Monthly Archives: September 2013

UK Tour 2013: Love is like a pineapple…

Line skulle flyve hjem til DK torsdag, og K og jeg skulle køre sydpå, men da Line først skulle flyve om eftermiddagen, havde vi tid til at nå noget om formiddagen. Vi startede med kaffe hos Costa i Ocean’s Terminal, så vi kunne købe ind hos Baxters og Marks & Spencers.

Planen for formiddagen var at køre ud og se et ualmindeligt fjollet bygningsværk, som har stået, hvor det har stået siden anden halvdel af 1700-tallet: The Dunmore Pinapple.

Jeps, vi taler om en bygning med en godt 14 meter høj ananas midt i det hele. At betegne bygningen, som bygningsherren,  John Murray, 4th Earl of Dunmores folly slår knap nok til. I det mindste anvendte man da oprindeligt bygningen som et orangeri – hvor man så satsede mere på at dyrke ananas.

På Lyme Hall havde vi hørt, at ananasser blev set som et ultimativt udtryk for rigdom, så her kan man da virkelig tale om at udstille sig rigdom for hele verden. John Murray havde været udsendt til Virginia, Amerika og formentlig er det her, han er blevet inspireret til at sætte en kæmpe ananas ovenpå sit drivhus. Ikke at jeg tror, der har været mange bygninger i 1700-tallets Nordamerika…

Det vil nok være en tilsnigelse at sige, at bygningen er smuk, men den er til gengæld virkelig spektakulær. Og jeg, som ofte tager billeder af arkitektur, har vist aldrig taget et helt så funky billede af en detalje på en bygning.

Der er tænkt over, hvordan den egentlig ganske udsatte og sarte konstruktion overlever skotske vintre: Der er dræn i bladene, og de er samtidig skabt således, at der ikke kan samle sig vand mm., som kan lede til frostskader. Det ser jo ud til at virke.

Jo, jo, vi var der alle tre, selvom det ikke var SÅ nemt at få os og kæmpeananassen med på et og samme foto. Men naturligvis skulle vi have det sidste trippel-selfie med, inden vi kørte mod lufthavnen for at sætte Line af.

På plænen foran ananassen stod en lille lund med æbletræer, som bar små æbler (gad vide om det er dem, man kalder “crap apples”?). Træernes grene var begroet med rensdyrlav, og det så ret fint ud.

Om det er den skotske tidsel, ved jeg ikke – men det er da i det mindste en skotsk tidsel, og dem så vi ikke mange af ellers. Måske skal man længere op i højlandet for at finde dem?

Fra kæmpe-ananassen gik turen til lufthavnen, hvor vi satte Line af efter ti dejlige dage i hendes selskab. Mens Line fløj hjem til DK, startede K og jeg vores noget langsommere returrejse til DE med timevis på vejene i regnvejr.

Vi skulle vælge et sted at stoppe, og vi valgte Tebay Services, hvilket viste sig at være alletiders gode idé. Her var bestemt ikke tale om en almindelig resteplads, men derimod en luksus én af slagsen med en virkelig lækker landhandel, take-away sandwichbar og cafeteria.

Vi endte med at shoppe i butikken og få kaffe på cafeteriaet. Ikke tosset. Jeg fik en super fin lysestage og nogle lækre viskestykker med mig derfra – og så sneg K sig til at købe en bryllupsdagsgave til mig.

Alt var gennemtænkt og fint udført på Tebay Services, og det inkluderede altså også skiltene, som var rigtig nuttede. Og nå ja, så er det her fotograferet foran scones-buffetten, for sådan en må man da have.

Vi havde en enkelt overnatning i Warwick, men det var kun for overnatningen skyld, for vi skulle og kunne ikke nå at se noget i Warwick – det må vi have til gode til en anden god gang.

Tagged , , , | 1 Comment

UK Tour 2013: Regnvejr i Edinburgh


Efter at have boet med udsigt til Edinburgh i tre dage var det nu blevet tid til at tage ind og se nærmere på byen. Vi havde valgt onsdag, fordi det var den dag, hvor vejret skulle være mindst spændende, og det forestillede vi os, ville være ok i en stor by. Men det regnede nok lidt mere, end vi lige havde regnet med, for vi blev godt nok våde om formiddagen.


