Daily Archives: 30/04/2013

Terrassen 2013: 3 – Yderligere klargøring

Den 18. og 19. april knoklede jeg videre på terrassen, fordi jeg klart fornemmede, at foråret tog fart, og jeg ville være sikker på, at tingene nåede i jorden / at blive plantet om eller flyttet, inden det var for sent i forhold til vækst og blomstring.

I Italien nappede jeg lidt stenvækst, som jeg synes var fint, og nu måtte det have et sted at vokse, så det kom ned i en lille potte. Og faktisk vil jeg sige, at meget tyder på, at det også gerne vil vokse i Bonn, for det ser i hvert fald sundt og fint grønt ud.

Endnu en perlehyacint har indtaget scenen, men denne gang gemmer den sig midt i en af mine store fine timianplanter, hvilket faktisk ser rigtig fint ud. Man kan lige spotte lidt blåligt mellem timianens små støvede grønne blade.

Iberis sempervirens (som vist hedder snepude på dansk) er også en af sidste års indkøb, som kommer igen. Den så ret trist ud i efteråret, men fin er den jo, når den kommer sig og blomstrer med små hvide blomster.

De her lupiner tror jeg også, at jeg købte og satte sidste år, men jeg synes ikke, de er særligt langt i forhold til mange af de andre, jeg har fundet rundt om på terrassen. Vi får se, om de bliver til noget, som foråret skrider frem.

Jeg kan ret godt lide græsser i haven, og denne her er et af årets få nyindkøb. Jeg har forsøgt mig med at sætte den i en urtepotte, der indtil nu har stået indenfor. Om den kan klare at stå ude i vinteren, har jeg ingen anelse om, men det finder jeg temmelig sikkert ud af. Og hvis den ikke vil være med, så må græsset flytte et andet sted hen.

Det japanske ahorns knopper folder sig langsomt mere og mere ud, og jeg glæder mig vældigt til bladene er foldet helt ud, for de er så smukke i formen.

Jeg havde nogle potter med planter med hjem, som min svigermor har begået til mig, men jeg ved desværre ikke, hvad det er for nogle planter. Her har en af dem fået sig en potte og lidt rester fra en anden plante. Bladene ligner lidt en stokrose, men jeg tror ikke umiddelbart, at det er det, der er tale om. Hanne?

Jeg har ikke lagt løg sidste år, men alligevel kommer der et par tulipaner frem. Denne flotte flammende tulipan bor i en af de kasser, hvor jeg normalt har mine tomater – meget passende med de røde og gule nuancer, kan man så sige.

Akelejerne vokser virkelig gevaldigt nu, og jeg er ret begejstret for dem. Det var godt, jeg købte dem sidste år, for jeg tror, de bliver populære beboere her hos mig. Ved siden af den nederste af dem står en purløg, som er temmelig velvoksen allerede – vi må vist spise noget purløg snarest.

Væksten, jeg spottede da vi kom hjem fra Italien, viste sig at være min løjtnantshjerte, som er en af havens allersomsmukkeste blomster, hvis du spørger mig. Så fin og romantisk.

Jeg har for længst erkendt, at ranunkler ikke egner sig til min terrasse, men jeg fik denne gule ranunkel af en veninde, så nu får den lov at stå i sin krukke til den ikke kan mere. Der er jo ingen tvivl om, at den er skøn, men den er også meget krævende, når det kommer til vanding mm.

Sankthansurterne vokser støt og roligt, og jeg er spændt på, om de igen i år forsyner terrassen med meget lange voldsomme blomstervækster. Perlehyacinterne hænger også på endnu, men bladene er noget klaskede efterhånden.

Det her lille grantræ har været kønnere, men det får en chance, for nu skyder det nye nåle, så måske bliver det finere og grønnere igen… Håbet er også lysegrønt, ikke?

Min klatrehortensia var sådan cirka fem dage om at folde sine blade helt ud; stadig ikke skyggen af blomster, men nu er den grøn og frodig at se på.

Fem dage senere tittede nogle af gladiolusserne op af kurven, de er plantet i. Jeg er så utrolig spændt på, om det virker, for på billedet ser de fantastiske ud. Som det også ses, så har jeg i år slået mig på kurvene på terrassen, og det er jeg rigtig begejstret for, for de er lette at flytte, og de ser fine ud. Tror der skal indføres flere kurve her hos os.

Sidste år købte vi en plantekasse med espalier, og jeg plantede tre klatreplanter i den. De klatrede fint allerede sidste år, men de blomstrede kun begrænset. I år er der ansatser til rigtig mange blomster, så jeg hepper.

Så! Nu er terrassen i princippet klar til sommerens komme. Jeg fantaserer om at skifte nogle af plantekasserne på gulvet ud med kurve, og det kan godt ske, at det sker i løbet af sommeren. Under alle omstændigheder er det skønt, at terrassen nu ser herlig ryddet ud og står klar til at springe ud og blomstre.

 

Tagged | 1 Comment