Daily Archives: 01/01/2013

1. januar 2013

Jeg håber, at I kom godt ind i det nye år: Vi havde en rigtig hyggelig dag hos Esben, Sus og Alma. Vi startede allerede klokken 10 med brunch. Efter besøg fra Almas farmor og kusine, Laura, gav vi Alma sin julegave.

I år havde vi købt et spil fra HABA, hvor man skulle arbejde sammen om at undgå, at ravnen spiser alle frugterne, inden man har plukket dem og puttet dem i kurven. Spillet er faktisk super fint, og bedst af alt faldt det i god jord hos modtageren, så vi måtte spille det nogle gange, inden det blev lagt væk.

Mens vi lavet aftensmaden klar, så Alma Malle på pc’en. Hun elsker Malle, og dvd’en bar præg af, at det ikke var første gang den var blevet set. Der var noget med fedtede fingre…

K fik endda også lov til at se Malle sammen med Alma, og jeg tror, det var til stor glæde for onkel Kristian at være med.

Fra mørket faldt på var der masser af fyrværkeri, man kunne se på. Alma sagde noget i retning af masseværkeri første gang, men fik dog hurtigt lært det nye ord. Heldigvis sov hun fra det meste af fyrværkeriet til nytår (i hvert fald mens vi var på Østerbro).

Sus havde bagt lækker kransekage, som stod klar lige op til nytåret. Vi forsøgte at streame fra DR, men det kunne ikke lade så gøre, så vi måtte forlade os på P1 for at guide os igennem til 2013. Heldigvis kom vi alle sammen fint og godt ind i det nye år.

Det pissede ned lige til midnat, så vi sad i Esben og Sus’ fine stue på 5. sal og så ud på fyrværkeriet gennem regnvåde ruder. Det var egentlig et mægtig fint spil med lys og vand. Vi kørte retur til Gentofte gennem fortsatte raket”angreb” og masser af krudtdamp. Det gik heldigvis ret godt, men det er ikke min favoritbeskæftigelse at gøre bil omkring midnat nytårsaften.

Nu er 2013 i gang, og jeg glæder mig til alle de fine dage, der ligger og venter på at blive fyldt med glæde, oplevelser og udfordringer. Håber at I derude bag skærmen, får et forrygende dejligt år med lidt af alt det, livet skal og bør indeholde. Vi læses ved!

 

Tagged , | 3 Comments