Vi tog bussen ind fra Leith til Edinburgh, hvilket gav os anledning til at se forstæderne, samt en lille del af Edinburgh. Vel inde i byen stod vi og kløede os lidt i nakkerne, før vi besluttede at starte med at tage endnu en bus op til Edinburgh Castle. Inden vi nåede så langt, kunne vi dog føje endnu en postkasse til samlingen: Denne gang løb vi ind i en af de postkasser, der blev malet guldfarvede for at fejre britiske atleters succes ved OL i London i 2012. Chris Hoy har altså fået sin egen postkasse i den skotske hovedstad.


Gennem regnen nåede vi op til billetkøen ved slottet, og der var ikke andet for, end at stille sig i kø og vente. Til trods for den silende regn var der allerede mange mennesker, der stod i kø eller gik rundt ved indgangen. Jeg havde læst, at Edinburgh Castle havde haft deres bedste sæson i år, og det tror jeg gerne, for der var godt nok mange besøgende!

Når man kigger op mod slottet, er man ikke i tvivl om, at der er tale om et massivt forsvarsværk. De høje, stejle stenvægge indbyder ikke ligefrem til angreb.

Når man færdes på slottet, er det tydeligt at se, at det er integreret med den klippe det står på: Dele af slottets forsvarsværk er slet og ret klippevæg. Det giver en ret flot effekt, når rå klippe bliver til udhuggede sten.

Hvis man havde været på Edinburgh Castle i klart vejr, tror jeg, at udsigten havde været spektakulær, men selv på en grå grå dag kunne man se rimelig langt ud over den skotske hovedstad.


Der var guidede ture på slottet, og vi var så heldige, at vi lige nåede med på Fergus’ tur. Fergus var en morsom og grundig guide, og det var fint lige at få en hurtig halv times baggrundsinfo om slottet. Som det ses lignede alle på turen druknede mus, og Fergus indviede os da også i en hemmelighed: Skotterne kan heller ikke lide regnen ;o)


Porten ind til slotsområdet har haft et omskifteligt liv, hvor det er blevet udbygget hen ad vejen. Det sjoveste er næsten, at porten blev udvidet med den øverste del i victoriatiden, fordi man ville have slottet til at se ud, som man forestillede sig det perfekte romantisk slot så ud. Så man forstærkede altså forsvarsværket for looks only.

De mange forskellige kanoner, der står på slottets område, er også for show. De er nemlig sat op i forbindelse med Victorias besøg på Edinburgh Castle: Man havde ikke kanoner, inden besøget, fordi slottet var fint sikret uden. Men det var ikke godt nok for den unge dronning, da et slot da slet ikke var et slot, hvis der ikke var kanoner. Så frem af gemmerne med kanoner fra Napoleonskrigen – og fra skibe… Men pyt. De står jo bare her for at få slottet til at se rigtigt ud.


Det var heldigvis ikke nødvendigt for os at spørge, hvornår “the one o’clock canon” blev skudt af… Men det var fint lige at få historien bag den. Oprindeligt havde man forsøgt at få urene synkroniseret via et visuelt signal, men efter otte år kom man på den tanke, at det måske ikke var så smart i et land, hvor der ofte er tåge at være afhængige af at kunne se signalet. Så erstatningen blev altså at skyde en kanon af hver dag præcis klokken 13.

Den ældste bevarede del af slottet er St. Margaret’s Chapel, som har stået på sin plads siden 1100-tallet. I 1314 indtog skotterne slottet (englænderne havde besat det) og ødelagde det meste af slottet, så det ikke kunne genindtages. Men på ordre fra Robert the Bruce blev St. Margaret Chapel skånet – iflg. Fergus formentlig fordi det ikke var “good public relations” at ødelægget noget, der var tilegnet helgener.

Lige overfor St. Margaret’s Chapel står slottets yngste bygning, Scottish National War Memorial. Selvom det står, hvor der har stået bygninger i århundreder, så har det først fået sin nuværende udformning i 1927. Det blev den gang skabt som et monument over “the war to end all wars” (1. verdenskrig), men siden er det blevet udvidet til at huse navnene fra alle faldne skotske soldater siden 1914. På  alteret (direkte ovenpå klippen slottet står på) er en sølvkiste, som rummer navnene på de 147.000 skotter, der døde i 1. verdenskrig, mens de nyere navne tilføjes på hædersruller, der opbevares i monumentet.

Her står besøgende i kø (ikke dem forrest i billedet dog) til at se de skotske kronjuveler samt Stone of Scone (skal ikke udtales som bollerne man spiser med clotted cream men mere a la skuun). Vi skulle naturligvis også se løjerne, og heldigvis havde Fergus gjort det klart for os, hvad der var det vigtige i kronjuvelrummet: Stone of Scone var det, man skulle lægge mærke til.

