Første stop var halvøen Sirmione, som ligger i den sydlige ende af Gardasøen. Vi var heldige at finde en parkeringsplads ikke alt for langt fra byen, så K købte en parkeringsbillet, der varede en times tid og så trissede vi op for at se nærmere på venetianernes befæstede ølejr.
Mine tanker blev ledt tilbage til vores besøg i Port Grimauld, men forskellen mellem de to steder er, at Sirmione rent faktisk var et sted, som var tænkt som det sidste forsvarssted, mens Port Grimauld er en rigmands drøm om afslappende sted at opholde sig.
Monogrammet på slottet Rocca Scaligera binder de vilde gravmonumenter i Verona sammen med Sirmione, for det er nemlig Scaligeriernes monogram. Slottet blev da også bygget i det 13. århundrede af netop Veronas Scalegeri-familie, og slottet tjener som forsvarsværk og er derfor skruet sammen på en sådan måde, at det er nemt at få ram på eventuelle fjender, der måtte komme fra vandsiden. Også landsiden er til at forsvare, fordi der er tale om en halvø med kun lidt berøring med fastlandet.
Det er muligt, at det en gang var en velsmurt forsvarsmaskine, men i dag ligger stedet hen i en mere idyllisk ro (i hvert fald hvis man kommer en aprilformiddag inden busserne med alle de andre turister). Det var fortsat gråt over søen, da vi ankom, men det gjorde i virkeligheden bare slottets gamle voldgrav mere stemningsfuld.
Hvor voldgrav og sø mødes kan man gå ned på en lille skive strand, hvor udsynet over den store sø er uforhindret. I et vejr som dette er det svært at se, at der er tale om en – omend meget stor – sø og ikke et hav.
Vi benyttede strandvisiten til en lille fotosession af fruen og af os begge, så vi kan dokumentere, at vi faktisk var på stranden ved Gardasøen.
Lige som vi var klar til at forlade stranden, kiggede jeg op over mit hoved og spottede ikke alene den smukke blå himmel, men også de fine sukkulenter, huset og stenmuren – sådan et af de syn, der minder en om, at man bestemt er kommet sydpå.
Udsigten til at det gode vejr nu kom igen, fik mig til at overtale K om, at vi skulle spadsere ud mod øens nordlige ende, hvor Grotto di Catullo (lyder lidt scary) findes. Det er resterne af en den romerske poet Catuls (født 84 fvt.) villa på Sirmione, og dermed et tydeligt bevis på, at Gardasøen altid har været et populært feriemål.
Vi gik langs med vandet af en fint anlagt promenadesti, hvilket gav os et glimrende syn tilbage på Rocca Scaligera og omgivelser. Som det tydeligt ses på dette billede, så var vejret under forandring og ikke alle steder var der blå himmel. Vi gik faktisk imod den blå himmel og solen, mens der fortsat var diset og gråt bag os. Egentlig en meget god måde at fordele tingene på…
Vi undrede os lidt over, at der gror træer ude i søen… Man kan sige, at de aldrig mangler vand, men de må samtidig også skulle tåle ganske meget af de våde varer.
Desværre nåede vi aldrig Catuls grotte, for man kunne ikke komme videre end den badebro dette billede er taget fra på søsiden. Så skulle vi være gået tilbage og op over bakketoppen, men en del af planen med en tur rundt om Gardasøen var, at vi skulle spare vores fødder indtil den store Venedig-tur onsdag. Så vi nøjedes med at nyde synet mod tippen af Sirmione.
Det er ingen hemmelighed, at jeg nød at kunne smide vinterjakken og bare lade solen varme mig, mens jeg kiggede ud over vandet. Nok er det ikke et hav, men det er vand i meget store mængder, som i visse henseender synes at arte sig lidt som et hav.
Vel retur ved den lille by skulle vi forsøge at finde en geocache uden at vække alt for meget opsigt. Det kan ind imellem være en krævende opgave, men det lykkedes. Tit er min opgave at ”tage billeder”, mens K roder rundt de mærkeligste steder – så lader vi som om vi ikke ser så iøjnefaldende ud. Der var en ældre herre, som meget insisterende blev hængende, mens vi skrev i logbogen – det viste sig at være fordi han lige tænkte at bruge et sted i nærheden som sit eget toilet. Charmerende…
Vi havde brugt næsten en time længere på Sirmione, end K havde forestillet sig, da han købte parkeringsbillet, men heldigvis havde vi ikke fået en p-bøde, så vi skyndte os at køre videre. K havde hjemmefra fundet koordinaterne til en geocache, som endnu ikke var blevet fundet, og den skulle vi naturligvis se, om vi kunne blive First Finders på. Det kunne vi! Og det betyder, at vi nu har været FF’ere på kasser i fem forskellige lande.
