Det er heldigt, at jeg har et indbygget ur, for selvom K havde glemt at få sat vækkeuret vågnede jeg præcis klokken 4.00, hvor vi skulle op. 35 minutter senere var bilen pakket, og vi satte kursen sydpå til vores forårsferie ved Gardasøen. Langt det meste af turen sydpå pegede dog langt fra på forår, og som billedet fra nordsiden af Fernpass (et geocache-stop) tydeligt illustrerer, så var det var der stadig sne, og det var vældig tåget meget af vejen.
Vi stoppede også på Fernpass, som er det pas vi kørte igennem for at komme ned i Inntal og videre til Brennerpasset. Her var der også geocaching på programmet, så vi fik anledning til lige at strække benene og nyde synet af en smuk klar bjergsø.
Den pågældende cache handlede om de små bløde bakker, der kan ses i søen. De er for 4100 år siden skredet ned af bjergskrænten og er landet i søen, hvor de er blevet en naturlig del af landskabet. Naturen er altså et fascinerende koncept.
Bare fordi vi kan, så er det min plan, at vi skal tage “selfies” som disse i løbet af vores ferie, og det første blev således taget på Fernpass.
Ved dagens næste stop var der også en sø – men ikke en hvilken som helst en af slagsen. Vi stoppede nemlig i nordenden af Gardasøen ved Tórbole, for at nyde udsigten og naturligvis for at finde en geocache. Og her opdagede vi for alvor, at græsset er grønnere på den anden side af alperne, for det var vidunderligt lunt, da vi stod ud af bilen.
Mens K lå på knæ bag Madonna (den sætning skal man ikke tænke for meget over), fik jeg anledning til at se mig omkring og nyde, at det næsten var for varmt med sko og strømper – og at bare arme bestemt var på sin plads.
Jeg kunne konstatere, at oliventræer, blå himmel og bjergene omkring Gardasøen udgør et fotovenligt sceneri, som jeg endte med at tage gevaldigt mange billeder af. Efter så mange måneders grå og trist vinter i Bonn, skal der ikke meget til, for at vi bliver grebet af forårskuller og knipser løs med kameraet.
Det er altså svært ikke at blive i vældigt godt humør, når man ser blomstrende mælkebøtter, sart grønne blade, græshoppere og sommerfugle. Så er der da fortsat håb for, at foråret også kommer til os, der er bosat nord for alperne.
Vi havde bestilt en lejlighed i den sydlige del af Gardasøen, så K havde planlagt, at vi kørte godt 40km langs søen, fremfor at køre ad motorvejen, hvilket var en skøn eftermiddagstur, hvor vi både kunne nyde søen og foråret.
Et sted vi holdt ind stod disse hysterisk grønne hængetræer, og vi grinede lidt af, at det var nemt at glemme at kigge på søen, når der nu endelig var udsprungne træer at se.
Vi glemte dog ikke helt søen, og de tunge skyer over de omkransende bjerge gjorde oplevelsen næsten magisk.
Efter at have hentet nøglen gik turen af små smalle veje til Ca’ Botrigo, som er det hus, vores midlertidige hjem ligger i. Ingen af os havde super høje forventninger til stedet, fordi vi havde fået det så billigt. Det havde vi nu roligt kunne have haft.
Ca’ Botrigo ligger i Bardolino men tilbagetrukket fra søen, som man ikke kan se fra grunden. Til gengæld er forhaven en vinmark, som mod huset er afgrænset af en række oliventræer.
Selve lejligheden var den største ovarraskelse, idet den er stor og har alt det, vi skal bruge: Køkkenalrum med køleskab, gaskomfur, ovn og en fin mængde køkkensager samt en sovesofa, hvor der kunne have været to personer mere, stort badeværelse med brusekabine og et meget stort soveværelse med dobbelt så meget skabsplads, som vi har hjemme, en stor kommode og en skøn seng. Ikke noget med en blød madras her – det er herligt. Jo, vi er enige om, at vi virkelig har gjort et kup med den 170€ for syv overnatninger her.
Som solen gik ned og Ca’ Botrigo, nød vi vores første middag i det italienske, inden vi ramlede omkuld i sengen efter en dag med en lang køretur, geokasser, solskin, varme og indkøb i et kæmpe supermarked. Vi drømte vist begge om, hvad ugen skulle bringe.
