Daily Archives: 09/09/2012

2012 – dag 247-253

Mandag turede vi Bratislava og omegn, så billedet for denne dag måtte være Slovakiets flag, der flagrede i vinden over slottet i Bratislava.

Tirsdag havde vi ikke alene skiftet by, vi havde også skiftet land, så vi nu befandt os i Brno i Tjekkiet. Vi gik en fin eftermiddags/aftentur i byen og så på fine bygninger og den gamle kirke.

Undervejs til Dresden havde K planlagt et besøg til Kutná Hora, hvor vi bland andet så den spektakulære tretårnede kirke.

Der var mange billeder at vælge imellem fra vores dag i Dresden, men Semperoper syntes at være et oplagt valg. Og så er jeg ret godt tilfreds med mit “postkort-foto” her.

Fredag satte vi næsen mod Bonn, men først skulle vi indtage Wartburg, som ligger og troner højt over det omgivende landskab. Borgen er bestemt et besøg værd, ikke mindst for udsigten.

Vi var heldige at komme hjem til en smuk sommerweek-end i Bonn, så vasketøjet kunne tørre under markisen på terrassen. Herligt at efteråret er på vej, men at sommeren klinger langsomt ud.

Vi har haft lidt forskellige souvenirs med hjem fra Østrig, og en af dem er dette krus fra Secessionsgebäude, som har et fint Koloman Moser motiv på.

Tagged | Leave a comment

Sommerferie 2012, dag 10: Højt på en bakketop

Fredag var vores sidste feriedag, og vi havde (foruden en række geocachingstop) kun et enkelt sight vi skulle se på vejen, men det var så heller ikke noget ubetydeligt sight. K havde nemlig planlagt at lægge vejen omkring Wartburg, som ligger i Thüringen.

Vi stoppede to gange på vej op mod borgen for at tage billeder. Man kommer ikke udenom, at borgen ligger ret imponerende – og så den kan ses langvejs fra.

Omkring 1067 blev borgen grundlagt af Ludwig dem Springer, som i følge overleveringen havde set området og var blevet så betaget af naturen, at han ville eje jorden og der bygge sin borg. Fremfor at købe og betale for jorden eller at indtage den med magt (han havde kun 12 riddere med sig), brugte han et lille listigt trick: Han lod ridderne bringe jord fra hans egne besiddelser til toppen af bakken, således at han kunne hævde, at borgen blev bygget på hans egen jord.

At tricket faktisk virkede, kan man så undre sig over, men resultatet blev at den driftige herre fik sin borg, som kom til at hedde Wartburg. Ludwig og hans slægt formåede at tilkæmpe sig gevaldigt meget magt blandt andet ved at indgå fordelagtige ægteskaber. Hver gang man havde behov for mere bolig udvidede man slet og ret borgen på toppen af bakken, indtil man løb tør for plads. Måske er det forklaringen på det noget sammensatte og unikke look borgen har.

Vi var så heldige at komme til Wartburg, mens der endnu var smuk blå himmel, så vi startede med at nyde udsigten og tage vores billeder. Det var et held, for efter vores time lange rundvisning inde i borgen, var det blevet overskyet.

Mens udsigten er “ægte”, så hører det med til historien om Wartburg, at den bygning man ser i dag er fra 1800-tallet. I 1838 besluttede storhertug Carl Alexander at lade sin slægtsborg rekonstruere.

Når Wartburg alligevel er UNESCO verdensarv, så skyldes det blandt andet borgens plads i historien som andet end blot en borg og rammen om en slægts historie. Da Martin Luther i 1521 var blevet gjort fredløs af paven, blev han “bortført” af sine venner, og sad i frivilligt fængsel på Wartburg i 10 måneder. Her startede han sin oversættelse af biblen til almindeligt tysk.

Foruden Martin Luther var Wartburg også rammen om en stor del af den hellige Elisabeths liv, da hun var gift med lensgreve Ludwig d. 4. af Thüringen. Elisabeth blev forlovet som 4-årig, gift 10 år senere, var enke som 20-årig og død fire år senere igen. I sit korte liv nåede hun at udrette mange gode gerninger for de fattige og syge, og hun blev da også helgenkåret bare få år efter sin død. Inde på borgen er der et rum, hvor en mosaik illustrerer den unge kvindes begivenhedsrige liv. Mosaikken er fra starten af 1900-tallet, og den er smuk og imponerende.

Der er ingen billeder fra indenfor på borgen, for man skulle betale 5€ for privilegiet at tage billeder, og det er jeg altså for nærig til. Det var godt, at vi ikke betalte, for der var ret mørkt, og det ville have været svært at få vellykkede billeder. Heldigvis var der rigeligt af smukke udsigter at nyde og tage billeder af udenfor. Vi var på en forrygende rundvisning på borgen med en rundviser, der brændte for historierne og for stedet. Det gør en stor forskel for oplevelsen, om rundviseren lever med eller blot leverer en remse, der er lært udenad.

Jeg havde nær sagt, at vi naturligvis spottede et brudepar på Wartburg, men det var dog alligevel lidt overraskende på en fredag. Man må sige, at de var særdeles heldige med deres fotosessionen denne dag.

Det sidste billede fra vores sommerferie 2012 er dette af os to sammen foran Wartburg. Vi havde en fantastisk 10 dage lang ferie, hvor vi oplevede og så så meget, at det føles som om, vi var af sted væsentligt længere. Fra Wartburg gik turen hjem via grønthandlere, frugthandleren og supermarkedet, så vi kunne fylde op i det temmelig tomme køkken, vi kom hjem til.

Tagged , , , | 1 Comment