Daily Archives: 03/09/2013

UK Tour 2013: Clavering – Stansted – Hargate Hall

Tirsdag morgen startede noget grå, men det kunne naturligvis ikke slå os af pinden. Vi fik endnu en gang en dejlig morgenmad, og så begav vi os ud for at finde den nærmeste geocache. Det har det meget sigende navn: “Jamie’s Mum’s and Dad’s place”. Adgangen til området, hvor cachen var gemt, gik på bedste engelske vis henover hegnet ind til en fold – men man måtte sørme ikke gå ned af stien lige ved siden af. Herlig logik!

Heldigvis fandt K kassens gemmested, for det havde jo ikke været godt, hvis vi måtte køre fra Jamie’s Mum’s and Dad’s place uden af finde den “tilhørende” geocache.

Da vi endelig tog os sammen og forlod vores midlertidige hjem, gik turen til Stansted, hvor vi skulle hente Line. Hun fløj med EasyJet, så naturligvis var hun forsinket. Fatter ikke, at EasyJet ikke bare angiver det reelle ankomststidspunkt fremfor et ideal-tidspunkt. Men fair nok… Line kom da frem, igennem paskontrollen og så var vi af sted.

Eftermiddagen blev primært brugt på vejene, fordi vi skulle nå frem til vores næste midlertidige hjem, Hargate Hall i Derbyshire. Men K kan jo ikke køre igennem et shire (eller amt, eller bundesstat, eller kommune, eller…) uden at forsøge at finde en geocache, så vi fik mulighed for at strække benene et par gange enroute. Og det er bestemt ikke så skidt endda. Desværre er det ikke altid, at det lykkes at finde kassen – og det var tilfældet i nærheden af det fine hus på billedet.

Til gengæld fandt vi kassen ved Kelham Hall! Det var lidt heldigt, da den eneste grund til, at vi opsøgte stedet var at finde kassen.

Det var også særdeles heldigt, at stien der ledte ned mod kassen var åben – for den er nemlig lukket én dag om året. Ret besynderligt.

K havde beskrevet stedet, vi skulle bo, som et hotel, så jeg havde helt sikkert ikke forestille mig at stå ansigt til ansigt med et mansion. Men Hargate Hall er lige netop et mansion – og har lidt toner af “haunted house” over sig. Men det er også ret sjovt at prøve at bo i et rigtigt manor house. Også selvom vi var noget forundrede over at skulle betale elektriciteten ved at pytte mønter i en automat (jeg troede kun, at den slags installationer fandtes i billige huse, hvor folk bor kort tid ad gangen). Det største problem var såmænd, at vi ikke havde £1 mønter til at komme i gang for. Til gengæld var vi glade for at konstatere, at værelset var stort, udstyret med et køkken (med alt hvad vi har behov for) samt en dejlig fast madras i sengen! Alt i alt må man sige, at Hargate Hall giver os en ret unik oplevelse af bo i England, og så tager vi de små udfordringer med med et smil.

Efter at have konstateret at vi havde et køkken, blev vi enige om at køre ud for at finde noget aftensmad. Vi endte i Buxton omkring klokken 18.30, og da jeg slog op, om der var indkøbsmuligheder i nærheden, fandt vi ud af at Waitrose var i nærheden men lukkede klokken 19. Desværre måtte vi køre noget rundt, før vi fandt butikken, så vi endte med at styrte derind med cirka 15 minutter til lukketid. Det var dog nok tid til at få købt både aftensmad og morgenmad. I sidste øjeblik! Vi betalte, mens det blev meddelt over højtalerne, at butikken nu var lukket.

Vi fik gode inderretter til aftensmad, og blev mindet om, hvor nemt det er at spise ud af en mikrobølgeovn i UK. Der er altså ikke mange lækre færdigretter at få i DE. Men herover… Ums!

Tagged , , | Leave a comment