Søndag vågnede vi til en grå dag, men det holdt os nu ikke fra at nå lidt, inden vi kørte retur til Bonn. Allerførste stop var dog, at vi skulle finde noget morgenmad. Vi kørte ind i Wavre og holdt så øje med, om vi spottede bagere el. lign. Da jeg spottede en mand med et baguette i hånden, parkerede vi bilen og forsøgte at finde den bager, han havde handlet med. I stedet fandt vi Le Pain Quotidien, som viste sig at være en rigtig hyggelig og lækker økologisk café / bager, hvor vi fik en skøn morgenmad. Nu ved Liza, hvor hun skal spise morgenmad på studieturen til Bruxelles, og K og jeg ved, hvor man kan få en lækker brunch i Liege. Alt var godt: brødet, de forskellige syltetøjer og smørepålæg, Lizas varme (ægte belgiske) chokolade – ja selv theen. Det var en af de gange, hvor man er heldig lige at falde ind det rigtige sted.
Dagens næste stop var Abbey de Villers, som er en betagende klosterruin. Klosteret blev grundlagt i 1164, men de oprindelige bygninger findes ikke længere. I stedet er mange af de bygninger, der står tilbage nu, fra 1200-tallet, hvor klosteret havde sine gyldne dage og blev totalt istandsat.
Når man bevæger sig rundt i ruinerne fornemmer man tydeligt, at det har været et stort sted, og der har da også angiveligt været omkring 400 mennesker, der havde deres daglige gang på klosteret, da der var flest.
Igennem 1500- og 1600-tallet forlod mange af klosterets munke stedet, men i 1700-tallet blomstrede det kortvarigt op igen. En del af opblomstringen bestod i at abbeden lod et palads komplet med barok have opføre til sig selv. Jo, jo man skal bo med stil.
Foruden den barokke have er det også anlagt en have inspireret af Hildegaard af Bingens lære om planter og medicin. Det er en smuk lille have med højbede – helt traditionelt middelalderligt – hvor planterne blomstrede og duftede.
Noget af det mere imponerende ved klosteret er det store kirkerum, som desværre ikke er så nemt at tage billeder af, men som fortsat rejser sig tronende mod himlen. Det forbliver storslået selv som en uudsmykket ruin. Man kan levende forestille sig, hvordan kirken en gang har summet af bønnerne fra 100-vis af munke.
Med den franske revolution (klosteret lå den gang i Frankrig) i slutningen af 1700-tallet blev klostret opløst af staten, og derefter solgt til en “tømmerhandel”, som som ikke lykkedes med totalt at ødelægge det stolte gamle kloster. Men den spektakulære ruin blev dog trods alt skabt gennem salg af materialer fra klosterområdet.
Som med så mange af Europas øvrige ruiner tiltrak klosteret 1800-tallets romantikere, som elskede det gamle, romantiske sted med sine overgroede vægge og stille stemmer fra fortiden.
I en del af klosteranlæggets have kom vi forbi resterne af pudsede vægge, og vi snakkede om, at hele klosteret formentlig har været pudset og stået stolt og hvidt mod himlen. Det er vanskeligt at forestille sig, når man ser de murstensbygninger, der står i området nu.
Jeg kan nu godt forstå romantikerne, for Abbey de Villers har mange fine detaljer og blik, som ikke kan andet end anspore til gode historier og fortællinger. Det er et virkelig fascinerende sted, som absolut er en omvej værd.
Og hende her fisen var naturligvis også med… Jeg aner ikke, hvor mange række-tunge-billeder, der findes af Liza, men det er vist nærmest en tradition.
Vi havde et sidste stop i Belgien, inden vi kørte retur mod Bonn: Château de Jehay, som K havde læst skulle være vældig pittoresk. Det var det bestemt også. Fra teksten i guidebogen lød det ikke som om interiøret var noget særligt, så vi nøjedes med at se på slottet udefra.
Slottet og den tilhørende lille kirke lå omgivet af en voldgrav, så rammerne var bestemt idylliske – og det skadede heller ikke, at det var lunt med lidt blå himmel, mens vi var der.
Det var en herlig week-end i det belgiske, som mindede K og jeg om, at vi ikke ret tit tager til Belgien, som vi måske skulle. Der er meget at se og opleve i det splittede lille land, så mon ikke vi kommer retur inden alt for længe.
