Vi vågnede fredag morgen til sne over Bonn… Min mormors mundheld “Langfredag var en bitter dag…” (hun fortsatte “men skøn var påskemorgen) syntes at passe perfekt til dagen. K sov længe, men da han vågnede fik jeg lokket ham med ud på en køretur. Han smed nogle geocacher i gps’en, og så var vi af sted.
Turen gik til Holland, hvor K havde fundet en serie af virkelig sjove og kreative cacher, som vi skulle se, om vi kunne lokalisere og løse. Den første bestod af et højt fuglehus, hvori der var fire rør. Man skulle få det gamle filmhylster (som var cachen) til at falde fra rør til rør gennem små huller. Det var ikke nemt, men til gengæld var det virkelig skægt!
I samarbejde lykkedes det os at få cachen ud, og som det ses var sejrsrusen ikke til at misse. Jeg er ret sikker på, at det er den fedeste geocache, jeg har været med til at finde. Så originalt fundet på og helt igennem perfekt udført. Så sejt!
Næste kasse bestod af en box, der var gravet ned. Heri befandt der sig en mængde brikker med tal på. Langt størstedelen af brikkernes tal var blå, men tre af dem var hvide. De tre brikker skulle man finde, og tallene derpå udgjorde så (i den rette rækkefølge) koden til en hængelås, som ledt en ned til “loggen.
Ikke alene var det sjovt at skulle finde de hvide tal: Loggen var også gennemført og original, idet man skulle skrive sit navn på en anden slags brikker. Virkelig godt fundet på.
Den tredje cache sad ret højt oppe i et træ, så vi skulle samle værktøj fra de omkringstående træer og så forsigtigt hive cachen ned. Den var nem at finde, og det var sjovt, at der var lidt ekstra arbejde i at få fingrene i cachen.
Den sidste af de her sjove kasser, vi fandt, bestod af et fuglehus. Når man åbnede var der flere låger indeni fuglehuset, som til sidst ledte ind til et lille grinende ansigt – men ingen kasse…
Hintet (som var på tysk og hollandsk) hjalp os ikke meget, og jeg var lige ved at blive en lille smule træt af den her kasse, for jeg ville jo gerne finde selve kassen.
Vi kiggede os lidt omkring, og så kiggede jeg nærmere på det store fuglehus. Det så ud som om man kunne lette på låget, så det gjorde jeg. Herefter sagde jeg til K: “Man kan altså også løftet låget”, hvorpå vi begge to brød sammen af grin. K så ud som om jeg havde holdt noget hemmeligt for ham, og vi skraldgrinede så meget, at billederne af mig, der holder låget oppe, er helt rystede. Man skulle sikkert have været der, men sjovt var det for os.
Efter sådan en omgang geokasser ved jeg, hvorfor vi startede med at cache til at begynde med, for det var bare sjovt. K indrømmer gerne, at dem der sidder i autoværn på rastepladser langs den tyske Autobah er langt mindre sjove. Så dem får han lov helt selv at finde, mens jeg gerne deltager i jagten på de her sjove og unikke kasser.
Ved en af de mindre morsomme kasser på dagen spottede jeg disse små lille blomster, som tittede frem mellem det nedfaldne løv. Jeg er i tvivl om, hvad de er for nogle fine nogle, men der er da vist ingen tvivl om, at de bringer bud derudefra, at foråret faktisk endnu findes og måske er på vej?
