Udsigten klokken 05.14.
Af uvisse årsager vågnede jeg alt for tidligt mandag morgen, og jeg kunne ikke falde i søvn igen, så jeg havde mulighed for at ligge og kigge ud af vinduet på tårnet på spirret på Katedrála svätého Martina, Bratislavas domkirke.
Udsigten klokken 06.05.
Godt 50 minutter senere var udsigten helt anderledes, idet det var blevet lyst men også gevaldig diset; i hvert fald når jeg kiggede lige ud af vinduet.
Kiggede jeg derimod til højre ud af vinduet, var der en yndig sommerhimmel med en lyserød sol, der gjorde sig klar til at skinne endnu en dag. Der er bestemt fordele ved at vågne tidligt.
Efter K kom til sig selv, og vi fik spist noget morgenmad, gik vi på byvandring i Bratislava i et ret flot varmt sollys. Første kirke vi passerede, var kapucinerkirken, Kapucínsky Kostol.
Vi nærmede os Bratislavas centrum, og henover tagene kunne vi spotte den eneste bevarede byport, Michalská brána (Michaelsport), som først blev bygget omkring år 1300, men som nu står i en version, der er fra 1758.
Inde under Michaelsporten ligger der et “kompas”, som viser afstande til en lang række af verdens forskellige byer. Overraskende nok var Bonn ikke på kompasset, men det var tilgengæld både København og Berlin, som de to byer måtte vi nøjes med, som retningsgivere.
Knap var vi kommet indenfor byporten, før K spottede Beer Pub Kristian, som han jo bestemt mente måtte være “hans” ølsted. Da vi faktisk ikke kom ind på pubben, kunne man i morges (altså dagen efter vores tur gennem Bratislava) høre følgende samtale på værelse 414 på Ibis Bratislava:
K: En ting er jeg lidt skuffet over ved Bratislava.
C: Ja?
K: De har lavet en beer pub KUN for mig… Og så kom jeg ikke på den!
Øhm, ok søde Kristian – men det er vel ret beset ikke byens ansvar, er det?
Jeg var lidt vild med det her hus; det må være meget små værelser deroppe under taget, eller også har man haft behov for mere lys. Fint så det ud nedefra.
Det her billede (eller et der minder meget om det) må være et af de ikoniske fra Bratislava, for det er ikke nemt at komme på afstand af Michaelsporten, men herfra kunne det da nogenlunde lade sig gøre. Herren i de røde shorts var i øvrigt, som rigtig mange af de øvrige turister i Bratislava, svensker.
Der er mange små skægge statuer i, og denne napoleonske soldat står og tager sig et hvil opad en af bænkene på byens centrale plads, Hlavne namestie.
En anden af statuerne, og den man tilsyneladende helst vil promovere, er denne arbejdende (eller hvilende) mand, der kommer opad vejen midt i byen. Han er en meget fotogen og fotograferet mand, men de fleste syntes at nøjes med ovenstående billede.
Jeg syntes, at han blev endnu finere, når man så ham i forbindelse med det særlige vejskilt, der står ved siden af ham. Sjov idé.
Det vidste sig, da jeg googlede lidt om statuerne, at der også er en H.C. Andersen-statue i Bratislava, som vi ikke fandt. Det var så den ene ud af fem, vi ikke så, men vi kender jo H.C. Ands kontrafej godt, så vi klarer os nok uden.
Det var ikke nok for os, at vi kunne se kirketårnet ud af vinduet, vi måtte naturligvis op og se nærmere på kirken, som ligger på en lille “høj” i byen.
Det særlige ved kirken er, at den i 1563 blev kroningskirke for de ungarnske konger. Kirken blev sidst brugt til en kroning i 1830, så den rummer knap 300 års royal historie. Det royale tema underbygges og -streges af kronen på toppen af tårnet. Der er tale om en krone, der vejer omkring 150kg og er 1 m i diameter – det er altså svært at forestille sig, når man står og ser op på den nedefra.
Denne ferie har indtil videre i høj grad været påvirket af Habsburgerne, og deres betydning for europæisk historie, så K og jeg faldt lidt for humoren bag “Habsburger King” t-shirten.
Da slottet i Bratislava ligger højt over byen, blev vi enige om turistløsningen, hvor vi købte billet til en times tur rundt i byen i en oldtimer-bus. Man kunne selv vælge sprog for infosporet, og jeg overvejede kortvarigt “fran-sutsko”, fordi det lød lidt hyggeligt og fjollet ;o)
Det var en rigtig fin tur, og en god måde at komme op til slottet på. Man kan ikke komme ind på slottet, så de 15 minutter vi havde deroppe var faktisk fint afstemt. Vi kunne nå at kigge på det fint istandsatte slot og nyde udsigten udover Bratislava og Donau.
