Når man kun har en dag til at se en relativt stor by, må man prioritere, hvordan man vil gøre det, og hvad man vil se. Vi indså ret hurtigt, at en enkelt dag i Dresden er alt for kort tid, så vi blev enige om at komme retur, og så nøjes med at se på byen udefra denne gang.
Billedet er lånt her.
Dresden af i dag ligner en moderne by, som har bevaret sine smukke gamle huse i fin stand. Desværre dækker dette look over en helt anden og frygtelig trist sandhed: I løbet af to dage i februar 1945 blev Dresden brandbombet med det resultat at 15km2 af den indre by var stort set totalt ødelagt. Det betyder, at alle de smukke bygninger, man ser nu, lå i ruiner efter krigen. Dresdens historiske look er ganske enkelt en rekonstruktion af, hvad der var en gang. Og det er faktisk en ret ny rekonstruktion, for Dresden endte efter krigen bag jerntæppet, og her blev det ikke prioriteret at genetablere den gamle by.
Vi havde taget sporvognen ind fra vores hotel, og det er altid en herlig måde at blive transporteret på, fordi man kan se byen samtidig med, at man bliver transporteret fra sted til sted. Vi hoppede af sporvognen på Theaterplatz, hvorfra man kan se en god portion af de fine bygninger i Dresden. Da vi ikke havde fået morgenmad (der var ikke en ærlig bager i nærheden af hotellet), sprang vi dog pladsen over i første omgang og gik i stedet rundt om Kathedrale Sanctissimae Trinitatis, som er Dresdens katolske domkirke.
Nok trængte vi til noget at spise, men jeg kan jo ikke lade muligheden for at tage billeder med lidt blå himmel på gå forbi min næse, så vi nåede kun rundt på forsiden af kirken, før jeg begyndte at knipse løs.
Kirken blev bygget i perioden 1738-51 måske som et katolsk modsvar til den protestantiske Frauenkirche, som blev opført lidt tidligere nemlig mellem 1726 og 1743. Som så meget andet inde i midten af Dresden led kirken svære skader under krigen, og genopbygningen afsluttedes først i 1965.
Ved siden af katedralen ligger Georgentor, som er den første renæssancebygning i Dresden opført 1530-35. Oprindeligt var der en byport her, som så blev udvidet til et mindre renæssancepalæ.
I forlængelse af Georgentor, langs Augustusstrasse befinder sig en 102m lang vægmosaik med det beskrivende navn Fürstenzug (Fyrstetoget). Mosaikken skildrer fyrstefamilien Wettiners forskellige overhoveder gennem slægtens 800-årige historie. Oprindeligt blev frise malet i 1871-76, men maleriet var ikke vejrbestændigt (overraskende…!) fandt man på at skifte maleriet ud med 23.000 porcelænsfliser.
Arbejdet med at genetablere frisen i fliser fandt sted i periode 1904-07, og selve arbejdet med at montere fliserne tog tre-fire måneder. Det var faktisk et held for eftertiden, at man måtte ændre frisen fra maleri til fliser: Den spændende byudsmykning gik nemlig relativt uskadt gennem bombardementerne af Dresden, fordi fliserne kunne modstå den intense varme. Kun 212 fliser var gået i stykker, og de blev erstattet, da frisen fra 1978-80 blev renset og restaureret.
Nå ja, og så kunne vi ikke rigtig stå for ham her Friedrich D. Gebissene… Sikke et navn: Frederik den Bidte.
Kun ganske få hundrede meter fra den store katolske domkirke, ligger den protestantiske domkirke, Frauenkirche. Som det fremgår af billedet, står kirken ren og fin og ser helt ny ud. Det er der sådan set en rigtig god forklaring på: Kirkens ydre blev færdigt i 2004 efter 13 års istandsættelse, mens kirkens indre var færdigt i 2005. Så det er reelt set en ny kirke, der står her på pladsen. Og indtil for godt og vel 20 år siden stod her blot en ruin (åben linket – det er bemærkelsesværdigt); det er svært at forestille sig at have levet i Dresden omgivet af ruiner af kæmpe bygninger.
Kirkens 96 meter høje kuppel, die Steinerne Glocke, var også en del af den oprindelige kirke, og selvom man i samtiden tvivlede på dens holdbarhed, så var det uden grund, for den holdt fint.
På samme plads som Frauenkirchen står, finder man Kulturpalast, som blev indviet i 1969. Man kan ikke undgå at identificere en bygning som denne med det tidligere kommunistiske styre i DDR. Der er noget helt særligt over den tids bygningsværker i den østlige del af Europa.
Og når vi nu er ved det med det tidligere Østtyskland, så har man her bibeholdt den søde lyssignalfigur, Ampelmann, som nu også har fået sig en lille veninde, Ampelfrau. Endnu er den unge dame ikke bredt ud til hele landet, men sød og politisk korrekt det er hun da.
Jeg ved desværre ikke, hvilken bygning det her er, men jeg tog egentlig også primært billedet, fordi guldfiguren stod så smukt mod den sommerblå himmel.
Dresden ligger ved (eller gennemskæres af) Elben, som vi også var nede og kigge nærmere på. Der var en fin udsigtspost, hvor vi kunne stå og nyde vandet, der drev forbi os.
Jo, jo da, også i Dresden nappede vi et hurtigt billede af os selv, så ingen kan være i tvivl om, at vi var der.
