Vi vidste godt, at det ville komme, men det var alligevel lidt surt at vågne fredag til helt grå himmel og silende regn. Måske var det en af årsagerne til, at K blev liggende i sin seng til efter 11? I hvert fald var det ikke super motiverende for os på vores sidste dag i Italien, men ikke om vi ville lade os slå ud. K improviserede hurtigt en køretur igennem vindistriktet Valpolicella, så vi var af sted.
Det er egentlig sjovt, at det kan være super fedt at opleve en grå regnvejrsdag som denne, selvom man kan blive så inderligt træt af gråvejrsdage, når man er hjemme. Måske er det feriestemningen, der hjælper, eller også er det et spørgsmål om at være i en natur, som bare egner sig godt til at blive set i såvel perfekt solskin som i gråvejr, tåge og regn.
Fordi vi var kommet så sent af sted, stoppede vi relativt hurtigt ved et sted med en spektakulær udsigt, som vi kunne nyde, mens vi spiste vores medbragte frokost. Desværre kunne man ikke lige sidde på en bænk og nyde udsigten, men smuk var den nu alligevel, som skyerne kom rullende hen over bjergsiderne.
Gråvejr har da den fordel, at vi begge to er i stand til at holde øjnene åbne på billeder – og vi kunne jo ikke undlade at nappe et selfie. Det er faktisk billeder, jeg holder rigtig meget af, fordi vi begge to er på – ikke kun K, hvilket ellers tit kunne blive tilfældet.
Ingen køretur er komplet uden en geocache eller to, og den første af dagen kasser, lå i et gammelt marmorbrud. Kassen havde det poetiske navn I Pilastri della Terra (Jordens søjler), og man må sige, at det var et spøjst og fascinerende sted.
Udsigten, som den så ud mellem to af jordens søjler, fejlede bestemt heller ikke noget. Det er sikkert ikke meget, arbejderne i marmorbruddet har set til den, men vi nød den. Samtidig blev bruddet starten på en opdagelsesrejse: Vi havde jo godt læst og hørt om marmor fra Verona, men vi havde nok ikke gjort os klart, hvor meget det fortsat er en big business i området. Eller hvor meget man i det moderne Italien fortsat anvender marmor til.
Som vi fortsatte vores tur gennem området spottede vi det ene marmor-værksted efter det andet, hvor de smukke blokke af sten bare lå strøget som var det småsten i et havecenter. Vi kunne også konstatere, at man i dette område kan finde ganske mange huse, som er konstrueret alene af marmor – selv tagfliserne er store stykker groft forarbejdet marmor. Som K sagde: Det er sten-svineri. Det var virkelig vildt at opleve.
Der hersker ikke den mindste tvivl om, at området vi kørte igennem, var rigere på sten end på træ, for markerne var afgrænset langt de fleste steder med “hegn” formet af store grove stykker marmor, der i større eller mindre grad var blevet en del af naturen. Det så faktisk smukt og rigtigt ud på en anden vis, end traditionelle træhegn eller moderne elektriske ditto. For mig er det altid spændende at gå på opdagelse i et områdes kulturhistorie på den måde, og ganske meget bliver faktisk afsløret, hvis man kigger nærmere på, hvilke materialer man anvender til huse, hegn, fortorve mm. Og i Valpolicella bruger man da bare marmor til det hele!
Til vores store fornøjelse havde regnet bestemt ikke lagt en dæmper på forårets fremfærd, og vi kunne konstant se små lilla og gule blomster i vejkanten. De lilla anemone lyste gevaldigt op i skovbunden, som stadig bærer præg af efterårets løvfald.
Men anemonerne var ikke alene i skovbunden – de havde nemlig fine hvid-gule naboer, som jeg ikke umiddelbart kunne artsbestemme, men jeg syntes, at de lignede en slags primula. Så nu, hvor jeg har fået stabilt internet, gogglede jeg “primula vild” og fandt frem til kodrivere, som jeg mener, at de her fine blomster må være. Kommentarer?
Dagens anden geocache skulle findes ved Ponte di Veja (Vindens bro – vi fortsatte med de poetiske navne), som er en naturlig bro. Sådanne naturligt skabte “strukturer” er altid imponerende og spektakulære, så selvom der var vådt og glat, måtte vi ned og kigge på broen.
Inden K begav sig ned under broen for at finde informationer, der skulle bruges i geocaching-mæssig sammenhæng, nappede vi dagens andet selfie – men bro og fire åbne øjne!
Mens K havde gummistøvler på, havde jeg bare mine almindelige tullesko på, så jeg afstod fra turen ned under broen. Se, lige hvor lille ham Hr. Thy ser ud dernede under broen. K var nødt til at gå igennem en lille strøm for at finde de nødvendige oplysninger, så det var godt, at jeg blev længere oppe, hvor jeg var relativt tørskoet.
Udsigten fra broens top var der bestemt heller ikke det mindste at udsætte på, selvom det virkeligt imponerende naturligvis var broen, og hvad den siger om naturens utrolige kræfter.
Vi kunne ikke lade være at grine af dette vel nærmest trendy palæo-hus! Og som vi blev enige om, så var det lige vejr til palæo-vask: Vasketøjet vaskes i maskinen og hænges så ud i regnvejret, hvor det bliver vådt om og om igen, inden det måske en gang tørrer. Palæo-vask er et koncept, vi har lært at kende hos Esben og Sus.
Som vi så småt satte kursen mod Bardolino igen, kom vi forbi et fortsat aktivt marmorbrud, hvor man tydeligt kunne se lagene i stenene, samt hvordan de store stakke af marmor bare lå og ventede at blive til noget nyttigt.
Den regnvåde tur gennem Valpolicella sluttede af med at regnen dampede af for at give plads til solen og en blå himmel. Faktisk blev det rigtig lunt i løbet af eftermiddagen, så vi nåede at suge det sidste af den italienske forårsvarme til os, inden vi måtte vende næsen hjem lørdag morgen.
For en gangs skyld vil jeg sige, at jeg ikke syntes, at regnen var en skidt ting. Jo, det ville også have været smukt med denne tur i solskin og med blå himmel, men det grå og fugtige vejr gjorde faktisk mange af udsigterne fascinerende og interessante frem for alene smukke. Men jeg kunne sagtens køre turen igen – evt. en efterårsdag med høj sol og efterårsløv på alle vinmarkerne. Det må være smukt. Til gengæld sidder jeg over på turen i 35 grader i juli…
