Daily Archives: 03/03/2013

Terrassen 2013: 1 – Foråret kommer

Efter den mest grå vinter i Tyskland i mere end 60 år (er det ikke trist?!) ser det nu endelig ud til, at foråret kommer. Det betyder så, at jeg skal i gang med terrassen, som har ligget øde hen siden efteråret. Jeg tog mig ikke en gang sammen og fjernede døde tomatplanter før vinteren, så der var nok at gå i gang med, da vejrudsigten lovede sol og temperaturer på den pæne side af 5°.

Fredag aften var vi på sæsonens første tur til Holland (dels for at være med til at åbne Clever, dels for at shoppe i Leurs), og jeg hjemtog stedmoderblomster, tete-a-tete påskeliljer, en stor rosmarin, en ny kost til terrassen og lidt andre sager. Der var dog et vist arbejde foran mig, før jeg havde en chance for at få blomsterne i jorden – og så skulle det blive koldt i dag søndag, så jeg venter med at plante til mandag eller tirsdag.

Men nye blomster er inspirerende, så jeg kom på terrassen allerede inden, solen havde fortrængt den grå himmel. Det ser måske ikke så slemt ud endda, når man ser terrassen lidt på afstand, men billeder kan snyde…

Når man kommer tættere på, ned i detaljen, så opdager man straks ukrudt, døde planter / plantedele og sågar skrald (inklusiv indpakningen fra sodavand, som må være kommet flyvende). Dagens opgave var altså i høj grad at rydde op og luge ud.

Vi døjer meget med hønsetarm i vores plantekasserne og i en af dem er det gået helt agurk. Det er muligt, at ukrudt ikke burde vokse om vinteren, men det er der virkelig ikke nogen, der har fortalt vores ukrudt. Bare det ville stoppe!

Jeg nævnte mine problemer med ukrudt for min mor, som fortalte, at min morfar siede jorden for at undgå den slags problemer. Da min elskede salatslynge døde tidligere på ugen, blev inderdelen straks genbrugt som jordsigte. Sikke et arbejde…

Mens jeg gik rundt med næsen i plantekasserne brød solen frem, varmede herligt og gjorde himlen forrygende smukt blå. Efter de mange mange timers gråvejr vi har bakset med i denne vinter, var det vidunderligt at være ude og nyde både sol og blå himmel.

Ikke alene har vi ukrudt en masse – vi døjer også med blade og “helikoptere” (tunge “bær” med små flyveblade) fra det træ, der står for enden af vores terrasse. Under bordet ses vinterens høst. Det er ikke super fedt med en træterrasse, hvor der samler sig blade, for så begynder træet desværre at rådne.

I løbet af eftermiddagen blev det igen køligt, så jeg besluttede, at det måtte være tid til at stoppe for dagen. Igen er det muligvis ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det – men der var faktisk sket ganske meget. Og jeg havde været nede med en stor pose haveaffald, så der er da forandringer i gang.

Fire timers arbejde senere og fruen i huset havde fået sunde røde kinder. Jeg elsker at arbejde på terrassen om foråret, fordi der bliver lunt men ikke stegende hedt derude. Om sommeren er det set tit og ofte at temperaturen ender på den helt gale side af 35°, og det er altså ikke nogen fest, hvis du spørger mig… Men i går var det fantastisk at være ude, og nu ser jeg frem til ugen, der kommer, for der skulle vi få temperaturer på 10-15°, og DET er en fest!

Tagged , | 1 Comment