Efter frokost tog vores rundtur os tilbage til Theaterplatz, hvor vi kunne nyde den katolske domkirke fra bagsiden, hvor den bestemt ikke er mindre imponerende.
Theaterplatz har ikke sit navn bare for sjov; faktisk tager det navn fra Semperoper, som har ligget her på pladsen siden 1840’erne. Ikke overraskende er bygningen skabt af Georg Semper. Desværre brændte operaen allerede i 1869, og da Georg Semper nu var i eksil, måtte hans søn varetage den opgave det var at rejse operaen fra askerne.
I februar 1945 blev operaen endnu en gang alvorligt skadet, og denne gang tog det præcis 40 år, før bygningen igen rejste sig fra askerne. Meget symbolsk genåbnedes operaen på 40-årsdagen for bombardementet af Dresden. Som en anden Fugl Fønix måtte operaen endnu en gang lide skade og rejse sig igen, da den blev oversvømmet i 2002. Semperoperaens historie kan nærmest være udgangspunktet for en opera eller et stykke drama.
Til venstre for operahuset finder man rokokko-bygningskomplekset, Zwinger, som blev skabt i starten af 1700-tallet som et orangei, udstillingsområde og festival location for hoffet i Dresden. Ja, sådan et sted må man da have… Faktisk har bygningerne nogenlunde samme funktion i dag, da de er indrettet til museer.
Bevares, bygninger var rigtig fine, men K og jeg var endnu mere imponerede over det omgivende voldanlæg, som bare var smukt holdt og skønt. Det lignede et sted, der var perfekt til picnic.
Efter nogle timers vandretur i byen besluttede vi os for at køre en tur, så vi kunne se det udsigtspunkt over Elben, som vi missede onsdag pga. regnvejr. Vi startede dog med at køre ud på Dresdner Heide, hvor vi dels kunne nyde udsigten og dels finde en geocache (det er jo en vigtig del af en hver dag på ferie).
K ved, at jeg elsker kastanjer, så han kom meget glad med denne fine kastanje (som nu også er prominent at finde her på bloggen). Vi tog den faktisk med os hjem, så nu ligger den i køkkenvinduet. På et tidspunkt bør jeg nok åbne den, og se hvad der gemmer sig i den.
Fra heden kørte vi videre til Sächsische Schweiz, som mildest talt var overraskende for mig. De markante formationer af sandsten, som er skabt gennem erosion, så her er der ikke tale om at gletsjere har skubbet til naturen.
Da vi endelig nåede ud til det føromtalte udsigtspunkt, måtte vi konstatere, at det var godt, vi ikke tog derud i regnvejr. Der var en god spadseretur fra parkeringspladsen til udsigten, og i det hele taget kræver stedet, at udsigten ikke forstyrres for meget.
Bastei, som stedet hedder, er en klippeformation, som troner 194m over Elben med et stort set lodret fald ned. Udsigten er spektakulær for at sige det som det er. Men man står ude på spidsen af et relativt småt udhæng, hvilket K afstod fra, da højder ikke er hans favoritsag. Men jeg måtte derud, og det var det værd.
Vi var der lige i solnedgangen, og det var en sand fornøjelse. Ikke alene var lyset fuldstændig vidunderligt, vi havde også stedet stort set for os selv. Vi delte kun oplevelsen med 8-10 andre gæster.
Der er nok ingen tvivl om, at Bastei er en turistattraktion, og vi er glade for, at vi ikke var der på en solskindsfyldt søndag i juli. Øj, hvor der nok kunne være pres på. Der er faktisk et park and ride sted godt 3,5 km fra selve udsigten… Godt det ikke blev nødvendigt at parkere der.
På vej væk spottede jeg en person, man ellers sjældent ser i starten af september. Selveste julemanden, komplet med skæg og hue, havde også været ude og kigge ud over kanten af Bastei… Men hvorfor skulle julemanden ikke også nyde en god udsigt?
Nok havde vi haft en ganske lang dag, men da vi kørte rundt i Dresden aftenen inden, havde jeg set, at byen tog sig ret flot ud oplyst i mørket, så jeg foreslog K, at vi så, om vi kunne komme ind og nyde synet. Heldigvis var det muligt for at finde en god parkeringsplads, så vi kunne stå på den rigtige side af Elben og nyde Dresden by night.
Fotografering i mørke er ikke ukompliceret, men der er alligevel et eller andet fint over det her mislykkede billede. Jeg tror også, det var symptomatisk for tidspunktet, for vi var begge godt brugte efter ferien vidunderlige næstsidste dag.
Det er altid spændende at begynde på et indlæg over gårsdagens oplevelser, men endnu mere imponeret er jeg af dine billeder. Du tager dem fra vinkler, som jeg aldrig selv ville have taget, men de er meget spændende. Serlvom du kalder det sidste billede mislykket, så er der da noget helt specielt ved det.
Sikke en skøn ferie med alt det I har set, jeg har fulgt med hele vejen, så jeg siger tak for turen, og alle de flotte billeder og al informationen. Dejligt, når der er lavet research hjemmefra, det gør jeg også selv, der er jo ingen tid at spilde !!
Det er altså en udsøgt fornøjelse, at være på ferie med jer, og jeg føler altid, jeg bliver en masse klogere 🙂