
For dem, som ikke lige måtte tale sproget, så betyder PL Project Life (en måde at scrappe på), og derfor har jeg besluttet mig at kalde årets projekt for PL2013. Nemt og ligetil… I går aftes fik jeg endelig besluttet mig for, hvordan forsiden til mit PL2013 skulle se ud, og det skete, fordi jeg så Ali Edwards forside fra 2011. Jeg var vild med de fire sort/hvide billeder henover midten, årstallet med ugedagene over samt idéen med et tal, der indikerede antallet af familiemedlemmer. Min forside er holdt i October Afternoon papirer og er egentlig ret enkel, hvilket jeg håber sætter tonen for resten af albummet.
For at genskabe Ali Edwards idé med ugedagene lavede jeg et dokument i Paint Shop Pro, som jeg så fik hjælp af K til at printe på den rigtige led. Jeg printede det på et lækkert stykker October Afternoon papir og satte nogle stof-thickers på som årstallet. Måske syr jeg tallene fast, når min symaskine igen står på sin plads.
Jeg har altid været særligt glad for Dan Turell, og da jeg besluttede mig for at lave PL, kunne jeg ikke undgå at tænke på hans Jeg holder af hverdagen. Det syntes som det oplagte valg til forsiden, så jeg gik i gang med at designe et stykke enkelt word art. Endnu en gang brugte jeg mit billedbehandlingsprogram og printede ud på October Afternoon papir. Skulle du være interesseret i selv at bruge den til dit album, så er den her klar til at blive gemt på pc’en og printet.
Det var dejligt at få lavet forsiden, for så føles det rigtigt, som om jeg er i gang. Da jeg har tænkt at lave siderne bagud, glæder jeg mig til søndag aften / mandag formiddag, hvor jeg endelig kan få rigtigt i gang med siderne fra i år.
Har du fået lavet din PL-forside? Smid gerne link i en kommentar.