{man må ikke tage billeder af kronjuvler mm, så billedet stammer herfra}

Stone of Scone er den sten, som blev brugt ved kroninger af skotske regenter indtil 1292. I 1296 blev stenen “bortført” til Westminster Abbey, og integreret i den trone, engelske regenter blev tronet på, som en underlegen del. Selv Elisabeth II er kronet ovenpå stenen, men i 1996 kom stenen hjem til Edinburgh. Den skal dog til England på et lynvisit, næste gang der skal krones en britisk monark. Gad vide, om man denne gang vil give stenen en mere fremtrædende plads?

Slottets Great Hall har levet et meget omskifteligt liv som alt fra militær barak til hospital. I slutningen af 1800-tallet blev salen dog istandsat, som victorianerne nu mente, sådan en sal skulle se ud komplet med store glaspartier (skydeskiver for fjenden), der vender ud mod omverden.

Vi snakkede lidt om, om denne mindetavle monstro taler sandheden? For så lyder Mary Queen of Scots mor godt nok som et fabelagtigt menneske. På den anden side: Man sætter jo ikke en mindetavle op, hvor der står “hun var virkelig træls, sur og tvær og egoistisk”…

Efter vores besøg på Fountains Abbey var vi blevet skrappe til at spotte stenhuggernes tegn, og da vi var på vej ned ad en af slottets trapper, kom vi forbi disse tre fine eksempler.

Hvor der på Haddon Hall var påfugle og vildsvin på nedløbsrørene, så er der på Edinburgh Castle skotske tidsler og engelske roser. Det er da alligevel en noget symbolsk omgang nedløbsrør.

Ifølge teksten på dette vindue, så referer den venstre side (øverst såvidt jeg husker) til William Wallace og den højre side (også øverst) til Robert the Bruce. Så han man da også fået to meget markante skotter repræsenteret.

Hvis jeg skal være ærlig – og det skal jeg jo helst på min egen blog – så var jeg ikke ret imponeret over Edinburgh Castle. For mig at se var der desværre ikke ret meget at se på, og det der var, var ikke specielt vedkommende formidlet. Men jeg er glad for at have set Stone of Scone!

Fra slottet kørte vi ned og spiste frokost på Pret. Da vi så skulle finde ud af, hvad vi så ville, endte vi med at køre op igen og så gå ned ad Royal Mile. Så fik vi da konstateret, at frem og tilbage er lige langt.

Royal Mile løber fra Edinburgh Castle og ned til Holyrood Palace, som er den britiske monarks officielle residens i Skotland. Husene langs Royal Mile er overraskende i deres størrelse og stemning – der er noget meget alvorligt over dem.

På Royal Mile finder man St. Giles’ Cathedral også kendt som High Kirk of Edinburgh. Dette er, modsat hvad navnet indikerer, slet ikke en katedral, da der ikke er en biskop i Skotland. Inde i kirken finder man the Thistle Chapel, som er et smalt og meget spektakulært udsmykket lille kapel.

Foran St. Giles kan man næsten misse the Heart of Midlothian; en hjerteformet udsmykning i brostensbelægningen. Hjertet markerer den gamle bys administrative centrum. Lige efter jeg havde taget billedet af the Heart of Midlothian kom der en lokal gut (og nogle han viste byen frem til) forbi og spyttede midt på hjertet. Vi kunne godt regne ud, at der var en grund til det, men det gjorde det nu ikke mere appetitligt. Oprindeligt skulle den skik være opstået, fordi hjertet markerede der hvor fængslet var – nu spyttes der mest fordi det skulle være lykkebringende. Hvorfor folk synes, at de skal spytte deres tyggegummi eller cigaretskodder ud lige her, ved jeg ikke. Men jeg har tilladt mig at give hjertet lidt førstehjælp i Photoshop, så det blev befriet for klamheder.

Mercat Cross er det gamle markedskors i Edinburgh, der som navnet antyder angiver hvor markedet blev afholdt. Senere blev disse markedskors også stedet hvor oplysninger til borgerne om samfundet blev proklameret, og der bliver stadig råbt fra stedet her, fx. når der skal være parlamentsvalg eller en ny monark har besteget tronen. Edinburghs Mercat Cross er første gang nævnt i 1365, men det der står der nu er en victoriansk kopi.

I dette hus kaldes John Knox’s hus til trods for, at det er usandsynligt, at den skotske reformator nogensinde boede i huset, da det på John Knox’s tid var ejet af en prominent katolik. Tilknytningen til Knox opstod da også først i omkring 1800, fordi huset var gammelt nok til at kunne have huset den berømte skotte.

