Søndagstur og genganger-cache

Vi skulle ikke noget søndag, men det var smukt sommervejr, så vi kørte ud på en af vores søndagsture gennem den omgivende natur. Første stop var Muffendorf, hvor vi blandt andet spottede hindbær, der desværre var udenfor rækkevidde, samt disse smukke klaser af bær. Jeg har ingen anelse om, hvilke bær der er tale om, men man kunne tro, at de var giftige med den heftige farve… Godt man kan nøjes med at tage billeder.

Overordnet set er sommeren ikke min årstid, men når det er 19-20° klokken 10, træerne er grønne og himlen blå, så overgiver selv jeg mig. Problemet opstår først, når temperaturen går på den anden side af 25°, men det var heldigvis ikke tilfældet søndag.

K havde et hængeparti med en undsluppen geocache, så vi kørte ned langs Mosel og stoppede ved Oberburg endnu en gang. Vejret var smukkere denne gang, så den lidt tossede borg stod smukt mod sommeren.

Borgen er under- eller gennemskåret af såvel vejen langs Mosel som den jernbane, der kører langs floden. Det virker noget voldsomt…

Her står vi, hvor geocachen lod sig finde, og kan se på det udhæng, hvor Line & K ventede sidste gang. Det er trods alt lidt sjovere, når man kan køre fra et sted og vide, at man lykkedes med at finde geocachen.

Og manden min ser da også svært tilfreds ud over at have fundet kassen med indhold. Det var bestemt ikke en svær kasse – altså bortset fra, at vi måtte komme der to gange for at kunne finde den.

Man kan se op og ned ad Mosel, når man står ved Oberburg, og det er sjovt at opleve, hvor forskellige Mosel er fra Rhinen. Man ser ikke meget rekreativ brug af Rhinen (foruden folk der ror), mens Mosel er et område med forskellige aktiviteter i vandet.

Vinmarkerne omgiver en på alle sider, når man kører langs Mosel, og de udgør særdeles pittoreske motiver. Her vil jeg så sige, at jeg var om muligt endnu mere fascineret af den rive-formede sky, der kom frem over bakketoppen. Naturen kan fantastiske ting…

Det var en hyggelig, stille søndag eftermiddag i hinandens selskab, og det var perfekt at komme ud og nyde sommeren, mens den er smuk og ikke brænder en fuldstændig af.

This entry was posted in Ubesluttet and tagged , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.