Ovenpå vores marathontur til Venedig havde vi ikke lagt stramme planer for torsdag, og K sov da også længe, så det var nok meget godt, at vi ikke havde de store planer for dagen. Noget skulle vi dog, og K var varm fortaler for en tur til Mantova, hvilket jeg nemt kunne lokkes med på. På vejen forsøgte jeg at dokumentere, hvor smukt ferskentræerne stod, hvilket det var desværre ikke helt så enkelt. Jeg kan dog afsløre, at det ser virkelig bedårende ud med marker der er helt sart og plettet lyserøde spredt udover landskabet.
I Mantova parkerede vi lige foran det gigantiske Palazzo Ducale, som vi dog ikke nåede ind og se, da vi dels var kommet ret sent af sted og dels begge var rimeligt møre fortsat. Et tre timers museumsbesøg var måske ikke lige det, vi trængte mest til. Netop som vi ankom var det marked, der må have været i gang siden morgenstunden, ved at lukke ned, så vi fik lige den allersidste markedsstemning med i den første halve times tid, vi var i byen.
Mantovas claim to fame er, at der er en lang række smukke og unikke huse tilbage i byen, som til sammen er blevet anerkendt som verdenskulturarv. Da Mantova ikke var med i den guidebog, vi havde købt til ferien, måtte vi en tur omkring turistkontoret og hente et kort, hvor alle de fine gamle huse heldigvis var plottet ind. Ydermere har byen været så venlig at sætte informative skilte op ved hver af bygninger, og teksten står på italiensk og engelsk, så turister kan også være med. Meget brugervenligt, må man sige.
Som vi færdedes i det moderne Mantova blev vi mere og mere overbeviste om, at byen fortsat er særdeles velhavende, og at det ikke kun gjaldt for Mantova af 1500-tallet: Butikkerne var endog særdeles posh, og det virkede ikke som om de var der for turisternes skyld, men derimod for at betjene de lokale. I øvrigt var de primære turister italienske skoleklasse og franske gymnasieelever.
Vi gik noget hovedløst rundt og ledte efter et sted at spise, hvilket ikke ligefrem var nemt at finde. Jeg sagde til K, at jeg ville ønske, at italienerne moderniserede deres køkken og lavede nogle caféer, hvor man kunne få italiensk mad uden at det behøvede at være super traditionelt. Netop som vi var ved at overgive os til en (synes jeg) kedeligt udseende restaurant spottede K La Cucina. Og det var lige præcis, hvad jeg fem minutter tidligere havde efterspurgt: En lys, lækkert indrettet moderne italiensk frokostrestaurant. Alene interiøret overbeviste mig om stedets kvaliteter.
Menuen bestod af en meget begrænset mængde retter, som nu alle lød rigtig lækre. K fik en risotto med noget, vi senere fandt ud af var en slags kalvefrikadeller, mens jeg fik erstatningen for den kyllingeret, de var gået tør for nemlig noget saltet oksekød (ikke bresaola med lidt i den retning) serveret med nogle super lækre gulerødder, der var vendt i god olivenolie. Det var alletiders frokostoplevelse, og nogle gange fatter man jo ikke, at man kan efterlyse noget så specifikt det ene øjeblik og finde det den næste. Jeg tror ikke, at jeg tidligere har set moderne italienske spisesteder som dette. Måske er det bare endnu en gang med til at understrege, at man har penge og overskud i Mantova? La Cucina var i hvert fald velsøgt og lækkert.
Hvor der før frokost havde været en del skyer og gråt på himlen, kom vi efter frokost ud til det mest vidunderlige lune forårsvejr, som vi bare kunne suge til os, mens vi spadserede ned igennem byen mod Palazzo Té og på vejen så mange af byens andre fine gamle huse.
Jeg stoppede op et øjeblik ved en sidegade, hvor der for enden var lyseblå himmel og en blomstrende magnolia, og mens K tog et billede opdagede jeg, at vi stod lige ved en fin historisk detaljer: På flere bygninger i Mantova spottede vi indskrifter hugget ind i en af hjørnestenene, hvorpå der bl.a. stod en dato, og den vi stod ved var opført i 1527. Det er fascinerende, når historien kommer helt bogstaveligt i øjenhøjde på den måde.
Vi nåede frem til Palazzo Té, men måtte der også konstatere, at dagsformen kun rakte til at se på herlighederne udefra. Paladset har ligget på sin plads på en kunstigt anlagt ø siden 1535, og virkede som sommerresidens for fyrsterne, når de trængte til at komme lidt væk fra deres hovedslot 1,5 km væk.
På vores vej retur til dytten kom vi forbi byens hovedpostkontor, og her var der en samling af nye og ældre postkasser. Man må nok sige, at fortidens udgave er lidt mere æstetisk tilfredsstillende men måske også mindre synlig i gadebilledet.
Og nå ja – Mantova tog yderligere et stik hjem, for der var nemlig en Grom isbutik i byen, faktisk meget tæt på La Cucina. Ums, vi fik dejlig is efter en dag i Venedig, hvor vi måtte opgive at finde noget, der så rigtig spændende ud.
Da vi nåede tilbage til pladsen foran paladset, var alle spor af markedet væk, og det var noget nemmere at se pladsens bygninger og dimensioner. Som vi kørte væk fra Mantova kom vi udenom paladset og kunne se nøjagtig hvor stort en anlæg, det er. Måske kommer vi igen en anden gang og tager museumsfødderne med, så vi kan se alle fyrstefamiliens kvadratmeter.
Mantova var et perfekt projekt for en dag, hvor vi begge var godt møre og ikke oplagte til de alt for store udskejelser. Samtidig er det også en by, hvor man kan bruge mange eller lidt færre timer alt efter, hvor grundigt man går til værks; vi nuppede den kortere udgave denne gang.