På Royal Mile stødte vi også ind i en helt almindelig skotsk postkasse, og det der er lidt interessant ved dem er, at der sjældent findes postkasser i Skotland med Elisabeths monogram på. I stedet har de skotske postkasser den skotske krone på. Sikke meget man kan lære bare ved at kigge på postkasser…

Lige som vi besluttede, at vi ville vende næserne hjemad, spottede vi Calton Hill mellem husene. Det måtte vi lige ned og kigge lidt på, og på vejen kom vi forbi en sød lille butik, som i den ene side var slikbutik og i den anden kunsthåndværk. Det var en ret sjov kombi. For Line viste kunsthåndværkssiden sig at være liiidt farlig, så hun gik derfra med et sæt øreringe og en ring. K og jeg slap ud uden at købe noget, men det var en herlig butik. I stedet for at køre direkte hjem tog vi en bus, der gik til Ocean’s terminal shopping centeret, hvor Line og jeg startede med at shoppe og drikke kaffe, mens K hentede bilen. Og så kunne vi få købt ind til aftensmad mm.

Da vi kom retur til Ocean’s Apartments, kom vi i tanke om, at vi manglede et billede udefra, hvor man kan se lejligheden. Der kommer så her, og den sarte pil indikerer vores terrasse.

K havde lige en lille tur, han skulle ud på, da han ikke havde fundet den geocache, der lå på molen nær ved vores lejlighed. Undervejs tog han billeder af the Forth Bridge, som er jernbanebro fra 1890 med et smukt design. Det er ydermere en cantileverbro, der er selvbærende omkring bropillerne, hvilket vil sige, at en ganske stor del af broen ikke er undstøttet. Det er fortsat verdens anden længste af slagsen.

Foruden den fine bro spottede K denne svanefamilie med intet mindre end fem halvstore “svællinger”, der plaskede rundt i pyt ikke meget større end en tennisbane få meter fra havet. Det er måske nemmere at lære at svømme i et mindre basin?

Den noget våde dag sluttede med en meget fin rød solnedgang over havnen og Edinburgh. Havde nu været rart, om det havde været tørvejr om formiddagen, men vi må forsøge os med endnu et besøg i Edinburgh ved en senere lejlighed.

Tagged , , , , | Leave a comment

UK Tour 2013: The Scottish Lowlands

Jeg vågnede lidt før de andre i vores nye lejlighed og ovenstående var det syn, der mødte mig, da jeg gik ind i stuen og kiggede ud af vinduet. Jøsses, det er en flot udsigt direkte ind til Edinburgh Castle! Det var heldigt, at der var planer for dagen, for ellers kunne man da nemt være endt med at blive siddende og bare kigge på Edinburgh lidt på afstand.

Planen var nu ikke at sidde i lejligheden men derimod at køre på tur til Loch Lomond og rundt i det skotske lavland. Første geostop var ved Wee Peter, som står i Loch Lomond i nærheden af byen Luss.

Vi gjorde holdt i Luss, som skulle være en fin og idyllisk lille by – og den er da også meget sød, men jeg synes nu, at søen var klart den største attraktion.

Loch Lomond er 39 km lang og mellem 1,21 og 8 km bred, og den er den største sø i UK. Man fornemmer godt søens størrelse, når man kører langs den – også selvom skotterne skjuler den bag træer, der står mellem vejen og søen.

Vandet i Loch Lomond var meget fint og klart, og hvis ikke det var fordi, man kan forestille sig, at det også var rigtig rigtig koldt, så så det faktisk ganske indbydende ud. Og under alle omstændigheder er det lækkert, når man kan se bunden som her.

Fra søen bevægede vi os tilbage op i byen og kom forbi kirken i Luss, som er bygget i 1875. Der har dog været en kristen menighed til stede her i mere end 1500 år, hvilket man da også har fejret. Luss Parish Church er for al sin lange historie en meget moderne kirke, som transmitterer gudstjenester på nettet, og som i opposition til normal skik tillader ikke-sognebørn at blive viet i kirken. Sognet har i alt 400 medlemmer, men kirken modtager omkring 750.000 besøgende årligt. Godt gået, Luss Parish Church!

Lige inden vi gik ind på kirkens område, måtte K være kanon-fotograf for de to damer. Vi havde nemlig begge to læst / fundet ud af, at det var smart at tage billeder oppefra. Så K stod på trappen, mens vi stillede op til foto.

