Efter to dage i Slovakiet var det tirsdag tid til at komme videre på vores ferie, men inden vi satte kursen mod Brno i Tjekkiet, skulle vi gøre holdt og finde en mysterie-geocache i Slovakiet. Den lå (godt og snedigt gemt) ved et aparte hotel som mildest talt havde et kaotisk udseende.
Hvor Hundertwassers arkitektur har et budskab, så må jeg indrømme, at dette hus mest så ud til at være kaos og forvirring for kaosset og forvirringens skylds. Men sjovt det var det bestemt.
Vores første stop i Tjekkiet var ved Fredsmonumentet, som er rejst, der hvor slaget ved Austerlitz fandt sted den 2. december 1805. Denne konkrete kamphandling affødte begivenheder, som i sidste ende førte til at det Tysk-romerske Rige (Holy Roman Empire) ophørte med at eksistere.
Mindesmærket er skabt og bygget af Josef Fanta i perioden 1910–1912, men blev på grund af 1. verdenskrig, indviet i 1923. Monumentet er 26 meter højt og rummer et kapel og et ossuarium (hedder tilsyneladende et benhus på dansk).
Hvert hjørne af det store monument er prydet af en statue med et våbenskjold for de fire kampnationer: Frankrig, Østrig, Rusland og Mähren (en del af det nuværende Tjekkiet).
Foruden monumentet kan man kigge udover de marker, der for godt 200 år siden lagde jord til det voldsomme og historieskrivende slag. Det er jo nærmest umuligt at forestille sig blodbladet, der udfoldede sig, når man nu kigger over bølgende marker og store udsigter.
Naturligvis måtte vi have et billede af min krigshistorie-interesserede mand foran slagmarkerne. Det er vist tilfældigt, at der lige i dag stod “Marine Crew” på ham, og mon der ville have været særligt mange af søens folk tilstede ved et slag langt inde i Europa?
Fra slagmarkerne gik turen videre ind til selve Brno, hvor vi skulle forbi Villa Tugendhat, som er en funkisvilla skabt til familen Tugenhat af Mies van der Rohe i slutningen af 1920’erne. K havde i udgangspunktet tænkt, at vi skulle på rundvisning i huset, men det viste sig at være nærmest umuligt. Den næste engelsksprogede rundvisning, der havde ledige pladser, var vist en gang i november! Set fra vejen er huset meget stramt og nærmest lidt tillukket men det ser ud som om, det ændrer sig, hvis man kunne se huset fra den anden side eller indefra. Det må blive næste gang, vi er Brno…
Da vi hjemmefra vidste, at vi ikke kunne komme på rundvisning i villaen, blev vi enige om at tage forbi og gå en tur i haveanlægget, så vi da i det mindste kunne se huset udefra. Det kunne have været en god plan… Men da vi kom frem til villaen, var alle porte låst og selvom døren ind til billetkontoret stod åben, var der ingen, der reagerede på vores og andres bevægelser udenfor de låste porte.
Vi måtte altså nøjes med at se på Villaen fra vejen samt snige os til at se Tugendhattenes udsigt mellem huset og dets nabo. Den grund huset er bygget på ligger på en skråning, så udsigten ser ud til at være fantastisk. Samtidig betyder hældningen på grunden, at det er tredje sal af huset, der ligger ud til vejen, mens resten af huset ligger “under” gadeplan, som jeg så må sige.
Billedet er lånt her.
Helt funkis-løse blev vi dog ikke, da K havde læst om funkis-cafén Café Era, som lå nær ved Villa Tugendhat. Faktisk ligger Café Era et lidt pudsigt sted på en vej, der mest af alt minder om Rentemestervej eller nogle af de andre i Nordvest, med relativt lave lejlighedsejendomme fra 30’erne og 40’erne. Caféen er formentlig ikke et sted mange turister søger ud, for der var kun et menukort på tjekkisk. Men vi sad i det flotte hus’ hyggelige gårdhave og spiste en lækker frokost og så er det jo underordnet, hvad sprog menuen var skrevet på.
