Monthly Archives: June 2013

Hagedornhagen

2013-06-24 13.36.35

Jeg fik to fine Hagedornhagen plakater af Lone & Finn til min fødselsdag, og kort efter kørte jeg i Ikea for at købe rammer. Desværre kom jeg hjem med to i højglans grå fremfor mat sort, og så har det taget mig måneder at komme i Ikea igen… Men nu skulle det være! Jeg nåede lige at hænge den ene af de smukke plakater op, og så var vi nødt til at tømme hele stuen pga. vandskaden. Så nu står selv samme sommerfugl i spisestuen, og den anden står på reposen. Men jeg kunne da konstatere, at de ser elegante ud mod vores mørkegrå væg, så forhåbentlig kommer de snart op og hænge på en mørk væg og på en mere permanent vis.

Tagged | 1 Comment

Amorphophallus titanum aka Titanenwurz

Amorphophallus titanum er den plante i verden, der producerer den største forgrenede blomst. Verdensrekorden for Amorphophallus titanum er 310 cm, og det er unægteligt noget af en blomst. I Tyskland hedder planten Titanenwurz og i Danmark Ligblomst, og begge navne er gode beskrivende navne.

Her i Bonn er folkene i den botaniske have rigtig gode til at få Amorphophallus titanum til at blomstre, og således har der været blomstrende eksempler alle de år, vi har boet i byen. Igen i år blomstrede Amorphophallus titanum; faktisk skete det klokken 20 fredag den 21. juni. Blomstringen varer en nat og en dag, hvorefter den kæmpe blomst folder sig sammen og begynder at lugte forfærdeligt.

Vi besluttede, at vi i år ville ned og se planten, mens den fortsat var oprejst, da vi tidligere har set en i mere død tilstand. Normalt koster det 1€ at komme i botanisk have om søndagen, men i denne week-end kostede det 3€. Man må tjene penge, hvor man kan. Da vi kom frem til stedet, hvor man kom ind til Amorphophallus titanum, stod der et fint skilt om, at der fra det punkt var cirka ½ times ventetid.

Det er altså ikke tit man står i kø i ½ for at se en grim og ildelugtende plante. Men åbenlyst var vi ikke de eneste, der syntes, at det var værd at vente på. Heldigvis stod vi i kø ned langs med det drivhus, hvor de kødædende planter bor, så der var noget interessant at kigge på, mens vi ventede på hovedattraktionen.

Vi nåede heldigvis ind i drivhus, hvor planten stod, inden det begyndte at regne. I den fjerne ende kunne man se Amorphophallus titanum men foran var der smukke kæmpe åkander, som kan bære op til 80 kg på sine kolosale blade.


Årets blomst er 290cm høj, og dermed seriøst stor og tæt på verdensrekorden, og så vejer den intet mindre end 80 kg. Det er altså en virkelig seriøs biomasse, denne plante har produceret.

K og jeg fik begge øje på dette sjove og spektakulære træ, som stod i nærheden af Amorphophallus titanum blomsten. Det viste sig, at træet ikke som sådan er et træ, men derimod forstadiet til endnu en kæmpe blomst. Planten bruger et par år på at gro træet, som så visner ned og derefter kommer kæmpeblomsten. Sikke en fascinerende måde at producere blomster på.

Amorphophallus titanum er ikke køn, men den er virkelig underlig og fascinerende, og det var bestemt den lille halve times ventetid værd, så vi fik set den i oprejst stemning. Vi overvejer, om vi kan komme på den botaniske haves sms-liste, så vi får besked næste gang en Amorphophallus titanum blomstrer. Det kunne jo være sjovt at se den med kronbladene udfoldede.

Tagged , | 3 Comments

Haven 2013: 4 – Første høst

Inden solen slog til for alvor var vi ude på haveloddet, da der var nogle bønner og ærter, der skulle have et sted at vokse. Jeg måtte endnu en gang konstatere, at det kniber med at holde jorden ren. Men vi må håbe, at det kommer til at gå nogenlunde alligevel.

Heldigvis virker det som om de fleste af vores planter vokser, og det er jo dejligt at se, at trods den sene start, så kan vi ende med at få lidt ud af haven. Jeg er spændt på at se, når rødkålene former sig mere til de runde kål, vi kender, for lige nu står der et antal relativt tynde stænger og venter på den store vækst.

Dette græskar (eller er det mon en squash) har fået fat og er vokset godt til, og har sågar sat en enkelt blomst.

Til trods for at der tydeligvis er nogle biller, der godt kan lide kål, så ser det også ud som om rosenkålene hænger i. Dem glæder jeg mig meget til at kunne høste – elsker rosenkål.

Vi kunne tage vores første høst med hjem: lidt jordbær, 1 ært og en vildfaren radise. En høst der forhåbentlig kun er den første af mange.

På en af kartoflerne sad denne smukke bille, og K var i tvivl om, om det var en kartoffelbille, og en umiddelbar internetsøgning tyder på, at det godt kunne være en kartoffelbille… Vi fjernede den under alle omstændigheder, men hvis der er en er der jo nok også flere. Forhåbentlig klarer vores kartofler sig alligevel.

Tagged | 1 Comment

12 af 12 – Husmoderudgaven

Den taler jo sådan set for sig selv, samtidig med at den fint dokumenterer en dag i en husmoders liv.

Tagged , , | Leave a comment