Jeg kunne ikke stå for denne gravsten for familien Macbeth, da den for alvor drev det hjem, at vi er i Skotland. Og så Macbeth… Double, double toil and trouble.

Her må man sige, at der er tale om en tragedie for lokalområdet: Intet mindre end fem mænd mistede livet på Loch Lomond i starten af december 1873. Det må have været et hårdt slag for lokalområdet.

På vej ud af kirkegården stod disse meget fine gamle sten og strittede til forskellige sider. Der er noget smukt og poetisk over dem, som de får lov til at stå der og bliver slidt op af vind og vejr. Om det netop er disse ved jeg ikke, men jeg har efterfølgende fundet ud af, at der faktisk er 15 bevaringsværdige gamle monumenter på kirkegården.

På vej retur til bilen kom vi forbi dette lille hus, og jeg var lidt begejstret for, hvor meget der var gjort ud af skorstenene; her er der absolut plads til dekoration.

Videre på vores vej kom vi forbi et sted, hvor det var muligt at se søen OG parkere samtidig, hvilket vi var nødt til. Det viste sig så, at stedet faktisk også var ret perfekt til frokost-picnic. Vi havde salat og sandwiches med fra M&S, så det var bare at finde sagerne frem, nyde vejret, udsigten og maden. Så er frokost i det fri slet ikke så ringe.

Vi lagde Loch Lomond bag os og fortsatte ud i det skotske lavvand. Vi stoppede blandt andet ved Loch Lubhair, som var så “lavvandet”, at vi kunne komme ned og gå på, hvad der må være søbunden ved “højvande”. Udsigten dernedefra og hen over søen var helt enkelt spektakulær.

Det kan godt ske, at billedet ikke er helt skarpt, men vi måtte da have fotobevis på, at vi stod der i bunden af en sø uden at få våde sokker – alle tre.

Som man står der med tåspidserne i en skotsk loch, forstår man jo godt, hvorfor mange tager på vandreferie i det her smukke, smukke land. Og vi var ikke en gang i the highlands. Måske en gang?

Endnu en gang kunne vi konstatere, at vandet var klart og smukt. Men her var vi så tæt på lochen, at vi også kunne plaske med fingrene i vandet. Det var friskt og ganske køligt, så jeg tror ikke, at en svømmetur i en loch vil være nogen særlig god idé.

Det sidste planlagte stop på dagens Lowlands-tur var Falls of Dockart, som er en del af River Dockart.

Man kunne gå langs faldene på vejen, og ind imellem kunne man gå ned af nogle få trin og derved komme lidt tættere på det brusende vand.

Den lille mur der afgrænsede vej fra flod var et passende sted at blive fotograferet, så det kunne bevises, at jeg da også var der.

Det sjove ved et sted som Falls of Dockart er, at man kan tage uendeligt mange billeder, fordi stedet hele tiden ændrer sig en lille smule, som vandet fosser ned og væk. Det er et fint og fascinerende sted, og mens vi var der, var der knald på solen, så det hele tog sig meget fint ud.

Lige inden den bro, der går over floden, kunne man komme ned på et større tørt område, hvor vi var mange bjerggeder, der fes rundt og knipsede med kameraer, nød solen og vandet.

Fra Falls of Dochart vendte vi næsen retur mod Leith. På et tidspunkt spottede vi højlandskvæg mellem træerne, og vi sendte en depeche over for at tage billeder. Der var vist ingen tvivl om, at man skulle holde sig på den rigtige side af hegnet…

Og bare en udsigt fordi der er så mange af dem i Skotland, og man har lyst til at tage de fleste af dem med sig hjem.

Det her ligner på dette billede bare en sky – men som man så den i virkeligheden var der regnbuer hele vejen langs dens yderkant. Jeg har aldrig set noget lignende, og det var simpelthen så smukt og fascinerende, at jeg helt glemte at kigge på landskabet.

En køretur i lavlandet giver lyst til at komme til højlandet, men jeg tror, at vi skal træne vores vandre-skills inden da. Men det er godt at have noget at se frem til.

Tagged , , , | 1 Comment

UK Tour 2013: Loch Leven

Efter at have tilbragt natten i vores ildelugtende stuelejlighed gik Kristian over til receptionen for at høre om der var nogen mulighed for at flytte. Vi fik at vide at alt var booket, men at vi kunne komme tilbage omkring halv et og høre om der eventuelt var et afbud eller noget.

