købte billetter, om vi havde set tv-serien, Pride & Prejudice… Det var næsten et fjoget spørgsmål for det var jo på grund af serien, at vi overhoved besøgte Lyme Hall. Ikke at det ikke er et sted, der er værd at besøge, men vi havde sikkert valgt noget andet, havde det ikke været for Lizzies besøg på Pemberley.

Det var desværre ikke tilladt at tage billeder indenfor, så det undlod vi naturligvis at gøre. Husets indre er interessant, og ikke mindst fordi det er rigtig fint formidlet. Man kan købe en guide (hvilket vi gjorde), og der er skilte i hvert enkelt rum, hvor man kan læse lidt om rummene. Men vigtigst af alt: Der er frivillige guider i hvert eneste rum, og de fleste af dem var rigtig gode til spontant at fortælle lidt eller meget om det konkrete rum, man var trådt ind i. Det fungerede rigtig godt, fordi man var på guidet tur samtidig med, at man selv kunne sætte farten. Midt i vores tur igennem huset, måtte vi tage en detour ned i husets kapel, fordi vi havde set, at der var en 15 minutters gennemgang af Lyme Halls historie. Det var rigtig godt, at vi gik ned og lyttede til den entusiatiske guides gennemgang, for det gjorde huset om muligt endnu mere interessant og mere levende.

Bortset fra at man i serien ser huset fra den modsatte retning, så er det jo tydeligt, at det her er Pemberley! Det forstås, at Lizzie ikke mente, at nogen kunne være utilfredse med Pemberley.

Og når nu vi er ved Lizzie, så er hendes ord om, hvornår hun forelskede sig i Mr. Darcy jo påtrængende, når man færdes på Lyme Hall: But I believe I must date it from my first seeing his beautiful grounds at Pemberley. Jeg er overbevist om, at vi på en solskinsdag ville have gået yderligere på opdagelse i haverne og parken omkring Lyme, men det blev ikke til noget i øsende regnvejr.

Mrs. Darcy var ikke hjemme, mens vi var på besøg – men Mr. Darcy derimod synes ikke at kunne holde sig fra at hoppe i stedet søer uanset vejret. Meget fjollet herre, som slet ikke var “formally dressed”, mens vi var på Lyme.

Fra Haddon Hall gik turen nordpå, da vi skulle have to overnatninger i nærheden af York. Vi stoppede og shoppede i Meadowhall i nærheden af Sheffield. Det var et gigantisk mall, og der var godt gang i stedet på en fugtig fredag i september.

På vej til vores hotel i Selby gjorde vi et hurtigt geocachestop, og over os var der sket et lille mirakel: Solen havde fortrængt de tunge regnskyer, der havde hængt over os det meste af dagen, og nu var der blå himmel mellem de hvide skyer. Den regntunge dage sluttede fin og blå. Naturligvis havde vi foretrukket at se Lyme Hall i strålede solskin, men som vi så det, var det fortsat en rigtig fin oplevelse.

Tagged , , | 2 Comments