Søndag havde vi besluttet at gå en tur rundt om en af de mange søer i nærheden, Djupgøl. Esben og Sus huskede, at det var en fin tur rundt om søen på omkring 5-6 km, så det skulle jo være passende til en tur med efterfølgende madpakkefrokost ved søen.
Alma ville allerhelst smide sten og kogler i søen, og fik da også mulighed for det ved gentagende lejligheder undervejs.
Stierne omkring søen var ikke brede, men i udgangspunktet fremkommelige og til at bevæge sig ad. Vi passerede også små broer og pontoner, der flød ovenpå søen og ledte os videre rundt.
Det gik såmænd så fint – indtil vi skulle krydse over på søens anden bred for at vende retur mod bilen… Som det tydeligt ses på billedet, så var det ikke lige en mulighed at komme hen over broen i den forfatning, den var i.
I et forsøg på at afklare situationen holdt vi en lille (tisse)pause ved broen og snakkede frem og tilbage. Enden på sagen blev, at vi besluttede at gå den længere vej rundt, fordi der burde være stier længere frem. K og jeg skyndte os at forevige vores glade ansigter ved den oversvømmede bro.
Vi gik hen over søen på fine (men sine steder lidt svuppende) pontonbroer, og som det tydeligt ses, så var det en ret nær og fin måde at færdes på søen på. Faktisk var det for mig en smule grænseoverskridende faktisk at begive mig ud på broerne, men i situationen og selskabet, så kastede jeg mig ud i det, hvilket føltes fedt!
Alma synes, broerne var herlige, og hun kastede sig ud over dem med stor gusto. Lidet kunne vi vide, at for enden af disse broer stoppede den nemme gåtur.
Fra resten af turen retur til bilerne er der faktisk ikke billeder, for det blev hårdt arbejde at bevæge sig. Stierne var ikke eksisterende længere, så vi måtte arbejde os igennem skovbunden, blåbærbuske og fældede grantræer. Jeg blev noget tøsefornærmet på situationen, så jeg skældte lidt ud. Men man må jo sige, at når man når til bilen, så føles det som om, man for alvor har bedrevet noget 😉 Den sidste tredjedel af dagens tur var ikke helt almindelig gåtur, så når skridtmåleren viste godt 8500 skridt, så var det vist ikke helt fyldestgørende for indsatsen på dagen.
Belønningen for enden af turen var frokost på en lille terrasse ud på søen i det mest fantastiske forårsvejr. Alma legede i vandkanden, mens vi andre nød solen og søen – og kiggede på pytonstore snoge i vandet.
Den her lille frøken indledte frokostbesøget med at snuble ned i vandkanten, hvilket gjorde hende lidt forskrækket. Heldigvis kom hun sig hurtigt, smed strømpebukser og ble og hyggede igennem med spand og vandkande, når hun ikke lige kom fisende over til os for at drikke (og lege med) juice. Det må være vidunderligt at være tre år.
Jeg var muligvis ikke så begejstret for situationen, mens jeg var i den, men efterfølgende er det jo en herlig fortælling om at blive ved, selvom det ikke var nemt. Og så var det altså et rigtig fint sted, Djupgöl – men en oprettet bro ville nok være en god ting.
