Daily Archives: 01/12/2012

Juleblog 1. december 2012

Nu er det december! Og i Bonn er julemåneden startet med en smuk morgen med en lys blå himmel plettet med ganske små lyserøde skyer og frost på tagene. Sådan måtte december egentlig gerne fortsætte for min skyld. Jeg kan godt lide, når det er koldt til jul; det er som om kulden skynder lidt på julestemningen. I efterhånden ganske mange år har Louise og jeg udvekslet pakkekalendre, så den ene har fået det ene år, den anden det næste år. Jeg tror måske, at vi er blevet enige om, at det i år er sidste gang, fordi Louise nu har to små, der med tiden også skal have pakkekalender. Det har været rigtig hyggeligt at lave og få pakkekalendre, og jeg er så heldig at være den, der får den sidste (Louise fik den første, så det passer så fint).

Min pakkekalender står i spisestuen, hvor jeg kan se den og glæde mig til hver pakke. Louise havde anbefalet, at jeg startede med den store pakke på toppen, og det gjorde jeg. I pakken var der noget virkelig fint mos, som nærmest lignede pudemod. Det er altså en god gave for sådan en bybo som mig, der ikke lige kan gå ud og finde mos til mine juledekorationer. Og så vidner gaven faktisk også om, hvor godt Louise kender mig, og det er altså hyggeligt! Tak for pakkekalenderen og for mosset, Lus.

Får du pakkekalender? Eller har du givet en i år i stedet?

Tagged , , , | 4 Comments