Daily Archives: 08/05/2013

Tika til Bornholm

anemone

Onsdag gik turen videre fra Tika via Ystad til Bornholm, hvor vi skulle være sammen med familien Skovgaard frem til søndag. Jeg var simpelthen så træt, og jeg havde ondt i højre skulder/arm, så jeg sad halvslattent under mit tæppe i bilen. K var ude og finde en kasse, og han kom tilbage med en lille buket fine hvide anemoner til mig. De klappede hurtigt sammen, men jeg lagde dem under stakken af cd’er i handskerummet, så jeg regner med, at de kan komme med i ugens PL, når jeg når så langt.

130508 (15)

Vi mødtes med Fam. Skovgaard ombord på Bornholmerfærgen, så vi kunne følges ad den resterende vej af turen. Afsejlingen fra Ystad foregik i fint vejr, så vi kunne stå og kigge ind over havnen og ud over havet. Selvom jeg hoppede i med begge ben, da Bertram sagde, at det ville blive en voldsom tur til Bornholm pga. bølger, så blev det faktisk en fin og rolig (og hurtig) tur.

130508 (16)

Heidis forældre havde arrangeret, at vi kunne bo i nogle af deres bekendtes sommerhus i nærheden af Pedersker på den sydlige del af øen. Sommerhuset var rigtig fint til os, og det lå super lækkert tæt på den fineste sandstrand.

130508 (21)130508 (26) 130508 (63)

Efter aftensmad gik vi en tur ned til stranden for at nyde solnedgangen, vejret og lidt udetid – og sikke en solnedgang vi fik lov at deltage i. Det var bare helt vidunderligt smukt, og vejret var mildt og skønt.

130508 (38)

Selvom Hr. Skovgaard mente, at han også skulle være med på billedet (så skidt da), så fik K og jeg taget det efterhånden obligatoriske selfie. Vi var der!

flint

Christian og Bertram ledte efter og fandt fosiler i den skiffer, stranden bugnede af. Bertram fandt nogle rigtig fine eksemplarer, hvor man kunne se siv og andre blade aftegnet i stenen.

130508 (56)

Desværre kunne jeg ikke lige få denne flotte strandvasker med hjem, selvom jeg gerne havde dekoreret terrassen med originalt bornholmsk drivtømmer.

havn

Vi boede ganske tæt på denne lille havn, som vi sluttede af med at gå forbi i aftenskumringen. Det kan godt ske, at jeg ikke er ret søstærk, men jeg elsker at færdes i havne uanset størrelse.

130508 (72ed)

Merle var særligt begejstret for, at der stod to slidte kontorstole på havnekajen – de var da også nærmest som skabt til barneleg.

130508 (79)

Vi lagde stranden og den smukke solnedgang bag os, som vi begav os retur til sommerhuset for at lægge ungerne i seng og drikke the og slappe af, så vi kunne blive klar til første hele dag på Bornholm.

Tagged , , , | Leave a comment