130909---Line-004Det gav selvfølgelig lidt en begrænsning på hvor langt omkring vi kunne tage på tur, så vi satte kursen mod Ocean Terminal, et stort shoppingcenter der ligger ikke ret langt fra vores lejlighed på havnen i Leith. Vi fik ordnet nogle julegaveindkøb og købt mad ind til de næste par dage, hvorefter vi satte os og spiste frokost med udsigt ud over havnebassinet, hvor den belgiske flåde var ved at stå til søs. Faktisk sad vi med udsigt til huset, vi boede i – det er det højre af de to.

(Klik for at se i fuld størrelse.)

Vel tilbage på hotellet fik vi at vide at de havde en ny lejlighed til os, og da vi havde flyttet vores ting var der nu en lidt anden udsigt …

2a

Faktisk var vi blevet opgraderet fra en ildelugtende stuelejlighed med beskidt gulvtæppe til en stor, lys penthouselejlighed med trægulve. Det var ret overvældende og noget af en forbedring, kan man roligt sige. Så har vi også prøvet at bo på 7. sal med vinduer, der går til gulvet. Det er ret foruroligende, men heldigvis kan de færreste af dem åbnes… Og udsigten er helt utrolig heroppefra!

Således opmuntrede besluttede vi os for at tage på en eftermiddagstur til Kinross, som ligger ved bredden af den største sø i det skotske lavland, Loch Leven.

Ude i søen ligger en del øer (syv i alt ifølge en infotavle ved søbredden, men vi kunne nu kun se 4-5 stykker), og på en af de øer – passende kaldet Castle Island – ligger Loch Leven Castle. Borgen blev bygget omkring år 1300 og er primært kendt for at have været fængsel for Mary, Queen of Scots. Hun sad på øen i knap et år, efter at en gruppe skotske adelsmænd havde gjort oprør mod hende og hendes mand, Jarlen af Bothwell. (Det er ham der senere dør i fangenskab på Dragsholm Slot.)

Man kommer ud til øen i søen ved at tage det der på slottets webside beskrives som en “ferry”. Ved nærmere eftersyn viste færgen sig dog at være en motorjolle med plads til 12 passagerer og et fribord på cirka 15 cm.

Selv om båden var lille, var der god fart på.

IMG_20130909_174052

Da færgemanden Rob sejlede afsted med os, fik vi de korte og præcise instruktioner: båden havde to nødudgange for og bag, men i dag ville der være “no emergencies”. Og ganske rigtigt, efter 10 minutters sejlads ud over søen gjorde vi landgang.

Slotsruinen består primært af en relativt velbevaret donjon og borgmur. De resterende bygninger i og udenfor borggården er mestendels forsvundet.

130909---Line-009

Naturligvis var det nødvendigt at nappe et trippel-selfie, så man kan være sikker på, at vi alle sammen var til stede på øen i søen.

Der er smukt på øen i Loch Leven, men man forstår måske godt, hvorfor Mary kaldte stedet for hendes “boring prison”. Hvis man skulle være fænglet der, ville man nok hurtigt få gået alle de ture, der kan gås på den lille ø. Men som besøgende har man jo heldigvis bevidstheden om, at Rob og hans lille “færge” kan tage en retur til fastlandet.

Efter en halv times tid havde vi set hvad der var at se på øen. Da vi sad og ventede på at færgemand Rob kom og hentede os igen, kom der en temmelig nærgående fasan forbi.

På vej tilbage på fastlandet (eller okay, i hvert fald en lidt større ø) kørte vi over til Kinross House, som blev bygget i det 17. århundrede med udsigt til slotsruinen som en feature.

Et kig tilbage mod bådehuset afslørede at regnen var på vej, så vi satte hastigt kursen tilbage mod Edinburgh.

Undervejs gjorde vi et hurtigt geokassestop i Aberdour, hvor slottet desværre lukkede lige da vi kom. Man kunne dog stadig gå ind på kirkegården ved siden af, og få et godt skud af Aberdour Castle og St Fillan’s Church (til højre).

Kort før vores lejlighed stoppede vi ved Newhaven Harbour, der lå og så flot ud i aftenlyset.

Mens vi stod og nød udsigten lagde vi mærke til en mand med et stort surfbræt, der vadede ud i havnen. Vupti hoppede han op på planken, rejste sig op og begyndte at padle afsted ud i solnedgangen.

Sådan kan man jo også tilbringe en mandag aften. Vi valgte at slappe af i vores lejlighed og nyde udsigten over Edinburgh i stedet … 🙂

Tagged , , , | Leave a comment