Daily Archives: 09/04/2013

La bella Padua…

Ved de virkelig ikke, hvad man siger om Padua?
Selv de folk, som har rejst lige fra Nordkap til Rom
de er alle som en ganske enige om,
der en by, som altid ta’r førstepris.
Som er smuk som Venedig , grov som Berlin
Den er munter som London, koket som Paris.
Vild som Palermo og yndig som Wien.
Det en by, der ta’r alle i favn, og hvisker sit klangfulde navn:

La bella Padua
er mere end skøn, den er belissima.
Traaaalalalaaaa…

1

Jo, Brdr. Prices hyldestsang til Padua, fra Trold kan tæmmes, blev i vid udstrækning mit indre soundtrack til vores besøg i den fine by. Vi havde egentlig planer om at besøge Verona, som ligger tættere på vores lejlighed, men et tjek af vejrudsigterne fik os på andre tanker, så vi røg af sted til Padua. K havde fundet en parkeringsplads nærmest i midten af byen, og da vi kom derinde, var vi først lidt mismodige, for der var tilsyneladende rigtig mange mennesker i Padua på en søndag formiddag… Og mange af dem havde, som vi, taget bilen.

2

Men vi placerede os i køen til parkeringspladsen, under den høje blå himmel og i skyggen af smukke hvide bygninger, og gav os til at vente. Der var vel en 6-7 biler foran os, og jeg tilstår gerne, at jeg var forberedt på at sidde i bilen længe. Heldigvis tog det ikke ret lang tid, og vi blev lukket ind på den lille plads, hvor bilerne holdt tæt – på italiensk… Vi fik ikke udstedt en billet, da vi kørte ind, fordi der i stedet blev taget et billede af bilen og nummerpladen. Når man så ville forlade pladsen, tastede man sin nummerplade ind, godkendte at billedet på skærmen viste ens dyt, betalte og så kunne man køre. Fagre nye verden.

3

Efter at have parkeret golfen på den dertil anviste plads, kunne vi konstatere, at vi ikke havde behøvet medbringe vinterjakken til dagens udflugt. Så vi nøjedes begge med sweatre som eneste overtøj – for første gang i år vel sagtens – og så gik vi på eventyr i Padua. En af de første bygninger vi kiggede nærmere på, var Paduas rådhus, som ganske vist var lukket på en søndag, men som alligevel gjorde sig fint til i det vidunderlige forårsvejr.

5

Jeg stak kameraet ind mellem snirklerne i porten ind til rådhusets gårdhave, fordi jeg øjnede et smukt motiv med porten i mørke og gården i lys bagved. For mig består det halve af at færdes i byer  at ”kigge ind bagved” eller se efter finurlige detaljer, så billeder som dette findes der mange af i vores billedlager.

6

Som næsten-nabo til rådhuset ligger den middelalderlige rådhusbygning Palazzo della Ragione (mere om det senere), og i den dagens anledning stod der et brass band og spillede Pink Panther udenfor. Der var flot akustik på pladsen, og bandet spillede dejligt, så vi nød det (og sendte en tanke til vores brass band spiller, Vibeke).

7

På toppen af Palazzo della Ragione sad dette solur, som ikke skulle blive det sidste solur, vi spottede i Padua. Det her gik vist nok tilnærmelsesvist rigtigt, selvom det ikke kræver meget, når ens viser er en stor slev frem for en lille fin streg…

8+9

Vores guidebog havde en gåtur rundt i det gamle Padua, som vi fulgte, og dermed kom vi også forbi byens domkirke, som måske ikke imponerer med sin lidt bare fremtoning, men som til gengæld stammer fra 1117, og det er jo meget godt gået. Samtidig gav kirken os en forsmag på, hvordan kirker ser ud her i det nordlige Italien: De ligner ikke deres brødre (eller søstre) i Toscana, men har helt andre strenge at spille på både arkitektonisk og æstetisk.

10+11

Der skulle være meget livlige markeder i Padua alle andre dage end søndag – det stod der i guidebogen. Vi kunne dog konstatere, at man i Padua ikke lever efter guidebogen, for der var et fint blomstermarked i Ghettoen og så var der et værre gedemarked af forskellige underlige mere eller mindre biodynamiske boder på Prato della Valle. Blomstermarkedet var absolut vores favorit af de to, og det var fristende at købe planter med hjem til terrassen, men jeg lod være. Den smukke gren til højre på billedet stammer fra et ferskentræ, og vi har en teori om, at der gror mange ferskner her i området, for hver dag kører vi forbi de mest bedårende marker, hvor der står lave træer og blomstrer eventyrligt i lyserøde nuancer.