På grund af vores oldtimer-bus og andre lignende var det ikke muligt at komme langt nok på afstand af slottet til et billede af det i en helhed, men detaljerne er også rigtig skønne.
Slottet har været et fæstningsværk i højere grad end et repræsentativt palads, og det ses i arkitekturen, som er stram, enkel og funktionel.
Jeg kunne tilføje det slovakiske flag til min voksende samling af flagbilleder, for der var en herlig brise / frisk vind på toppen af den lille bakke.
Et af stedets store slagnumre er naturligvis udsigten dels over byen og dels over den omgivende natur. Jovel, det var diset på dagen, men jeg kan godt lide stemningen i disesede billeder.
Se, det er da lækker stemning. Blå blå himmel havde været lækkert, men jeg tager diset fremfor for eksempel regnvejr.
Endnu en gang et billede af Hr og Fru på sommerferie; ved ikke hvorfor vi ikke huskede at tage sådan nogle billeder i Wien, men nu er vi i sving.
Vel nede fra bakketoppen var det tid til frokost. K havde læst om et bryggeri, som blandt andet serverede den traditionelle slovakiske ret, Bryndzové halušky, som er en slags gnocchi med fåreost og bacon.
Som det fremgår var Hr. Thy godt tilfreds med retten, mens jeg endnu en gang måtte konstatere at så tung mad ikke lige er mig. Men jeg har smagt det, og det er jo sådan set fint nok.
Jeg ville ikke have troet det, da K satte gaflen i første gang, men han kom hele vejen igennem portionen, og hele vejen så han ud til at nyde det.
Jeg tog mod til mig og prøvede den lokale cola-pendant, Kofola. Kofola smager nærmest julet, indeholder mindre sukker men mere koffein end normal cola. Samtidig indeholder Kofola ikke fosforsyre, som almindelig cola gør det.
Over frokosten blev vi enige om at køre en tur ud i det blå, men vi havde først et andet blåt stop at gøre, inden vi nåede så langt. K havde nemlig læst om en lokal kirke, St. Elisabeth (Kostol svätej Alžbety), som skulle være et udtryk for ungarnsk art noveau.
Kirken er faktisk fantastisk; den er så anderledes end de art noveau bygninger, vi kender fra det vestlige Europa, og alligevel kan man sagtens se tonerne af samme inspiration. Og så er der bare noget inderligt charmerende over kirkens bløde former og babyblå farve.
Vi kunne ikke komme ind i kirken, men det var muligt at se kirkerummet gennem en gitterport. Prøv at lægge mærke til “teltet” over prædikestolen – det giver mig mindelser om marrokanske boder og 1001 nats eventyr.
I det hele taget tænkte jeg meget på Alladin, mens vi gik rundt om kirken og kiggede nærmere. Med sine blå farver, og fine glasmosaikker er der langt fra denne kirke til en standard landsbykirke i DK. Man kan da ikke andet end at blive glad i låget af en kirke, der på en eller anden måde er meget lidt selvhøjtidelig.
Ikke overraskende har vi kunnet læse os til at samme arkitekt, der stod bag kirken, også designede den skole, der er kirkens nabo. Det havde vi mere eller mindre besluttet os for måtte være tilfældet, mens vi kiggede over hegnet ind på skolen.
Selv hegnet ind til skolen må være tænkt med i det gennemførte art nouveau udtryk, så intet fremstår som tilfældigt.
Find Holger / K.
Som aftalt spadserede vi retur til vores hotel for at hente bilen og køre på eftermiddagstur. Først skulle K naturligvis plotte nogle geocachelokationer ind, så turen ikke var “forgæves”. Første geocachestop var ved en gammel, og tydeligvis forladt og misvedligeholdt, jødisk kirkegård. Den lå helt klart udenfor, hvad der nogensinde har været en bygrænse, og vi blev enige om, at det nok desværre ofte har været tilfældet for europæiske jøder, at de blev isoleret – i livet såvel som i døden. Det burde aldrig være sådan!
Området vi kørte rundt i hedder noget i retning af de små karpatere, og det er et dejligt bakket landskab, man færdes i. Vi kørte både ude i mellem bakker og marker og igennem mange små landsbyer. I Slovakiet spottede vi også de “præfabrikerede” huse, vi havde set i Ungarn, men det syntes som om der var større variation her. Samtidig kunne vi konstatere, at landsbyerne i Slovakiet måske ikke er fattige, men de var i høj grad slidt og ikke super godt vedligeholdt.
Vi sluttede vores eftermiddagstur med en geocache ved endnu et kapel; dette lå dog mindre godt gemt end gårsdagens kapel. Men i aftensolen stod det fint på sin plads, og heldigvis lod kassen sig finde.
På den måde nåede vi på en enkelt dag at opleve Slovakiet dels i by og dels på land, som vi godt kan lide det. Det indtryk man får af et land i en storby (hovedstad) er sjældent det samme, man får ved at færdes ude på landet.