For at undgå at skulle spise på restaurant til frokost havde vi smurt et par foccaciaer hjemmefra, og vi var efterhånden noget til den tid på dagen, hvor lidt frokost ville være godt, så vi fandt et fint sted, hvor vi kunne sidde og nyde solen og vandet.
Vi endte på en strandpromenade, som var fint afgrænset af mandarintræer fyldt med smukke orange frugter. Gad vide, om de bare får lov at gå til, eller nogle af de lokale ind imellem ripper et træ og guffer en omgang c-vitaminer i sig?
Vores ”frokostrestaurant” havde denne spektakulære udsigt over Gardasøen, og vi sad i første række til den. Ydermere fik solen mere og mere fat, så mens vi spiste, fik vi også lidt sol på kinderne og varme i kroppen.
De primære medgæster var en gruppe af ænder, som var svært interesserede i at få del i den gode frokost. Desværre for dem var det eneste, der blev tilovers, nogle ender fra afgnavede gulerødder, og dem havde de ikke meget glæde af.
Selvom der var smuk blå himmel flere steder og gennem det meste af dagen, så kom skyerne snigende hen over bjergtoppene, mens vi spiste frokost.
Inden vi kørte videre, kunne jeg ikke dy mig for at tage dette billede af min mand og den store sø (og nå ja, den lille and), for det så bare så lækkert ud. Vi var enige om, at vores private fortorvscafé havde været en succes.
Som vi kørte videre spottede jeg et virkelig smukt fænomen: bjergenes sneklædte tinder stak op over et lag af skyer, som fik det til at se ud som om bjergtoppene svævede i luften. Det var fuldstændig ubeskriveligt lækkert, og vi glemte helt søen nedenunder skyer og bjerge.
Vi var så heldige, at vi kom op til et sted på den modsatte side, hvor vi kunne få en kop kaffe og nyde fænomenet fra terrassen foran restauranten, som også var et hotel. Tænk, at vågne om morgenen til et syn som dette… Så kan det kun blive en god dag.
Jeg tog så mange billeder af bjergetoppene, så det var svært at vælge hvilke, der skulle ende her på bloggen. Men naturligvis måtte vores selfie med -K har løst sit problem med at have lukkede øjne på billederne ved at tage solbriller på; hvordan løser jeg problemet med høje kindben og runde kinder?
Når man kiggede til siderne fremfor bare op og lige over søen på bjergene, var der flere smukke syn. Naturen kan nogle spektakulære ting, som vi aldrig holder op med at blive imponerede over.
Gardasøen er en gammel gletcherdal, og det fornægter sig ikke, som bjergene ligger på begge sider af den store sø. Det er ikke altid, man kan se fra den ene side til den anden, men smukt ser omgivelserne ud, når man kan få øje på dem.
På vestsiden af søen kører man gennem endeløse rækker af tunneler, der er hugget mere eller mindre groft ind i bjergsiderne. Der er ikke god plads i ret mange af dem, og her holder vi i kø, mens vi venter på, at lastbilen fik sneglet sig igennem og ud af tunnelen uden at skrabe mod siderne… Det må være et spændende sted at være lastbilschauffør.
Vi var blevet anbefalet at køre op til Lago di Tenno, og det var bestemt køreturen værd. Søen var smuk og smaragdgrøn og turen derop var smuk. Desværre kunne vi ikke lure, hvor vi kunne parkere for at komme tættere på søen, så det måtte vi undvære i denne omgang.
Da vi nåede den nordlige ende af søen, viste den sig pludselig fra en helt anden side, end vi tidligere havde set. Her var der voldsomme bølger og vandet, der tidligere var stille og klart, var nu mørkt og truende. På mange måder opfører den store sø sig som et lille hav, og som K sagde, så gav det mening, at vandet var voldsommere i toppen af søen, fordi det blev presset derop af vinden.
Jeg måtte lige ned og stå på dykkerklubbens badebro, og lade mig forevige med det store vand – og få øjeblikke senere hamrede bølgerne ind. Måske havde jeg fået våde fusser, hvis jeg var blevet stående?
Det ses vist tydeligt, at det var koldt i nordspidsens af Gardasøen! Vi blev ikke længe, men kørt ned ad østsiden (som vi kørte ned ad allerede lørdag), så vi kunne komme retur til lejligheden i Bardolino. Det var en skønt dag, og vi kan kun anbefale at køre hele vejen rundt om Gardasøen. Hver side har sine fordele og bagdele, så det bedste er at nappe dem begge og nyde den smukke natur.
Vi tog dog os selv i mange gange at sige: Gad vide, hvor mange mennesker der er her i juli og august… Alt er lagt an på, at der skal kunne være mange mennesker, så det må der vel næsten være. Vi nød at være her nu, før sæsonen for alvor sætter i gang.
