Søndag formiddag var Familien Skovgaard i Melbbad, mens K og jeg slappede af hjemme. Efter badebesøget var Bertram alene hjemme med K og jeg, mens Heidi og Chr. gik en tur med en sovende Merle.
Jeg spillede lidt Dragonvale med Bertram på hver vores telefon, hvorefter Bertram og K drak milkshake og samlede Star Wars lego. Det er aldrig et problem at have Bertram alene, og det er altid hyggeligt.
Til trods for den uforsonlige hede besluttede vi os for at køre til Drachenfels, hvor vi kørte op med en af de fire tandhjulsdrevne bjergbaner, der stadig eksisterer i Tyskland. Det var en rigtig fin tur opad bjerget i de flot vedligeholdte vintage-togvogne.
Vi havde købt billetter til at køre op og ned, fordi vi var enige om, at der ikke var nogen grund til at friste skæbnen og forsøge at vandre op. Det var godt det samme, for selv bare det at sidde i togvognen var en overophedet affære.
Udsigten på toppen af Drachenfels var fuldstændig betagende; som K sagde, så var det lige ved, at man kunne se til Holland. Området på toppen af Drachenfels er blevet sat i stand over de sidste tre år, men nu er det helt klart et sted, vi skal tage vores gæster med til. Det er fantastisk at se byen oppefra på den måde.
Bertram godkendte også omgivelserne, og han fornøjede sig med stunt-agtige spring ned af nogle oversized “trappetrin”. Det var meget spektakulære spring, den unge herre begav sig af med.
Merle guffede en bolle med nuller (nødder) i, mens hun kiggede på både, der langsomt gled op og ned af Rhinen langt under os.
Det lykkedes mig at fange alle fire Skovgaard’er på samme billede (og ikke med ryggen til), så nu er der billede klar til gæstebogen.
Toget sætter en af under selve borgruinen, som har ligget her på toppen af Drachenfels siden midten af 1100-tallet, og når man er kravlet helt op til ruinen, står det helt klart, at den har været endog særdeles vanskelig at indtage. Der er LANGT og stejlt herop på toppen af “verden”.
Stejlt holdt dog hverken K eller jeg tilbage, så selvom det ikke gik stærkt, så nåede vi toppen af bjerget og foden af ruinen. Her var udsigten om muligt endnu bedre! Drachenfels er et virkelig smukt sted.
Jeg havde læst, at der var et terrarium på bjerget, hvor man kunne se blandt andet krokodiller. Den detalje fangede Merle, som blev virkelig opsat på, at hun skulle se “diller”, hvilket vi – måske lidt tarveligt – grinede en del af.
Vi tog toget ned til mellemstationen, hvor vi regnede med, at terrariet befandt sig. Det gjorde det dog ikke: Det lå et godt stykke ned af bjerget, så vi besluttede at gå ned til bilen fra mellemstationen. Undervejs fandt vi terrariet, så Merle fik set diller.
Turen ned var hårdere, end jeg havde regnet med, at den ville være. Men jeg tror måske også, at det er første gang, jeg er gået ned ad en skråning med en hældning på 20% i omkring 30° varme. Vel nede igen var det til gengæld endnu en sejr på rejsen, og jeg ville ikke have været foruden den del af turen.
