Vi kørte lidt rundt på Rügen, men var egentlig ikke specielt imponerede, da det meste virkede voldsomt turistet. Dog havde vi et konkret mål for dagen: Vi skulle se Prora. Prora er et virkelig underligt sted, som blev opført i 30’erne som et nazistisk sommerferieparadis. Byggeriet blev stoppet som følge af 2. verdenskrigs udbrud, og derfor står de kolosale bygninger tilbage som tomme skaller, der vidner om det komplette storhedsvanvid, der var i rasende udbrud blandt de ledende figurer i 30’ernes Tyskland.
Det var umuligt at se eller for den sags skyld tage billeder af, men bygningerne strækker sig over intet mindre end 4,5 km ned langs stranden. Det er, som med så mange af de øvrige bygningsværker fra tiden, virkelig svært at få sin hjerne til at rumme, hvor stor en skala man har tænkt på. Prora står tilbage som et monument over en tid, som ikke er mere og som forhåbentligt aldrig kommer igen – og som en kraftfuld påmindelse om, hvor vanvittige vi mennesker også kan være.
Prora ligger 150 m fra vandkanten, men det er langt fra så lækker en strand som dem vi så på Bornholm. Faktisk var der klam sort tang helt inden på stranden, så det ville man skulle igennem, hvis man skulle ud og bade. Men udsigten over havet er smuk.
Den strand vi kom ned til (og gik hen over) var fint markeret med dette lille skilt, hvorpå tre uskylde bogstaver stod: FKK. FKK står for Freikörperkultur – altså det at man holder meget af at færdes uden en trevl på kroppen. Vi har hørt meget om den tyske naturistbevægelse, men det er første gang, vi støder på et FKK-område. Der var dog ingen, der levede det frie liv på stranden; måske fordi det var temmelig koldt.
Som de selfie-nørder vi er ved at udvikle os til, måtte vi naturligvis have et billede af os (fuldtpåklædte) på FKK-stranden på Rügen.
Vi havde egentlig umiddelbart planer om at skulle se Stralsund om eftermiddagen, men for det første var jeg rigtig træt og for det andet blev det helt urimeligt dårligt vejr. Så vi nappede en afslappende eftermiddag på hotelværelset i stedet for sightseeing i øsende regnvejr, hvilket vi begge var godt tilfredse med.