Vi havde besluttet at gå rundt om endnu en svensk sø, og denne gang var Visjö målet. Esben & Sus vidste, at der var fine stier hele vejen rundt om søen, og der var godt 6 km rundt, så jeg var frisk og ved godt mod, da vi satte ud fra startpunktet. Alma havde sparkecyklen med og solbrillerne på, så hun var også klar.
K vidste, at der lå en skat gemt ved søen, og den måtte han naturligvis have Almas hjælp til at finde. Hun legede med på legen.
Der var ikke så mange bytteting i kassen, men K havde lommen fuld af ting, så den kunne blive fyldt op, og Alma kunne vælge en skatteting; et lille malet træhjerte.
Jeg skal gerne indrømme, at jeg syntes, at søen så ret stor ud, som den lå der og ventede. Men med udsigt til 6 km med fine stier, så var jeg ikke rigtig urolig, selvom jeg regnede med at få de 10.000 daglige skridt fint i hus.
Om man skulle have haft en forudanelse baseret på den strandede båd, vil jeg lade være usagt, for billedet her blevet taget pga. dens pittoreske look. Men set i bagklogskabens uendeligt klare lys, så kunne vi have taget tegn af båden, det er der ingen tvivl om…
Stierne var ikke ret brede, men i det første stykke tid var de rigtig fine, og vi bevægede os igennem et rigtigt eventyrlandskab med bløde tuer af mos og græs, faldne træer (hvori nisserne Alma og Balma ifølge menneske-Alma boede) og mængder af kogler.
Naturligvis måtte vi have en kiks- og vandpause undervejs, hvor vi var så heldige at finde en lille bænk, hvor vi kunne sidde og nyde udsigten ud over søen. Og vi kunne virkelig ikke udsætte det mindste på vejret eller den smukke vista.
Alma og Kristian var helt ude ved søbredden for at se, om der var fisk eller frøer – eller hvad de nu stod der og filosoferede ud. Søde så de i hvert fald ud.
Og hvad det her forestiller, tja… Han var ubetinget meget stolt af det lille optrin, og det er jo hyggeligt 😉 Tossede mand.
Vi gik fortrøstningsfulde af sted fra vores pausested, og så løb vi ind i dagens første virkelige udfordring. Der havde tidligere været nogle liidt våde stykker af sti (vi gik på brædder lagt ud over områdets sumpede dele), men nu stod vi pludselig med godt to meter helt druknede brædder. Vi kløede os lidt i nakken og overvejede, om vi var nødt til at vende om og gå retur. Men! K havde de fantastiske kopi-crocks på, så han vadede ud for at se, om vi kunne gøre noget for at komme over. Løsningen blev, at Esben og K mekkede en løsning, hvor to faldne træer blev skubbet ind under brædderne, og mens K stod på enderne af træerne gik vi andre hen over rimeligt tørskoede. Lidt høje af faktisk at have vundet over naturen gik vi videre.
Mens stierne blev mere og mere vanskeligt fremkommelige med mængder af faldne træer, der skulle besejres, ændrede området også udseende. Vi kom igennem et område, som bedst kunne beskrives som naturens Forum Romanum med ruiner af faldne træer, der lå hulter til bulter. Man må sige, at de gode stier var forsvundet, men naturen var fortsat storslået og spændende at færdes i.
Når man kommer tættere på naturen som følge af stiernes manglende perfektion opdager man naturens smukke detaljer – og de store svampe, der voksede på træerne var fantastiske.
Da vi fik kæmpet os gennem Forum Kostaneum mødte vi ovenstående skilt (som ikke havde stået i den anden ende af stien). Heldigvis blæste det ikke på dagens, men der var nu ganske ganske mange faldne træer og grene alligevel…
At små træer kan vokse sig til cirka 1 meters højde midt på vejen siger alligevel en del om, hvor befærdet området er…
Hvis vi troede, at besværlighederne var overstået, så tog vi grumme meget fejl. Stien sluttede nemlig i en lille irgrøn pøl af vand, som absolut ikke var til bare lige at hoppe over og som heller ikke var sti-belagt. Til alt held lå der en falden træstamme hen over pølen. Jeg tror nok, at jeg tog røven lidt på Esben, da jeg satte mig på stammen og øffede over på den anden side uden så meget brok. Måske tog jeg også røven på mig selv… Heldigvis kom resten af selskabet og tørskoede over med sparkecykel og sommerhatte intakte!
Langt om længe nåede vi til den sidste del af turen med ordentlig god bred vej, hvor Alma kunne bruge sin sparkecykel, og vi andre kunne gå uden at skulle kravle, klatre eller svømme af sted for at komme frem.
Alma var vældigt populær blandt sommerfuglene, og faktisk kunne hun bare række sig arm ud, så kom de flyvende og landede på hendes hånd. Både hun og vi syntes, at det var rigtig sjovt og hyggeligt, så hun “fangede” et par sommerfugle på denne måde.
Efter frokost i det grønne – hvor vi kunne konstatere at den strabadserende tur havde kostet godt 15000 skridt – gik turen til Kosta, hvor K og jeg foretog et hemmeligt indkøb. Retur i Tikaskruv gik vi i gang med at blive klar til den pandekagefest, vi havde inviteret til. Der blev pyntet op og bagt pandekager, før vi kunne åbne døren for gæsterne. Det var en herlig måde at bruge eftermiddagen. Balloner, serpentiner, varm kakao og pandekager – det kan jo ikke gå galt!
Sikke en dag… Vi var vist alle sammen godt brugte efter den udfordrende tur, men det var samtidig en skøn følelse at have gjort det. Og nu har vi en god historie, må man sige. Naturligvis var der tid til at spille spil, da Alma først var lagt i seng. En rigtig dejlig dag.