Fra frokosten kørte vi de sidste kilometer til Hotel Europa i den elegante udkant (tænk Frederiksberg eller det finere Østerbro) af Brnos centrum, hvor K havde reserveret, hvad der viste sig at være et vældig flot hotelværelse med lysekrone og fine møbler til os. Vi besluttede at tage en siesta i et par timer, da det faktisk var blevet ret varmt i løbet af den tidlige eftermiddag.
Efter et par timer i hotelværelsets ac-nedkølede ro, spadserede vi ind til centrum for at kigge nærmere på den gamle by. Denne gåtur gav os mulighed for først at se, hvor flot gaden vi boede på var. Mange af husene var udsmykket og langt de fleste af dem var velholdte og elegante.
Fra den vinkel vi nærmede os centrum, kunne man se et højt og slankt kirketårn rejse sig højt over den øvrige bebyggelse. Spirret tilhørte Kostel sv. Jakuba (altså Skt. Jakobs Kirke) i Brno, og for os er det altid lidt hyggeligt med Skt. Jakobs kirker, fordi vi for meget tæt ved 10 år siden, blev gift i Skt. Jakob på Østerbro i København.
Jeg synes sporvogne er smarte: De kører altid, hvor de skal og i princippet skal ingen andre køre det samme sted, hvilket bør betyde færre forsinkelse og en mere smidig offentlig transport. Men sporvogne er IKKE smarte, hvis man godt kan lide at se på og fotografere en bys arkitektur, for så er der et virvar af ledninger på kryds og tværs af udsigten opad…
Jeg spottede indtil flere mærkelige vejskilte i Brno; de var ikke kun vejskilte med også små skorstene for, hvad der formentlig var varm damp… Det ser bare en lille smule sært ud, at der står “røg” ud af et vejskilt.
“Dancer” af hollandske Niels Vegter.
“Climb down” af slovakiske Martin Pokorný.
“Borders” af tyske Baentsch Ulrich.
“The Essence of Women” af italienske Schiumarini Gianni.
Vi kom ind i byen og direkte ind på Námestí Svobody, den centrale plads i Brno, hvor vi fandt en række sandskulpturer, som er en del af Golden Sand Festival. Den sidste af skulpturerne hedder “The Essence of Women”, og K og jeg havde en snak om, hvorfor eller hvordan den havde noget med kvinder at gøre (inden vi læste det tilhørende skilt). Mit bud var at fokus skulle lægges på at kvinder både er bløde og stikkende, mens K ikke lige fangede essensen af kvinder udfra skulpturen. Ganske rigtigt: Det er kombinationen af blødt og kantet, der er essensen af skulpturen. Er det mon godt eller skidt, at min mand tilsyneladende ikke opfatter det med- eller modspil som essensen af kvinder? Jeg tror, det er godt.
Højt over byen troner Katedrála svatého Petra a Pavla, Peter og Paul Katedralen. På dette sted har der ligget en kirke siden 1180, så det må altid have været et vigtigt sted. Der kan i hvert fald ikke være nogen tvivl om, at kirken har været synlig langvejs fra.
På siden af kirken var denne lille skulptur, som altså er lidt creepy, fordi handskerne ligner hænder ret meget. Der er noget Adams Family eller Halloween over en pavehat med hænder… Sært design.
Ikke alene har kirkens placering garanteret, at den kunne ses på lang afstand, der har også været (og er fortsat) en smuk udsigt over Brno og omegn. Det gjorde ikke udsigten ringere, at solen lige så stille var ved at gå ned, og derfor kastede sine varme stråler over kirken og udsigten.
Vi spadserede retur gennem byen og tilbage til vores hotel med et stop på en desværre ret ringe restaurant, hvor vi var så heldige at Canal Dell (min pc) viste sidste afsnit af tv-serien The Wire.