12+13+14

På vores vej videre gennem byen kom vi forbi dal Grano al Pane, som var en bager, der udefra hev os ind. Det hele så simpelthen bare så lækkert ud, at vi blev enige om, at det vist også var tid til frokost efterhånden. Vi købte to stykker foccacia (et med salt og grønne oliven samt et med løg og kartofler), som vi fik varmet, og med dem i en lille pose fandt vi et sted at sidde, hvor vi guffede det lækre måltid i os. Det bliver svært at spise et almindeligt foccacia igen, for de her var virkelig exceptionelt gode.

15For at det ikke skal være løgn, var vi også lige i nærheden af en af de isbutikker, jeg havde læst skulle være gode, Grom. Fordi vi ikke vidste, om vi kom retur den samme vej, nappede vi en lille is som dessert. K fik månedens smag merencata, samt casatta siciliana, mens jeg fik karamel med salt samt citron. Vi var begejstrede, for det var super duper god is. Ikke bare god italiensk is, som man får de fleste steder, men sådan virkelig god is. Om nom nom nom, som K ville sige.
16
17

Efter frokost og dessert måtte vi videre på vores rundgang, og da vi kom forbi dette sted med den lille bro over lidt vand, stod der fire voksne mænd og tog billeder, så vi måtte naturligvis over og se, hvad de dog var så fascinerede af. Vi må medgive, at det var et hyggeligt motiv, som vi også tog med os fra Padua – samt dagens første selfie.

20

Det næste selfie kom hurtigt efter, da vi nåede en af byens vigtige sights: Basilica Pontificia di Sant’Antonio di Padova.

21Kirken er bygget under inspiration fra byzantisk såvel som romansk og gotisk byggeskik, og særligt det eksotiske byzantiske strøg ses klart på kupler og spir. Jeg synes, kirken er utrolig smuk og spændende med sin anderledes, lidt kaotiske arkitektur.

22+23

Sant’ Antonio ligger som et tæt komplekst mylder af kupler, og det vækker et eller andet i mig, som en almindelig kirke ikke gør på samme måde. Det er ikke religiøs vækkelse, men derimod en fascination af, hvordan inspiration ikke lader sig tæmme, men leder til unikke kombinationer, som på en eller anden måde finder sig til rette, der hvor de opstår. Til trods for at toppen af denne kirke ser så eksotisk ud, så er byggematerialer og stil i hele bunden af kirken klart funderet i det omgivende samfund. Det er et smukt integrationsresultat, hvor det unikke får lov at bestå.

24

Foran kirken står Donatellos rytterstatue, som forestiller Gattamelata. Det var i sin tid den største rytterstatue skabt siden de antikke rytterstatuer. Læg særligt mærke til halen, som vil dukke op igen senere på dagen.

Vi drak en kop kaffe på en café ved kirken (mest fordi vi begge trængte til et toiletbesøg) og måtte konstatere at selv her i det velhavende Norditalien er det ikke alle hul-i-gulvet-lokummer, der er skiftet ud med sid-på-tronen-udgaver. Men når man skal tisse, så virker de også – og ikke mindst, når de er rene og pæne, som dem vi har set indtil nu har været.

26

Waiting on an angel… tja, der er vel ikke så meget at sige andet end, at jeg tror, man kan komme til at vente vældigt længe. Men tålmod er jo som bekendt en dyd.

27+28

Næste stop på turen var Orto Botanico, som viste sig at være verdens ældste botaniske have og af den grund er den også anerkendt som UNESCO verdenskulturarv, som K og jeg jo bekendt samler på. Foran indgangen voksede et træ, hvis rødder (det tror vi i hvert fald det var) kan ses på det venstre billede – de så ud som om de voksede lodret op i luften – meget mærkeligt firma! Nogle botanikere derude der kender til fænomenet?

31a

Fordi haven er så gammel står der flere agtværdige gamle vækster derinde, heriblandt en palme, der har stået der siden 1585. Palmen blev omtalt i “The Metamorphosis of Plants” (1790) af Goethe, og det er angiveligt derfor, den fortsat kaldes Goethes palme.

