Vi havde booket et hotelværelse i Bratislava, Slovakiet, men K havde luret, at vi kunne lægge vejen omkring Ungarn, hvor ingen af os tidligere har været, så det var naturligvis eftermiddagens plan. Før vi nåede så langt, skulle vi krydse jerntæppet eller i hvert fald det monument, der markerer, hvor der var grænse mellem øst og vest i Europa.
Man vil nok ikke ligefrem give monumentet topkarakter for det kunstneriske udtryk ej heller for det æstetiske, men det er til gengæld påtrængende og vedkommende. Det er vanskeligt at forestille sig, hvor tæt Wien lå på det lukkede Østeuropa, og hvor tæt ungarerne her boede på det forjættede Vesten. Og så minder det os om, at det faktisk allerede er mere end tyve år siden, muren faldt: Børn er blevet født, vokset op og er flyttet hjemmefra siden da…
K titter ud bag jerntæppet (eller ok monumentet) på en måde man ikke kunne det for 25 år siden. Sært at mennesker har været holdt inde af pigtråd og usynlige politiske grænser.
På vej væk fra Jerntæppe mindesmærket blev vi mildest talt mødt af modstridende færdselsanvisninger: Skal man køre 50 eller ikke her? Det er jo vanskeligt at afgøre, men vi tror nok, at svaret var, at man skal køre 50.
Aldrig så snart var vi kommet ind i Ungarn, før vi bemærkede en klar trend: Der var PROP-fyldt med tandlægeklinikker, som lå ude på det ungarske land lige over grænsen fra Østrig. For os at se, kan det kun have en forklaring: Østrigerne må valfarte til Ungarn for at få lavet deres tænder billigt. Det kan man så også vælge, hvis man synes… Jeg tror nu nok, at jeg godt ved, hvad min tandlægemor vil mene om denne trend.
Ikke alene var der en guds velsignelse af klinikker, de havde også mere eller mindre opfindsomme og poetiske navne som Genius Dent og Dentissimi.
I Mosonmagyaróvár, hvor mange af klinikkerne lå, skulle vi stoppe og finde en geocache ved byens fine gamle slot. Udenfor slottets område lå dette lille kapel, Lucsonyi Szent Anna kápolna, som vi opdagede var bygget i forbindelse med pestudbruddet i 1713. Jeg ER pesthistoriker, så jeg klager ikke over at opleve mit fagområde tale til os gennem århundrederne.
Området omkring Mosonmagyaróvár blev allerede beboet af romere i det 5. århundrede, og har gennem århundrederne spillet en rolle pga. sin placering på grænsen til Østrig. Det fort, der står nu, er ikke det oprindelige, men derimod et der er ombygget, renoveret og ændret på siden 1500-tallet.
Fortet / slottet kan ikke beses indefra, men udefra ser det ud som om det ikke ville skade med lidt mere vedligeholdelse. Fordelen ved det ædle forfald er, at det tager sig godt ud på billeder.
Det er desværre ikke det nuværende ungarske flag, der hænger her, for i det moderne flag er våbenskjoldet fjernet. Men det er godt nok som illustration af, hvor vi befandt os henne.
VJeg syntes, at vi skulle have et par billeder af os selv i Ungarn, da det var vores første (omend meget korte) visit i landet. Og så kan de forhåbentlig også tilfredsstille nysgerrige læseres ønske om flere billeder af undertegnede ;o)
På vej tilbage til bilen krydsede vi den nu udtørrede voldgrav og kunne kaste et sidste blik tilbage på den sensommer-solbeskinnede fæstning. Ikke så ringe endda.
Naturligvis havde K flere geokasser på programmet, og den næste befandt sig et ret fint og overraskende sted nemlig lige ved et lille godt gemt kapel. Det står ikke klart for mig, hvorfor dette fine lille kapel ligger, hvor det ligger, men man skal måske ikke altid vide alting.
Geokassen lå nede af en lille skrænt, og her stod også et ret gevaldigt træ, som var i nærheden af 2 meter bredt. Det var meget imponerende.
Prøv at se hvor lille K er i forhold til kæmpetræet; det er fascinerende, hvad naturen kan skabe, når den får lov at være i fred i lang nok tid.
Find Holger (eller Kristian; det er nok trods alt nemmere).
Det var interessant at køre rundt ude på landet i Ungarn. Dels er der fladt og steppeagtig natur, som man kan lade øjet hvile på, og dels lærte vi en del om fortiden ved at køre gennem områdets landsbyer. Her var husene helt tydeligt typehuse, som primært var forskellige, hvad angik farver og udsmykning. Det så fuldstændig ud som om, der var tale om boliger, den enkelte familie havde fået tildelt af det kommunistiske styre (altså den gang, da jerntæppet endnu lå tungt). Haverne var meget små, hvilket medførte at de enkelte huse lå helt tæt. Det har gjort det nemt at holde øje med, hvad naboen lavede, og svært at skjule sig for nogen. Underligt, som man stadig kan se fortiden i sådan noget som boligstrukturer.
Vel fremme i Bratislava fik vi vores hotelværelse, og så gik vi over på den anden side af gaden, hvor der lå et bryggeri. K fik et glas mørk øl, som bestemt smagte dejligt og rigt.
Som det ses, var K vældigt tilfreds med øllet, og han nød vist også sin aftensmad. Jeg må nok bare konstatere, at det her ikke er det område i Europa, hvor jeg er mest hjemme kulinarisk set. Men ovenpå en dag med så fine oplevelser og interessante, tankevækkende observationer, må man hoppe op og springe ned på visse detaljer.
