Vi havde planlagt at køre til Venedig mandag, men efter at have kigget nærmere på vejrudsigten blev vi enige om, at det måtte vente til en dag, hvor vejret skulle være bare lidt bedre. Verona var også på vores liste over byer, vi gerne ville besøge, og da vi kun bor omkring 40 minutter fra byen, faldt valget på Verona efter søndagens lange udflugt.
K havde fundet ud af, at der fandtes et oplagt udsigtspunkt over Verona, Re’ Teodorico, så der startede vi med at køre op. Og allerede da fik vi en forsmag på dagens vejr – det var blæsende, vådt, gråt og koldt. Alt det søndagens vejr ikke havde været.
Det er langt fra det bedste (men måske mest overbelyste) selfie, men det illustrerer fint, at vi havde startet med blot at tage tøj på som vi havde det søndag. Det fik vi hurtigt revurderet, for i Verona måtte vinterjakkerne i spil igen. Uha, det var koldt.
Vi parkerede på den modsatte side af floden i forhold til selve Verona by, så vi spadserede langs og over floden, før vi kom ind i den ældre del af byen. Denne grimme herre mødte os på tærsklen til vores gåtur gennem byen.
En af de mest populære sights i Verona er Julies hus… Jeps – Julie fra Shakespeares Romeo & Julie har naturligvis et hus i Verona, byen hvor Shakespeare lod den romantiske tragedie udspille sig. Ikke alene kan man befamle en statue af Julie, man kan såmænd også få lov at stå på hendes balkon… Som altså vel og mærke er monteret i det 20. århundrede. Okay, lad os bare gå til bekendelse: Vi gik kun ind for at se, hvor tosset det hele var, tage et billede og gå igen. Ikke på vilkår om vi skulle mere en det. Vi har jo set dokumentaren Shakespeare in Love, så vi ved nok, hvordan den triste historie blev til…
Denne gode herrer opholdt sig i Verona fra 1312 til 1318, og måske er det derfor han har fået sin helt egen statue på Piazza dei Signori, eller også skyldes det, at han senere blev mægtigt kendt?
Til trods for at himlen var grå fortsatte vi vores tur gennem Verona. Vi kom forbi de spektakulære og unikke Arche scaligere, men med det vejr, vi havde, var det ikke muligt at tage billeder, som kan gengive, hvor store og dybest set besynderlige disse sakrofager er. De står bare der midt i gadebilledet og rager op i himlen. Så er man da sikker på, at man bliver set også i efterlivet. Mindre i øjnefaldende men måske lige så smukt var denne lille passage, som vi fotograferede gennem en gitterlåge.
Ved en af byens kirke spottede vi dette skilt, som fint meddeler, at området er spærret af pga. arbejde, som startede den 4. februar og slutter, når de er færdige med at arbejde på det. Jo, tak!
Det skinder nok igennem, at vi langt fra var så begejstrede for Verona som for Padua, men jeg må indrømme, at dette dørhåndtag fik smilet frem midt i alt det mere turistede og påtagede, som også er Verona. Se hvor fint spejlingen i malingen får håndtaget til at ligne et hjerte – det er da romantisk.
Efter nogle timers byvandring var vi blevet sultne, og da vi ikke brændte for at gentage den udendørs frokost fra søndagen, faldt vi ind på Caffé Monte Baldo, hvilket absolut ikke var så skidt endda. Mens vi sad der, var der stort set ene italienere, der spiste derinde – dog kom et dansk ægtepar ind, da vi var ved at gå. Vi fik to retter, som vi delte (eller det vil sige, at K spiste den ene og noget af den anden): En bagt pastaret med ost og skinke samt nogle små pølser med bønner og polenta. Det var relativt simpel mad, men det var lunt og smagte dejligt (i hvert fald retten med pølser – pastaretten lod jeg K ene om).
Veronas virkelig seværdighed er det store romerske koloseum, som stadig er i brug til koncerter, og det ville vi naturligvis gerne se. Altså indtil vi stod foran indgangen og kunne læse, at der var meget begrænset adgang pga. igangværende arbejde. Når et sted selv skriver, at adgangen er begrænset, så må det være slemt. Vi endte helt enkelt med at blive enige om, at så måtte vi komme igen en gang og se arenaen, når den er i brug! Vi havde dog ikke forventet at gå bagom arenaen og blive vidne til giganternes kamp… Det var voldsomt – og vi var stort set de eneste, der så, hvad der skete!
I stadig mere træls regn gav vi op og begav os mod vores bil igen. Vi kunne se op til der, hvor vi om formiddagen havde stået og taget billeder, mens vi gik langs floden. Vi kunne også konstatere, at Verona ikke er den fedeste by, vi har besøgt. Naturligvis havde meget sikkert været sjovere i 15-20 graders varme og blå himmel, men sådan set er vores primære anke, at byen ikke rigtig har det store at byde på (foruden det meget lukkede koloseum som vi vender tilbage til en gang i fremtiden), men puster sig vældigt op. Og at sælge sig selv på, at Shakespeare lod Romeo og Julie forelske sig og dø så tragisk i Verona, tja, det er nok at oversælge sig en smule. Næ, så vil vi hellere besøge underspillede og smukke Padua.