37

En anden af havens ældre beboere er denne stedsegrønne magnolia, som har stået på sin plet i godt 250 år. Den må have kastet ganske mange af sine besynderlige frugter eller kogler ned i haven gennem årene…

38

Dette kæmpe platantræ har stået i den botaniske have siden 1680, og er blevet hult som følge af et lynnedslag. Historien melder ikke noget om, om det var tordenguden selv, der skar kvindefiguren i det store træs indre.

32+41

I haven stod der indtil flere solure, og var var ret mystificerede over, at de ikke viste samme tid. Det til venstre hævdede at klokken var 14, mens det til højre gik rigtigt og sagde, at klokken var 15. Mærkeligt med et solur, der kører på vintertid.

35

Man kan ikke holde mynte begrænset, hvilket denne græsplæne (og meget af haven i øvrigt) bar tydeligt præg af. Nok var der fine indrammede bede, hvor der burde være mynte, men det var i højere grad alle andre steder. Og derfor bor AL min mynte i potter.

33+34

Kirsebærtræer og helleborus i blomst – åh, hvor vidunderligt og livsbekræftende. Vi nød hver eneste plante, der allerede var i gang, og vi sugede hver en lille solstråle i os med gusto. Hvor vi har trængt til forår.

42 43 44

Haven har naturligvis også drivhuse, og herinde var der dels store smukke cliviaer og dels andre mere funky og sjove vækster. De lille stod i vinduet, og der er vist ingen tvivl om, at blomsterne også længtes efter sollys og varme.

39+40

Hvis ikke de her billeder kan bringe forårsfornemmelserne frem hos selv den mest skeptiske læser, så ved jeg ikke, hvad kan. Jeg stod længe og bare kiggede op gennem det lysegrønne løv på den smukke blå himmel over Paduas gamle botaniske have. Skønt!

36

Sant’ Antonio troner bagved en del af havens bygninger, og sammen danner de en smuk profil, må man sige.

45

Fruen selv skulle naturligvis dufte til foråret, og det kom der dette (og en del flere) tossede men glade billede ud af. Prøv lige at se hvor hysterisk grønt græsset er på denne side af alperne. Det er jo helt tosset.

46 47

Fra Orto Botanico gik vi over Prato della Valle, som er en ubegribeligt stor åben plads: Med sine 90.000 m2 er pladsen den største i Italien og en af Europas største, og det er vitterligt også en enorm plads. Il Prato har fået sin størrelse og sin form, fordi der i tidernes morgen lå et romersk teater her – naturligvis.

48

Se nu den hale igen! Vores sidste stop inden turen gik hjem var Palazzo della Ragione, som også er en rekordholder. Rummet er nemlig 81,5m langt, 27m bredt og 24m højt og dermed er loftshælvingen over rummet den største uunderstøttede hvælving i Europa – og så er den flot til og med. Væggene under hvælvingen er udsmykket med fresker, som forestiller månederne med tilhørende stjernetegn og guder. Desværre var vuet gennem salen noget obstrueret af en udstilling, som vi var kommet til at betale penge for at se… Den enorme hest, som står i den ene ende af rummet, er en fortolkning af Donatellos Gattamelata, og den har i sin tid været brugt i processioner gennem Padua.

49

Den engelske tekst til den udstilling vi af vanvare kom til at betale for – og derfor flygtigt gik igennem – var virkelig svær tilgængelig. Ikke fordi ordene var svære, men fordi formuleringerne ikke var tænkt af en, som for alvor beherskede engelsk. Jeg var særligt vild med, at man tilsyneladende have meget følsomme tæer i det gamle Padua…

50

På vej retur til Bardolino kom vi forbi ind til flere blomstrende magnoliatræer, og de er jo forårets krone, så vi måtte nappe et billede til bloggen. Hvem ved? Måske blomstrer magnoliaerne i Bonn, når vi kommer hjem.

Padua var en virkelig perle, og vi var enige om, at det var en by, vi varmt kan anbefale. Der er mange spændende sights og meget få turister. Byen er pæn og ren, og bare helt igennem en oplevelse, man bør unde sig selv, hvis man er på de kanter.

Tagged , , | 3 Comments