Daily Archives: 04/12/2012

Juleblog 4. december 2012

Jeg kan jo se på danske netaviser, hos mine danske facebookvenner og rundt omkring på de danske blogs, at sneen daler ned over Danmark her i starten af december. Lad os bare sige, at det ikke er det samme vejrfænomen, der gør sig gældende i Bonn. Der kom godt nok hvide fnug ned i går, men de landede bare som våde klatter, og i dag har det været vådt og trist. Så ikke nogen hyggelige jule-sne-billeder fra min side. Men jeg har ikke opgivet endnu – hvem ved, måske kommer der sne i løbet af december. Jeg synes jo, at sne i december er lidt hyggeligt, selvom det virkelig ikke gør noget som helst nemmere.

Inden Sarah, Jacob og Agnes kom til Bonn i sidste uge, nåede jeg at begynde julepyntning, og nu er jeg vist gået lidt i stå. Men heldigvis synes jeg, at det, der er kommet op, er blevet ret fint og hyggeligt. På reposen på vores første sal står der en sort kommode, som sidste år var tyrkis, og her har jeg pyntet med rødt, hvidt og sort.

Egentlig har ikke gjort så meget – jeg har skiftet en krenitskål ud med den lille juleskål, sat et par porcelænsjuletræer, og så er der eukalyptus i vasen. Meget enkelt men det er blevet tilpas julet til mig.

Tagged , | 3 Comments