Onsdag skulle vi bevæge os fra Tjekkiet retur til Tyskland, men vi havde et væsentligt stop på vejen, for vi skulle nemlig se verdenskulturarv i den tjekkiske by Kutná Hora. Det og Sedlec første jeg spottede i byen var dog ikke verdenskulturarv, men derimod endnu en pestsøjle som blev opført mellem 1713 og 1715.
K havde indstillet gps’en på byens store attraktion: Chrám svaté Barbory (Skt. Barbaras kirke) – troede han i hvert fald – så vi gik igennem Kutná Hora i solskin. Jeg kunne ikke stå for denne fine blomst, som stod så stolt og strålede om kap med solen.
Da vi nåede frem til koordinaterne på gps’en, måtte vi begge konstatere, at det var et super fint sted, men kirken på stedet var ikke Skt. Barabara… Det gjorde så ikke så meget, for vi kunne se den smukke særprægede kirke helt tydeligt fra udsigtsposten.
Det klassiske portræt af de ferierende mennesker, I kender så godt efterhånden. Lyset er godt nok hårdt, men man kan da stadig se, hvor vi var henne denne dag.
Vi måtte naturligvis over og kigge nærmere på Sankt Barbara, som er UNESCO verdensarv og derfor indgår i vores samling, og ikke bare nøjes med at kigge på afstand. Der var heldigvis ikke så langt, som det kunne se ud som om, derfra hvor vi lige stod.
Bygningen af Sankt Barbara blev påbegyndt i 1388, men som det ikke er helt usædvanligt, så tog færdiggørelsen langt flere år end beregnet. Faktisk stod kirken ikke færdig før så sent som 1905. Det er alligevel en lang byggetid, og må have krævet en tålmodig bygherre. Faktisk hænger det sådan sammen, at Kutná Hora var en sølvmineby, og da minedriften tørrede ud i løbet af 1500-tallet, var der ikke råd til at færdiggøre kirken. I 1588 indmurede man den endnu ikke færdige kirke, og først knap 300 år senere arbejde man videre med konstruktionen.
De smukke vinduer i kirken er udført i starten af 1900-tallet, og de er ikke blyindfattede men derimod malede. At de først er skabt for 100 år siden, lader sig ikke skjule: Dels er de inspireret af datidens fremmeste æstetiske retning, Art Noveau og dels er “stregen” mere moderne, end man ville vente det fra ældre vinduer.
Dette vinduessegment er meget sigende for vinduernes alder (ikke kun pga. årstalsangivelsen), da man i baggrunden af scenen ser den færdige Sankt Barbara komplet med det tretakkede tag, som først stod færdigt i slutningen af 1800-tallet.
Kirken rummer dog væsentligt ældre dele såsom disse fine fresker, hvis motiver er direkte knyttede til stedet, hvor kirken står. De to nederste figurer i hver række er nemlig i gang med at mine sølv og slå mønter af det udvundne ædelmetal.
For mig at se er disse fresker med til at markere forskellen med sig selv og vinduerne – når man sammenligner “stregen” i de to bliver det klart, at der er gået mange år mellem deres skabelser. Der ligger ikke nogen vurdering i det fra min side, men det er sjovt at se, hvordan vores kunstneriske udtryk har ændret sig gennem tiden.
Der er også denne mosaik i kirken, som igen har et helt andet billedligt udtryk end de andre fresker og bestemt også end vinduerne.
Og så er det altså herligt, når man så tydeligt fornemmer, at en given kunstner bestemt ikke har set de dyr, vedkommende har skabt. Se elefant, løve og kamel her – de ligner ikke ligefrem de dyr, som vi kender dem fra zoo.
Sankt Barbaras loft er smukt ornamenteret og indlagt med våbenskjold fra lokale og historiske adelsfamilier.
Fra Sankt Barbara kunne vi se retur til der, hvor vi først stod og kiggede over på den fine kirke. Der er bestemt ikke tale om nogen lille kirke, og for at det ikke skal være løgn, så var det endnu en Sankt Jakobs kirke… Dem samler vi åbenbart også på.
Vejen, der leder hen til Sankt Barbara, er lavet, så den ligner en bro lidt – og ikke en tilfældig bro, men derimod Karlsbroen i Prag. Vi hørte en guide fortælle, at den bliver kaldt “Den lille Karsbro”.
Vi sad lidt ved kirken og kiggede over på Sankt Jakob, og jeg knipsede nogle billeder af K; det tyder på, at jeg tog rigeligt, siden han ruller lidt med øjnene på det nederste billede ;o)
Kutná Horas turistkontor har fået en klar og god idé: Rundt omkring i byen er der lagt kort ned i brostenene, som viser hvor man er i forhold til sights med mere. Det gør det nemt at orientere sig, selv hvis man ikke har fået anskaffet sig et kort over byen. Smart tænkt.
Som nævnt var Kutná Hora en mineby, og da vi gik væk fra Sankt Barbara, så vi dette hold turister iført sommertøj, kitler og hard hats. Noget bizart syn på en solbeskinnet onsdag formiddag. Forklaring er vist, at man kan komme til at se nogle af de gamle miner.
Fra centrum af Kutná Hora kørte vi videre til den bydel, der hedder Sedlec, hvor der var mere verdensarv at studere. Kostel Nanebevzetí Panny Marie a svatého Jana Křtitele (Vor Frues Himmelfart og Sankt Johannes Døberens Kirke) er oprindeligt fra slutningen af 1200-tallet, men står nu med en 1700-tals barok reinkarnation.
Kirkens indre er overraskende smukt og rent og holdt i en sært gul tone, som gør rummet både lyst, imødekommende og ikke alt for koldt.
Ved en istandsættelse af kirken i 2004 fandt man skeletter af munke, der var begravet i kirkens vægge.
Jeg var ret pjattet med, at man indefra kunne se igennem det store vindue ud på toppen af kirkens facade. Det så virkelig smukt og poetisk ud.
Man kan svagt ane, at vinduerne rundt langs kirkens periferi var meget moderne tænkt: De havde hver deres fine farvede kant som eneste dekoration. Det så virkelig godt ud og lagde mere til kirkens moderne feel.
Og nu til noget helt andet…
En af Tjekkiets mest besøgte turistattraktion er benhuset i Sedlec, hvor skeletterne fra mellem 40.000 og 70.000 mennesker er arrangeret særdeles kreativt.
Historien bag dette bizarre sted er, at abbeden af klosteret Sedlec i 1278 blev sendt til det hellige land, hvorfra han returnerede medbringende lidt jord fra Golgata, som han spredte over kirkegården i Sedlec. Dette ritual medførte, at det blev gevaldigt populært at blive begravet på netop dette sted. Og der blev ikke begravet færre mennesker i området efter at pesten og krige havde hærget det.
I 1400-tallet byggede man et kapel med plads til et benhus nedenunder sig, men først i 1870 fik en lokal snedker til ansvar at gøre noget ved alle knoglerne i benhuset. Det er hans vision, man ser i dag: Et kirkerum hvor alle dekorationer er udført i menneskelige knogler. Schwarzenberg våbenskjoldet herover er på en eller anden måde stedets pièce de résistance, og sætter for alvor streg under, hvor bizart benhuset i Sedlec virkelig er…
Fra kirkerne og knoglerne i Kutná Hora kørte vi videre mod næste stop, som skulle have været et udsigtpunkt over Elben. Desværre begyndte det at høvle ned, så vi fortsatte i stedet til Dresden, hvor vi fandt vores hotel i yderkanten af byen, inden vi spiste lidt aftensmad og så et afsnit af The Wire.
